
Fire år efter at rapporten True Skov for Alle sprudlede med ideer til, hvordan det gigantiske skov og naturområde kunne bruges til friluftsliv, er meget sket, og udviklingstempoet skruet en smule ned. Men forude venter en nyskabelse, som Naturstyrelsen betegner som en game changer.
Da rapporten True Skov for Alle i begyndelsen af 2019 udkom, skabte den stor opmærksomhed om et kæmpemæssigt naturområde, som de færreste mennesker indtil da kendte til.
Men siden da er det gået stærkt. En række initiativer fra de to jordejere, Naturstyrelsen og Aarhus Kommune, i samspil med forskellige brugergrupper har pludselig gjort området attraktivt for mange forskellige former for friluftsliv.
Blandt andet er shelteren Koglen blevet den mest bookede shelter i hele landet. Også hulebyen og stisystemet bærsporet anvendes af mange, og True Skov bruges i det hele taget i stor stil af blandt andre ryttere, cyklister og vandrende.
True Skov er for alvor på vej til at blive folkeeje. Hvad så nu? Vores Brabrand har talt med projektleder Anders Busse Nielsen og arealansvarlig for True Skov Malene Ulrik, Naturstyrelsen, om den videre udvikling af True Skov.
Anders Busse Nielsen var leder af det forsknings- og udviklingsprojekt, der ledte frem til rapporten True Skov for Alle og stod i spidsen for de første år intense udviklingsarbejde i naturområdet. Malene Ulrik har nu overtaget ansvaret for naturområdet.
Opmærksomhed og samling
Anders Busse Nielsen indleder med at fremhæve den store opmærksomhed og virkelyst, der er opstået omkring True Skov, siden rapporten udkom i 2019:
”Da vi startede i 2019, vidste folk ikke, hvad True Skov var, og hvor det lå. Og nu er reaktionen den stik modsatte: Nu skal der ske noget mere. True Skov for Alle fik virkelig skabt noget opmærksomhed og samling blandt brugergrupperne herude, og rigtig mange mennesker har fået et tæt forhold til området og mange engagerer sig i områdets udvikling.”
”Så den er blevet vendt helt på hovedet – fra at folk var ret ligeglade med det her kæmpe område, opstod der et kæmpe engagement, og vi har sammen med brugergrupperne og Aarhus Kommune nu i flere år været meget aktive.”

Han fremhæver de nye stisystemer og hulebyen, der har betydet, at mange flere nu ser de spændende muligheder og faciliteter for friluftsliv, det 500 hektar store område tilbyder.
”Derfor siger vi: Nu er der kommet rigtig meget i gang i True Skov – lad os så lige prøve at bremse lidt op og få de her nye tiltag til at lejre sig, mens vi finder den rigtige balance mellem natur og friluftsliv. Vi vil være sikre på, at vi ikke kommer til at lave noget, hvor vi efterfølgende må sige, at det gik for stærkt.”
Nye bord-og-bænkesæt
Malene Ulrik bekræfter, at interessen er stor for at skabe yderligere udvikling i True Skov. Flere brugergrupper og enkeltpersoner henvender sig jævnligt med ideer og forslag til, hvad der kan gøre naturområdet endnu mere attraktivt for friluftsliv.
”Mange ser endnu flere muligheder derude. Men som Anders siger, handler det nu om, at der er kommet så mange aktiviteter i området, så vi lige skal finde ud af, hvordan de forskellige brugergrupper påvirker hinanden. Vi skal finde det rigtige niveau, inden vi tager en hel masse nye initiativer igen,” siger hun.
Malene Ulrik understreger, at udviklingen i True Skov fortsætter. Eksempelvis er der i løbet af foråret blevet opstillet seks nye bord-og-bænkesæt.
En ny hovedfærdselsåre gennem True Skov
De ser begge en udvikling, hvor True Skov af mange flere nu betragtes som et reelt alternativ til Marselisborg-skovene langs kysten.
”Jeg synes, vi er kommet rigtig langt. Men vi må også sige: Vi tænkte en masse ting i 2018 og 2019 med afsæt i, hvordan True Skov så ud dengang. Nu er der sket så meget, så det er godt lige at gå tilbage og se på: Er der faktisk noget, det er smartere at gøre nu,” siger Anders Busse Nielsen.

