52-årige Mine Rasmussen og 55-årige Jørgen Højgaard mødte hinanden for foden af Himalaya, blev kærester, da de vendte hjem til Ikast – og nu er de flyttet sammen i en lejlighed på Janesvej i Toveshøj, hvor de er med i den kommende DR-serie ”180 dage i Gellerup”.
De havde ikke boet mange dage i lejligheden på Janesvej, før de blev inviteret med til fællesspisning i Toveshøj. Hver fredag eftermiddag samles en gruppe beboere og spiser sammen.
”Det har været rigtig dejligt at komme tæt på de mennesker, der kommer i madklubben. Det er en meget blandet gruppe etnisk og aldersmæssigt, men man hygger sig og har det rart sammen. Det er et åbent fællesskab, hvor man føler sig meget velkommen,” fortæller Mine Rasmussen.
Fællesspisningen har traditionelt foregået i Laden, men ejendommen er nu under ombygning. For nylig var det Mine og Jørgen, der stod for maden, og da foregik det på Tovshøjskolen.
De har i det hele taget oplevet en masse i løbet af de første par måneder, de har boet på Janesvej og fortæller begejstrede om deres møde med lokalområdet, hvor de blandt andet flere gange været med til fyraftenssang flere forskellige steder i Gellerup og resten af Brabrand.
”Vi er blevet introduceret til så mange dejlige mennesker og aktiviteter i lokalområdet. Gellerup er et dynamisk lokalsamfund på sådan en speciel græsrodsagtig måde. Aktiviteter opstår og bliver nedlagt igen, og det er som regel lokale ildsjæle, der tager initiativet. Det er meget spændende.”
Fællesskab som hjemme på villavejen
Også i opgangen, hvor de bor, har de oplevet en stor imødekommenhed. Nogle ses i forvejen jævnligt. Især nogle af kvinderne i opgangen ses meget og hjælper hinanden, mens andre ikke er en del af fællesskabet.
Mine har haft inviteret de kvindelige naboer på kaffe, og snakken gik bare på kryds og tværs om det, man nu snakker om. Børnebørn og opdragelse, for eksempel.
De sammenligner lidt med fællesskabet hjemme på villavejen i Ikast. Også dér har de et nært samvær, mens man på den næste vej stort set ikke ses. Man skal ikke tage det for givet.
Provokeret af den offentlige debat om ”ghettoer”
Det har været en turbulent tid for dem begge, inden de kom til Gellerup. Efter 35 års ægteskab døde Jørgens kone for tre år siden, og han fik hele sin tilværelse vendt op og ned. Han valgte sidste år at tage med på en rejse til Nepal – skulle bare væk fra det hele i 14 dage. På turen mødte han Mine, underviser på pædagoguddannelsen i Ikast, mor og farmor og med egen andelsbolig i den samme by.
”Vi følte begge, at skæbnen ramte os. Vi var de eneste deltagere på turen under 60 år, de eneste fra Ikast, og de eneste singler. Men da vi rejste hjem, sagde vi tak for en dejlig tur og regnede egentlig ikke med at se hinanden igen.”
Det kom de alligevel til og lærte gradvist hinanden bedre at kende og overvejede tanken om at flytte sammen. Det var endnu ikke blevet til konkrete planer, da Mine tilfældigt på nettet så, at DR søgte deltagere til ”180 dage i Gellerup”.
”Vi havde jo diskuteret, om vi skulle bo sammen, og så opstod tanken spontant, at så kunne vi jo prøve i det her projekt uden at skulle træffe store beslutninger om hussalg”, fortæller de.
Og sådan gik det til, at de pludselig befandt sig i en lejlighed på 3. sal på Janesvej.
”Der er også en anden grund til, at jeg er rigtig glad for, at vi nu er flyttet til Gellerup. Vi føler os begge stærkt provokeret af den offentlige debat om de såkaldte ghettoer. Vi vil gerne være med til at give et mere nuanceret billede af et område, hvor tusindvis af mennesker lever i en fredelig dagligdag med børn, familie og arbejde”, uddyber Jørgen.
Bedre til at se mennesker i stedet for kulturer
Mine har fortsat sit daglige arbejde på pædagoguddannelsen i Ikast og tager turen på motorvejen hver dag. Og det samme gør Jørgen, som har skiftende arbejdstider som produktionsmedarbejder på Egetæpper.
De glæder sig, til foråret kommer til Gellerup, og de bliver en endnu større del af lokalsamfundet. Jørgen har meldt sig til at hjælpe til hos Oliven Spejderne, mens Mine vil engagere sig i fælleshaverne i Toveshøj og måske bidrage i en lokal lektiecafé.
”Jeg håber, at vi får et større udsyn, når vi oplever, hvad mennesker kan sammen på tværs af etnicitet. At vi bliver bedre til at se mennesker i stedet for kulturer og er mindre optaget af, hvor folk kommer fra. Jeg kan mærke, at det allerede sker”, siger Mine, og Jørgen tilføjer:
”Ja, at vi udvikler os som mennesker. Tidligere så vi måske kun tørklædet. Nu er vi begyndt også at se ansigtet.”
