
Når Brabrand-spillerne er allermest pressede i 2. division, så finder de ekstra kræfter og koncentration og skaber det helt ekstraordinære. De gjorde det i Middelfart for en god uges tid siden, og de gjorde det igen lørdag i Skive. Med 2-1-sejren kan holdet nu selv afgøre skæbnen i bunden af rækken.
Der kunne formentlig skrives en film på basis af de følelser, Brabrand-holdet måtte igennem, inden de kunne falde hinanden om halsen og fejre en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr på den svære udebane i Skive.
”Det var en fantastisk oplevelse at være med til – at vi måtte grave så dybt undervejs og så kommer tilbage i kampen og vinder den, er virkelig imponerende. Spillerne fortjener stor respekt for det, de fik lavet,” sagde Brabrand-træner Tom Søjberg efter kampen.
Brabrand kom foran allerede efter 16 minutters spil, efter at holdet havde været rigtig godt med og lige havde brændt en kæmpe-chance, hvor Quoc Truong sparkede over mål efter en smuk aflevering af Kasper Andersen.
Det var angriber Malthe Boesen, som endelig havde heldet med sig, efter at det har knebet med målscoringen i tidligere kampe. Han vandt en hovedstødsduel med Skives målmand og fik i anden omgang skrabet bolden over målstregen til 1-0.
Klare aftaler i pausen
Et kvarter senere kom Skive dog på omgangshøjde igen, da Brabrand-spillerne ikke var opmærksomme nok og først gav et hjørnespark væk, og derefter gav Nicolai Dohn mulighed for at score til 1-1.
Og kort før pausen opstod så situationen, der virkelig gjorde situationen vanskelig for Brabrand. I en omstilling efter et hjørnespark til Brabrand kom forsvarsspilleren Casper Lykke på bagkant af en Skivespiller, der blev hægtet i en situation, hvor han ville have haft frit løb mod målet.
Da er fodboldloven klar og tydelig: Rødt kort. Brabrand-spillerne måtte gå til pause med tunge tanker om, hvordan opgaven nu skulle lykkes med en spiller i undertal.
”Vi var enige om, at nu ville det blive det hårdt – men at vi havde prøvet det før. Vi lavede nogle aftaler om, at vi ikke skulle bruge energien på det, der var sket, men i stedet hænge sammen som hold og vente på vores muligheder,” fortalte Tom Søjberg.
Da de blåklædte spillere gik på banen igen, var de klar over, hvordan de skulle tackle anden halvleg. Og det gjorde de så godt, at Skive ifølge Tom Søjberg kun lykkedes med at skabe få store målchancer.
Omvendt lurede Brabrand på mulighederne, og det var lige ved at lykkes for Kasper Andersen, da han fremragende stjal bolden fra en Skive-spiller, men den løb fra ham, før chancen blev rigtig stor.
Men igen: Ingen tid til ærgrelse – og øjeblikket efter var den der. Igen var Kasper Andersen hovedmanden. Han snuppede bolden og driblede forbi to mand, inden han sendt en fabelagtig aflevering ind mellem to forsvarsspillere, hvor Malthe Boesen igen var parat – og han sendte med en angribers kølighed bolden sikkert i mål til 2-1.
”Kæmpe fordel at kunne afgøre det selv”
Midt i halvlegen fik også Skive en spiller udvist, da Morten Beck Guldsmed fik det røde kort – formentlig i frustration over, at det ikke gik Skives vej. Da de to hold igen var lige mange på banen, fik Brabrand igen en opblomstring og kunne slide sejren i hus.
Det røde kort til Skive-angriberen var måske et klart udtryk for, at Brabrand bestemt intet fik forærende i kampen, selvom Skive egentlig havde sit på det tørre.
Brabrand-træner Tom Søjberg oplevede selv på nærmeste hold, hvordan hjemmeholdet gav alt, hvad de havde i kampen:
”Det må jeg sige, at de gjorde. De var helt oppe at køre. Jeg havde på forhånd tænkt, at vi måske ville få det lidt nemmere end normalt, men der var ikke noget at komme efter. De gav alt, hvad de havde!”
Tom Søjberg sendte samtidig tak og ros til Aarhus Fremad for at gøre det samme i fredagens kamp mod Brabrands rival i bunden, FA2000. Det endte med en sen Fremad sejr på 2-0, hvilket betyder, at FA2000 nu har taget den ene billet ned i 3. division.
I rundens sidste kamp vandt Middelfart fredag 3-2 over Kolding. Det satte Brabrand under pres inden lørdagens kamp i Skive – men sejren dér betyder, at Brabrand fortsat er et mulehår foran Middelfart. Nu må Middelfart og Brabrand i sidste spillerunde kæmpe om den anden nedrykningsplads, og her kan Brabrand nu klare sagerne selv ved at vinde over netop nedrykkede FA2000 på hjemmebane i Brabrand lørdag kl. 14.00.
”Det er da en kæmpe fordel at kunne afgøre det selv. Men vi må bare erkende, at i de kampe, vi har spillet mod FA2000, har de været bedre end os. Så vi skal på ingen måde tage noget for givet,” understregede Tom Søjberg.