
Siden 2012 har murermester Michael Bruhn fra Brabrand stort set hvert år været med i opløbet om titlen som Årets Håndværker. Igen i år er virksomheden Uldahl & Bruhn finalist, når det hele d. 21.-22. april afgøres i Cirkusbygningen i København.
Det er lige før, man tænker ”Nå, nu igen…” Sidste år blev murer- og tømrervirksomheden Uldahl & Bruhn ApS kåret som Årets Håndværker i hele Danmark. Det samme skete i 2012 – og de fleste af de øvrige år har virksomheden været med i opløbet om titel. Og det er den så også i år.
Kåringerne i de forskellige kategorier er udelukkende baseret på kundernes anmeldelser. Og her lykkes det altså hvert år for Uldahl & Bruhn at få de mest positive tilbagemeldinger.
”Det er da helt fantastisk, at vi kan være med i opløbet igen. Så vidt jeg ved, er der kun én virksomhed mere i hele Danmark, der kan præstere noget tilsvarende,” siger en glad Michael Bruhn, som sammen med Rasmus Uldahl er indehaver af virksomheden på Dyssehøjvej.
Igen i år rejser de to sammen med deres koner til København for at være med i det stort anlagte award-show i Cirkusbygningen. Det sker naturligvis i håbet om at blive Årets Håndværker igen – men Michael Bruhn kan sagtens leve med mindre end det:
”Vi er altid glad og spændte, når vi bliver inviteret med som finalister. Men for os er det ikke afgørende, at vi vinder. At være en del af top 5 er fantastisk godt. Vi er både stolte og ydmyge over at være en del af det flotte felt.”
Det har været et hektisk år for murer- og tømrervirksomheden, der er vokset kraftigt gennem en længere periode. Der er fortsat en masse at lave på et stadig varmt marked for om- og tilbygninger.
”Vi leverer hvad vi har lovet”
Men Michael Bruhn indrømmer gerne, at der også har været udfordringer undervejs. Det er ikke nogen let opgave at vokse så hurtigt, som det er sket for virksomheden.
Alligevel er de fleste af kundernes anmeldelser stadig positive. Michael Bruhn vurderer, at det skyldes, at virksomheden altid leverer det, der er aftalt.
”Folk får en oplevelse af, at vi leverer, hvad vi har lovet – også selvom der skulle være problemer undervejs. Det kan tage en del tid at rette op på resultatet af en dårlig dag. Men det må vi gøre helt uden ballade. Det skal være sund fornuft der driver værket, ikke de hurtige penge.”
Udvikler medarbejderne selv
Selvom der er masser af opgaver, kan det alligevel være en udfordring at være håndværksmester, blandt andet fordi branchen er stort set støvsuget for dygtige ledige medarbejdere. Det har Uldahl & Bruhn også mærket.
”Det er næsten umuligt at få medarbejdere, så den eneste måde at vokse på er ved selv at udvikle dem,” siger Michael Bruhn.
I en årrække er der i hele Aarhus kun blevet uddannet ganske få murere, og det rammer nu hele branchen. Han har selv tre murerlærlinge ansat, mens større håndværker-virksomheder i Aarhus stort set ingen har.
”Det er hovedsagelig de små håndværkerfirmaer, der trækker læsset. Det er jo ikke sådan, at der er en masse penge i at ha´ en lærling. Der skal løbende bruges en del tid på at instruere og vejlede, men forhåbentlig bliver det en gevinst for os på længere sigt.”
Uldahl & Bruhn er en del af Vores Brabrands samarbejde med lokale virksomheder, “Fagfolk i Brabrand”.