Vi kender alle herlighederne omkring Brabrand Sø, men hvis man kigger i den modsatte retning, vokser True Skov nu op til at blive en lige så stor natur-perle for Brabrand og resten af Aarhus. Naturstyrelsen er nu i gang med at finde ud af, hvordan True Skov kan blive til størst glæde for borgerne i området.
”True Skov for alle” hedder projektet, der i løbet af 2018 skal resultere i en konkret plan for, hvordan naturområdet kan blive rammen om tusindvis af menneskers friluftsliv.
Projektet bliver desuden et eksempel på, hvordan Danmarks unge skove kan indrettes, sådan at flest mulige mennesker vil bruge dem. Der skal laves et nationalt idékatalog med eksempler fra True Skov på, hvordan det kan gøres.
Skoven er kun knap 30 år gammel, men opleves allerede nu som en ”rigtig” skov. Blandt andet anvendes skoven af en del beboere i Helenelyst til cykling og løb. Men ellers er True Skov ukendt for mange, og man kan ofte gå i skoven uden at møde andre mennesker.
”Naturens Dokk1”
True bliver ikke en gammel og interessant skov natten over, men der skal i projektet arbejdes med at skabe indhold og oplevelser, så skoven får sin egen særlige identitet.
For at øge synligheden af områdets størrelse og muligheder skal der udvikles forslag til en attraktion, der er en udflugt værd. Attraktionen skal være et fyrtårn for området og vil blive beskrevet med planer og budgetter.
I projektet refererer man til ”Naturens Dokk1” for skabe billeder på et fyrtårn, som har attraktionsværdi langt ud over det nære lokalområde.
True Skov rykker ind mod Brabrand
Allerede nu fylder True Skov godt op på 800 hektar mellem Brabrand og Årslev i syd, True i nord og Lyngby i vest. Naturstyrelsen ejer godt halvdelen, Aarhus Kommune sidder på 100 hektar, mens private ejer resten.
Området ligger desuden i tilknytning til store områder, hvor der planlægges skovrejsning i fremtiden. Der skal laves en konkret anlægsplan, hvori man vil forsøge at binde hele området sammen.
Visionen for True Skov er, at den skal strække sine ”fangarme” ind mod byen to steder:
• Mellem Edwin Rahrs Vej og Viborgvej vil der gå en grøn kile helt ind til Ringvejen.
• Lige syd for Edwin Rahrs Vej vil det naturskønne område dér også blive forbundet med True Skov til et sammenhængende naturområde.
Desuden breder skoven sig også i området nord for Årslev og øst for Transportcentret.
Mange slags friluftsliv
De tre parter bag projektet har inddraget forskere fra Skov & Landskab ved Københavns Universitet og rådgivere fra arkitektfirmaet LabLand til at løse opgaverne. Projektet finansieres ligeligt af Lokale og Anlægsfonden, Naturstyrelsen og Aarhus Kommune og forventes afsluttet i 2018.
Målet er at komme med oplæg til, hvordan der kan være plads til mange typer af friluftsliv og naturoplevelser; fra den stille skovvandrer til muligheder for løb og cykling i fuld fart.
Planen skal ikke betragtes som et færdigt produkt, men som et skelet eller en ramme for den videre udvikling i området mange år frem i tiden.
Hvis du har ideer
Leder af projektet er projektleder i Naturstyrelsen, Knud Erik Hesselbjerg, som også selv bor i Brabrand. Han fortæller, at man i projektet meget gerne vil inddrage brugerne mest muligt i udviklingen af ideer for området.
Der er allerede etableret en følgegruppe, der er bredt sammensat i forhold til interessenter. Knud Erik Hesselbjerg inviterer desuden borgere i lokalområdet til at komme med ideer og forslag. Han kan kontaktes på email knehe@nst.dk
Sådan kan du let komme til True Skov
Hvis du kommer på cykel, går der fra rundkørslen i Årslev cykelsti nordpå til Rætebølvej. Når du krydser Rætebølvej, er der få hundrede meter, til du kan komme på de etablerede skovstier, lige hvor skoven begynder.
Hvis du kommer i bil, kører du til rundkørslen ved Helenelyst og tager afkørslen nordpå mod Tilst. Du drejer straks til venstre i lyskrydset ad Rætebølvej. Tag første vej til højre, Espenhøjvej, og du kommer til en p-plads efter få hundrede meter i kanten af skoven.