
Tre mænd fra Gellerup-området er blevet varetægtsfængslet, efter at de har truet vidner i en lokal voldssag. Politikommissær Klaus Hvegholm Møller, Lokalpolitiet i Aarhus Vest, beskriver det som meget positivt, at vidnerne stod fast, selvom de blev udsat for trusler.
En aften i begyndelsen af marts blev en ekspedient hos Circle K på Silkeborgvej udsat for vold. Så vidt Vores Brabrand erfarer, kom personen ikke alvorligt til skade, men der var dog basis for en sigtelse for vold.
Tre yngre kvinder kunne efterfølgende hjælpe politiet med at udpege gerningsmændene. Kvinderne har efterfølgende anmeldt, at de er blevet udsat for trusler om, at de skulle trække deres vidneudsagn tilbage. Det vides ikke, hvad de konkrete trusler bestod i.
Det har betydet, at tre mænd i løbet af de sidste par uger er blevet varetægtsfængslet for vidnetrusler.
Politikommissær Klaus Hvegholm Møller, Lokalpolitiet i Aarhus Vest, nævnte sagen tirsdag aften på kvartalsmødet i Samvirket i Gellerup og Toveshøj, som et eksempel på at lokale borgere ikke accepterer at blive udsat for trusler.
”Det er rigtig positivt, at man ikke finder sig i trusler, men i stedet henvender sig til politiet med sin oplevelse. Når nogen truer vidner, risikerer man at blive varetægtsfængslet, selvom selve sagen ikke er så alvorlig i sig selv,” sagde han.
”Jeg synes, det er rigtig godt, at de tre kvinder stod fast. Forhåbentlig er det en sag, der kan statuere et eksempel. Hos politiet håber vi, at det nu går den vej, at folk ikke vil finde sig i, at truslerne fyger over bordet. Og at de fortæller os om det, hvis det sker!”
Klaus Hvegholm Møller lovede, at politiet vil gøre alt for at beskytte vidner, sådan at de ikke behøver at være bange for, hvad der kan ske dem, hvis de vidner i en retssag.
Meldingen fra lokalpolitiet var i øvrigt, at der i øjeblikket er forholdsvis roligt i Gellerup og Toveshøj, men at politiet mærker, at foråret nu nærmer sig: Traditionen tro dukker der så et betydeligt antal scootere og små motorcykler op i lokalområdet, og mange af dem skaber utryghed veje, stier og fortove.
”Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt tidligere: Hvis man ved, hvor nogen har gemt en scooter i kælderrum eller andre steder, så kontakt os! Hver eneste stjålne scooter, vi kan konfiskere, inden den kommer på gaden, vil betyde én scooter mindre til at skabe utryghed i lokalområdet,” sagde chefen for lokalpolitiet.