
Brabrands musikforening Jazzværket havde i 2024 over 1000 gæster til koncerterne på Gasværket, og det betyder, at økonomien er ganske sund. Det betyder, at Jazzværket nu kan gå i gang med at forbedre koncertoplevelsen yderligere – blandt andet med en opdatering af lydanlægget.
Fra Billie Holliday-jazz til sej blues og rockn´ roll. Fra brasiliansk bossanova til skots folkemusik på jazz-harpe.
Jazzværkets program spænder vidt og byder på musikalske oplevelser af høj kvalitet. Det ved det trofaste publikum i Brabrand og omegn, og det rygtes også i resten af Østjylland, hvor en del kommer kørende til Brabrand for at opleve klub-stemningen på Gasværket.
“Vi har i 2024 haft både kendte og etablerede kunstnere og helt nye upcoming navne på programmet – og det mix vil vi fortsætte med,” fortalte formand Jan Mølgaard på onsdagens generalforsamling.
Selvom foreningen nok kunne sikre fulde huse hver gang ved at satse på det velkendte, ønsker bestyrelsen at holde fast i en linje, hvor der også er plads til musiknavne på vej frem.
Det gælder også for årets første koncerter i Jazzværket, hvor du fredag d. 21. februar kan opleve svenske Vivian Buczek, som har rødder i jazzen med et solidt stænk af soul – og torsdag d. 13. marts spiller Christian Houmann Group, der spænder fra jazz over rock til pop.
Programmet er sammensat af Jazzværkets musikudvalg, Niels Dalgaard, Børge Bang, Jørgen Nielsen og Keld Hvalsø Nedergaard.
Lydanlæg bliver forbedret yderligere
I gennemsnit samler Jazzværket godt 50 medlemmer og 30 engangs-besøgende til koncerterne, og det betyder sammen med solid økonomisk støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond, at økonomien i Jazzværket er solid. 2024 resulterede i et overskud på godt 12.000 kr.
´”Vi får stor anerkendelse fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune, der i forbindelse med vores ansøgning om støtte kommer på besøg og både i tale og tilskud giver udtryk for begejstring for arbejdet,” fortalte Jan Mølgaard på generalforsamlingen.

Han kunne desuden fortælle om stor opbakning fra sponsorerne, der ligeledes bidrager til den solide økonomi.
“Vi får mange roser for vores lyd, men vi må ikke hvile på roserne. Tværtimod ønsker vi at gøre det endnu bedre,” sagde Jan Mølgaard.
Lydanlægget er udbygget løbende siden starten i 2002, og nu får det yderligere en opdatering med en tidssvarende mikser og ændringer i højttalerne både over scenen og nye på søjlerne.
“Det er et lidt større ombygningsarbejde, som vi regner med at gennemføre i det næste halvår. Vi har afsat penge de seneste år, og har desuden fået en donation og har yderligere en ansøgning ude,” sagde formanden.
Jazzværket deltager blandt andet i netværket JazzDanmark, der samler folk fra musikmiljøet i Danmark, og Brabrands musikforening er ligeledes med i den kommende festival på de danske spillesteder, Vinterjazz.
Tak for jeres opbakning! Vi vil arbejde videre med at give jer det trygge, det overraskende, det ukendte og det kendte, altsammen i høj kvalitet,” afrundede formand Jan Mølgaard generalforsamlingen.
Som en ægte musikklub kunne Jazzværket også efter generalforsamlingen byde på en musikoplevelse.
Canadiske Gary Snider fortalte og spillede smukke og rørende versioner af landsmanden Leonard Cohens sange.
Du kan tage et kig på Jazzværkets forårsprogram her – og allerede nu reservere billetter til de koncerter, du ønsker at høre.