Det blev den 28-årige Simon Emil Koefoed, der får stillingen som ny sognepræst i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker. Kirsten Stejner gik for nylig på pension, og det giver plads til Simon Koefoed, som tiltræder i sin nye stilling 15. august efter tre et halvt år som sognepræst ved Enghøj Kirke i Randers. ”Det bliver næsten som at komme hjem igen”, skriver Simon Koefoed i en hilsen til alle i lokalområdet.
Den 26. August indsættes Simon Emil Koefoed formelt som præst ved Brabrand og Sdr. Aarslev kirker, og de to menighedsrådsformænd Lise Lotte Andersen, Brabrand, og Niels Holm-Nielsen, Sdr. Aarslev, glæder sig.
“Vi har snakket lidt med Simon og hørt ham prædike i kirken, så vi glæder os rigtig meget til at lære ham endnu bedre at kende, og til at høre flere spændende prædikener. Og så kan vi alle se frem til et ungt og friskt pust, ikke blot i kirken, men i hele lokalområdet. Vi byder Simon velkommen til Brabrand-Årslev”, siger de to formænd i en fælles udtalelse.
Simon Emil Koefoed selv har skrevet denne hilsen til alle i lokalområdet:
Kære alle i Brabrand og Sdr. Aarslev: Jeg er jeres nye sognepræst! Den 15. august flytter jeg min præstekjole fra Randers til Brabrand og Sdr. Aarslev og tager hul på et nyt kapitel i mit arbejdsliv. Jeg er fyldt med stolthed og ydmyghed, glæde og taknemmelighed over at skulle være jeres præst!
Jeg er forholdsvis kendt i området, da jeg i min studietid i Aarhus også engagerede mig i kirkelivet i Aarhus V. På den ene side bliver det som at komme hjem igen. På den anden side tror jeg, der venter mange nye spændende opdagelser og oplevelser forude i Brabrand og Sdr. Aarslev.
Derfor glæder jeg mig til at bosætte mig i området og tage del i alt det nye. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvem der bor i Brabrand og Sdr. Aarslev, snakke med jer om stort og småt, undersøge hvilke spørgsmål, I stiller jer selv om livet, troen og kristendommen, og overveje, hvordan vi sammen kan være kirke lige her!
Og jeg håber, I vil tage godt imod mig. Både når vi mødes i kirke og sognegård, men også alle andre steder – på stier og veje, midt i Rema1000, i Aarhus’ kulturliv, til koncert i Musikhuset, i raskt trav rundt om søen, på vandet i kajakken, eller hvor jeg nu befinder mig.
Den 26. august er der indsættelse i begge kirker, og derefter går arbejdet for alvor i gang. Tak for tilliden – den første som menighedsrådene har vist mig, ved at kalde mig til hertil. Nu håber jeg også, I vil vise mig den tillid at bruge mig som jeres præst – som én at følges med når livet rører på sig.