Samtidig afventer de nu, at endnu et stort skridt bliver taget i retning af at få True Skov til at blive et sammenhængende naturområde:
”Nu går udvidelsen af E45 snart i gang, og så får vi jo samtidig en tunnel under motorvejen, der gør, at True Skov kommer til at hænge rekreativt sammen på en helt anden måde. Og det er jo en kæmpe game changer,” siger han.
Projektlederen forudser, at en ny stiforbindelse under motorvejen, der bliver anlagt senest i 2026, bliver en helt ny hovedfærdselsåre – et vigtigt knudepunkt for hele True Skov. Hermed kan attraktioner, der indtil nu har ligget isoleret i en afkrog af True Skov pludselig bliver endnu mere brugt.
”Vi forestiller os, at folk fra den store del af Aarhus her får en helt anden og nemmere adgang til den vestlige del af True Skov. Den bliver tilgængelig på en helt anden måde.”
”En fantastisk historie”
Her falder snakken helt naturligt på shelteren Koglen, der i 2020 blev tegnet og bygget af arkitekt Samuel Mydland, Yderup. I flere år i træk har shelteren i den vestligste del af True Skov været den mest attraktive destination i naturen i hele Danmark på Naturstyrelsens booking-site Ud i Naturen.
”Koglen er en fantastisk historie. På trods af dens beliggenhed i en ung skov med støjpåvirkning fra både motorvej og jernbane, er dens placering i den lille lysning omgivet af den mørke thujaskov meget kraftfuld, og Samuel har skabet et helt særligt shelter ,” siger Anders Busse Nielsen. Og Malene Ulrik supplerer:
”Koglen har skabet et særligt sted for rigtig mange mennesker.”

Identitet og forskellighed
Masser af steder i Danmark findes der nu, ung skov ligesom i True Skov. Siden regeringen i 1989 besluttede at fordoble skovarealet i Danmark er der lavet skovrejsning i hele landet, ogg her kan udviklingsarbejdet i det vestlige Brabrand vise sig at være afgørende pionérarbejde.
”Historien har tidligere været, at de her unge skove er kedelige og uinteressante. At man bare skal vente på, at den bliver 50 år, og så bliver den smuk. Men i True Skov besluttede vi jo for fem år siden: Det kan ikke passe, at en ung skov ikke kan være interessant,” siger Anders Busse Nielsen.
”Og her har vi nu lært, at det virkelig giver mening at have fokus på skoven i hele dens opvækstfase – være kreativ med den og finde dens identitet og de mange forskellige skovudtryk og skovindtryk der er i den.”
Umuligt at forudse hvor vandet kommer frem
Her har True Skov formentlig dannet skole: Man behøver ikke at lade den vokse til først, men arbejde aktivt med den allerede, når træerne runder 10 år.
”Det er virkelig spændende, når man kommer til sådan en ung skov, som kan udvikle sig i mange forskellige retninger. Man kan ikke altid vide, hvordan den udvikler sig. Hvem benytter skoven, og hvordan gør de det? Og hvordan kommer der til at se ud. Der bliver for eksempel altid meget mere fugtigt i områder, hvor vi planter skov. Her er det spændende at se, hvor der opstår nogle nye spændende naturlommer,” forklarer Malene Ulrik.
Anders Busse Nielsen tilføjer, at landskabet også spiller aktivt med. True Skov ligger i det, man kalder et dødisrelief. Da isen i sin tid trak sig tilbage, tabte den nogle kæmpe isblokke, der så smeltede af. Det gjorde, at landskabet fik den ”bulede” karakter, man ser i området vest for Brabrand.
”Da arealerne blev købt og tilplantet med træer, var det drænede landbrugsarealer. Og når trærødderne så kommer ned og stopper de gamle dræn, får vi vandet tilbage til landskabets overfalde. Det er nærmest umuligt at forudse, præcist hvor det vil ske, men der er kommet meget mere vand tilbage til overfladen inde i True Skov,” siger Anders Busse Nielsen.
”Sådan nogle ting kan man lige så godt opgive at designe sig ud af fra starten. Og det beriger jo naturoplevelsen og gavner biodiversiteten.”
Læs også:
10-års jubilæumsfest for skovrejsning fejres i True Folkeskov
Store planer: True Skov kan blive mere attraktiv end Marselisborgskoven
”Naturens Dokk1” skal trække tusindvis af mennesker til True Skov