Beboerne i de udsatte boligområder Gellerupparken, Toveshøj og Bispehaven har nu lige så stor tillid til politiet som i det øvrige Østjylland, viser Politiets Tryghedsundersøgelse. Også trygheden i Gellerup og Toveshøj er voksende – men ligger stadig lavere end før bandekonflikten.
For første gang i tryghedsundersøgelsens syv-årige historie nærer beboerne i landets udsatte boligområder større tillid til politiet end i resten af Danmark.
I Politiets Tryghedsundersøgelse 2019 svarer 84,6 procent af borgerne i de særligt udsatte boligområder, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. På landsplan er tallet 82,6 procent.
Det gælder også i Gelleupparken, Toveshøj og Bispehaven, hvor tilliden til politiet er steget markant sammenlignet med de tidligere år.
”Sidste år flyttede vi ind i vores nye lokaler i Blixens, hvilket har gjort, at vi er mere synlige og tilgængelige, og vi tror, at de fleste borgere i det vestlige Aarhus nu ved, at der er en lokalpolitistation i deres nærområde”, siger politidirektør Helle Kyndesen, Østjyllands Politi.
”Vores betjente sørger også for at være synligt til stede, der hvor borgerne er, både i det vestlige Aarhus, men også i resten af politikredsen, blandet andet med vores mobile politistation. Den synlighed tror jeg gør en forskel for borgernes tillid til politiet”.
Trygheden stiger i Gellerup og Toveshøj
Undersøgelsen har også kortlagt oplevelsen af tryghed i forskellige egne af landet. Også her er Gellerup og Toveshøj fremhævet i rapporten og sammenlignet med det øvrige Østjylland.
Resultatet viser en støt stigende tryghed i Gellerup og Toveshøj. Fra et lavpunkt under bandekonflikten i 2017, hvor 52,9% af de adspurgte beboere følte sig trygge, var tallet i 2019 steget til 64,9%. Den positive udvikling fra 2018 er dog ikke signifikant, understreges det i rapporten.
Der er stadig et stykke vej til tiden før bandekonflikten, hvor 71,2% i 2016 følte sig trygge i lokalområdet. Og som det ses af grafikken er der yderligere et spring til resten af Aarhus Kommune, hvor 87,3% føler sig trygge.
De adspurgte fik i øvrigt følgende spørgsmål: ”På en skala fra 1-7, hvor 1 er ’jeg føler mig grundlæggende tryg i mit nabolag’ og 7 er ’jeg føler mig grundlæggende utryg i mit nabolag’, hvor tryg eller utryg føler du dig så? Med nabolag menes det område, der umiddelbart omgiver din bopæl.”
Tallene i tabellen er andelen af borgere, der har svaret 1-3 på 7-trins skalaen. Du kan finde hele undersøgelsen her