Nu skal forslaget om en ny broforbindelse over jernbanen i det vestlige Brabrand diskuteres i Aarhus Byråd. På det næste byrådsmøde d. 24. februar vil et politisk flertal sætte gang i en nærmere undersøgelse af, om broprojektet kan gennemføres, og hvad det vil koste.
I otte år har Per Falk Bredgaard, Laskedalen, arbejdet på at skabe grundlaget for en cykel- og gangbro over jernbanen, der nu adskiller Helenelyst og Høiriisparken fra det gamle Brabrand. Og nu sker der endelig noget i sagen.
I december var teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) på besøg i Brabrand sammen med næstformand i Teknisk Udvalg, Steen Bording Andersen (S) og den konservative spidskandidat Steen Stavnsbo.
De var enige om, at broprojektet virker særdeles fornuftigt, og de fire partier er nu gået sammen om at fremsætte et beslutningsforslag i byrådet, fortæller Bünyamin Simsek.
“Vi håber, byrådet vil støtte, at vi nu får undersøgt, hvilke muligheder der er for en broforbindelse, og hvad det cirka vil koste. Herefter vil partierne kunne tage stilling til en prioritering, og om der er opbakning til, at midler skal afsættes i forbindelse med budgetforhandlingerne,” siger han.
Trækonstruktion vil være billigst
I motivationen skriver de fire partier, at Helenelyst og Jaka-grunden bør kobles sammen med Brabrand og anbefaler en gang- og cykelbro over jernbanen.
”I dag er området kun koblet sammen med Truevej, og der er siden sket en massiv udvikling i området. Det kræver, at de rigtige og naturlige stiforbindelser udbygges og cykelforbindelser opdateres.”
”Det kan ske med en broforbindelse, der effektivt og krydsningsmæssigt naturligt binder lokalområdet sammen og styrker adgangen til naturskønne områder for gående og cyklister.”
Politikerne vurderer, at broen kan laves i en længde på 50 meter og kan udføres i buede limtræsdragere, der både fungerer som den bærende konstruktion og værn, stærkt inspireret af illustrationer udarbejdet af arkitekt Metin Lindved Aydin.
En konstruktion i træ kan bidrage til at nedbringe prisen markant sammenlignet med en brokonstruktion i stål eller beton, mener forslagsstillerne.