
Teknik og Miljø har lavet et groft overslag på, hvad en bro over jernbanen mellem Helenelyst, Høiriisparken og resten af Brabrand vil koste. 12-15 millioner kroner, lyder et umiddelbart bud. Og det vil tage mindst halvandet år at udføre projektet, mener forvaltningen.
Mandag skal Aarhus Kommunes Magistrat diskutere, om kommunen skal gå videre med det meget omtalte broprojekt, der skal forbinde Helenelyst og True Skov med resten af Brabrand og Brabrand Sø.
Aarhus Byråd besluttede i slutningen af februar, at Teknik og Miljø skulle udarbejde et forslag, som politikerne kan tage stilling ud fra. Det skete på baggrund af et fælles forslag fra Socialdemokratiet, Venstre, de konservative og de radikale.
Nu har Teknik og Miljø foretaget en indledende vurdering af, om en broforbindelse over jernbanen i Brabrand og et tilhørende stianlæg kan gennemføres, og hvad det vil koste:
”På baggrund af det foreliggende materiale fra lokale kræfter og indledende besigtigelse vurderer Teknik og Miljø, at projektet vil koste 12-15 mio. kr. Der er tale om et indledende, groft overslag, som er behæftet med usikkerhed,” skriver forvaltningen.
Man vurderer, at projektet prismæssigt er sammenligneligt med broen over letbanen i Hjorthøj, og vurderer på den baggrund, at selve broen vil koste 10-12 mio. kr. , mens stianlæg vil koste 2-3 mio. kr. Men måske kan det gøres billigere, fordi en limtræsbro sandsynligvis er billigere end en traditionel bro i beton, tilføjes det.
Teknik og Miljø har ikke foretaget nærmere tekniske undersøgelser af projektet, men teknikerne vurderer umiddelbart, at det er muligt at realisere. Forvaltningen regner med, at projektet vil tage minimum 1,5 år at gennemføre.
En bro kan skabe sammenhæng
I dag skærer jernbanen igennem området og danner en barriere mellem det gamle Brabrand og de nye boligområder. Teknik og Miljø skriver i oplægget, at en bro over jernbanen ved Helenelyst kan være med til at nedbryde den barriere.
”En bro over banen ved Helenelyst vil give mulighed for et større sammenhængende rutenet, hvor der bliver bedre forbindelse mellem Brabrand, Helenelyst, True Skov, Årslev Skov, Brabrand og Brabrand Sø. Byen vil få koblet et stort område sammen og sikre mulighed for oplevelser i både skov og ved sø. Dette især til gavn for rekreative brugere af området, der vil få mulighed for at benytte arealerne på begge sider af banen,” står der i indstillingen til politikerne.
En bro vil desuden understøtte indsatsen i Cykelhandlingsplan 2017 for et sammenhængende cykelrutenet, som gør det nemt, hurtigt og sikkert at komme rundt som cyklist.
Samtidig vil en bro over banen kunne gavne borgere i hverdagen, som for eksempel i job-sammenhæng skal mellem Helenelyst-området og den vestlige del af Brabrand og Årslev Skov.
Brugen af broen og tilhørende stier vil dog hovedsagelig være rekreativ, blandt andet fordi det af hensyn til naturen ikke er muligt at få lys på hverken stier eller bro, vurderer Teknik og Miljø.

Behov for forundersøgelse
Terrænet i området er meget kuperet, og der kun ét sted, hvor terrænet på begge sider ligger højere end banen. Stedet er markeret på kortet i artiklen.
Forvaltningen har kun foretaget en indledende besigtigelse af området, men
konkluderer, at der er nogle udfordringer ved at etablere broen. Men detaljerne kan først blive afklaret ved hjælp af forundersøgelser og skitser, understreger Teknik og Miljø.
”Endelig bør det i forbindelse med en forundersøgelse vurderes, om den effekt, en eventuel broforbindelse kan have, står mål med den økonomisk udgift, der er forbundet med det samlede projekt, eller om der er andre alternativer,” skriver Teknik og Miljø.
”Nedslående læsning”
Per Falk Bredgaard, Laskedalen, har i en årrække arbejdet for, at broen over jernbanen skal blive en realitet. Han er skuffet over oplægget fra Teknik og Miljø, som han mener er overfladisk og ikke særlig gennemarbejdet.
”Det er lidt nedslående at læse. Det overrasker mig, at man har brugt så lang tid på at nå frem til det her resultat. Det virker, som om, det er lavet lynhurtigt.”
Blandt andet ærgrer det Per Falk Bredgaard, at Teknik og Miljø endnu ikke har haft kontakt til Banedanmark om sagen. Den kontakt er afgørende, da Banedanmark er i gang med elektrificering af banen, og det skal undersøges, om der er et tidsrum, hvor det vil være optimalt og fordelagtigt at bygge broen.
Teknik og Miljø har dog snakket med Naturstyrelsen, som er positive over for projektet.
Byrådet skal finde pengene
Det er Teknik og Miljøs vurdering, at der kan gå et år, fra en eventuel vedtagelse af projektet til igangsætning.
”Det skyldes, at der skal sikres aftaler med lodsejere, Naturstyrelsen, godkendelse fra Banedanmark og projektering af bro og stier. Herefter tager anlægsfasen forventeligt omkring et halvt til et helt år,” skriver Teknik og Miljø og understreger om økonomien:
”Teknik og Miljø bemærker, at der for nuværende ikke foreligger anlægsmidler til hverken skitseprojektering eller projekt. Realisering af projektet forudsætter derfor, at byrådet i givet fald prioriterer særskilte midler til det.”
Teknik og Miljø vil, hvis byrådet ønsker at gå videre med projektet, undersøge, om der er mulighed for delvis medfinansiering hos den nationale cykelpulje.
Læs også:
Flertal i byrådet støtter undersøgelse af ny bro i Brabrand
Per Falk hyldet i byrådet for sit arbejde for bro i Brabrand