Han er en af de få danske frihedskæmpere, som stadig lever og kan fortælle om sine oplevelser under besættelsen af Danmark. 93-årige Poul Boye Larsen, Ingasvej, har stadig kalenderen fuld af aftaler og er blandt andet frivillig på Veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej.
Han fyldte 13 år, den dag de tyske flyvemaskiner fløj ind over Danmark d. 9. april 1940. Danmark var besat – og blev selv en del af modstandskampen i den sidste del af krigen.
Hans matematiklærer på seminariet i Odense, hvor han gik, var såkaldt sabotør og henvendte sig diskret til Poul og to af hans spejderkammerater: Han havde fået til opgave at sprænge et værksted, der reparerede biler for tyskerne, i luften og havde brug for hjælp.
De tre unge mænd skulle ubemærket på forskellige tidspunkter i løbet af dagen gå forbi værkstedet og lægge mærke til, om alt var normalt og et hemmeligt sted lægge besked til matematiklæreren inden aktionen om aftenen.
Det blev starten på en lang række kuréropgaver, hvor de tre blandt andet transporterede våben for frihedskæmperne.
”Vi vidste jo godt hvor farligt det var. Men vi var spejdere alle tre, og en spejder med korte bukser og blåfrosne knæ blev der ikke lagt særlig meget mærke til, så vi blev aldrig stoppet af tyskerne og undersøgt nærmere.”
Da krigen sluttede om aftenen d. 4. maj 1945, var også Poul Boye Larsen og hans kæreste næste dag med ude i Odenses gader, da friheden blev fejret i. Da så han også, en del ting, han stadig husker med afsky, blandt andet at de såkaldte tysker-piger blev hentet og vanæret i fuld offentlighed:
”Det gjorde ondt at se, at alt det, frihedskæmperne havde kæmpet for, det gennemførte man selv den dag.”
”I skal altid gøre jeres bedste”
Poul Boye Larsens livshistorie har været bemærkelsesværdig fra det øjeblik, han kom til verden. Han blev erklæret dødfødt, men hans mormor insisterede på, at han skulle døbes, før han døde.
I forvirringen kom førstelæreren til at stave mellemnavnet ”Bøje”, og det har han levet fint med indtil nu. Den lille Poul gjorde nemlig alle forudsigelser til skamme og overlevede – og 93 år senere kan han fortælle om et liv rigt på oplevelser.
Han er vokset op i et husmands-hjem på Langeland, men fik alligevel mulighed for at komme på realskolen. Han ville gerne være lærer og blev senere optaget på Odense Seminarium.
”I skal altid gøre jeres bedste og passe jeres arbejde”. Sådan lød beskeden til børnene i det beskedne hjem på Langeland. De ord har været en ledestjerne gennem hele livet.
Med Den Danske Brigade i Tyskland
Han fik dog aldrig sin lærer-uddannelse. Engagementet i modstandsbevægelsen havde taget hovedparten af Poul Boye Larsens opmærksomhed, så da eksamenstiden kom på seminariet, dumpede han med et brag.
Til gengæld ventede nye oplevelser. Han blev indkaldt til det danske militær og blev uddannet telegrafist. Med fine papirer med sig derfra fik han mulighed for at blive en del af Den Danske Brigade i Tyskland i 1948-49, hvor han arbejdede sammen med englændere, amerikanere og nordmænd i genopbygningen af det tyske samfund. Han kan fortælle slemme historier om, hvor grim krigen også havde været for tyskerne selv.
Hjemme i Danmark igen blev han efter få år med et civilt job igen tiltrukket af militærlivet og fik arbejde som befalingsmand på Langelandsgades Kaserne i Aarhus.
Startede KFUM-spejderne i Brabrand
Nu var tiden kommet til, at familien skulle slå rødder, og han fik overbevist sin kone Inga om, at det var i Aarhus, fremtiden lå. Sammen med deres lille søn kom hun til Aarhus i 1956, og året efter så han, at der var nybyggede huse til salg på Ingasvej i Brabrand. Den gang var der kornmarker på den anden side af vejen og udsigt til en trelænget gård.
Der var fred og ro – indtil en morgen, hvor strømmen gik i hele huset. Da havde en gravko taget de første store skovlfulde jord til byggeriet af det, der skulle blive til Skovgårdsparken.
Familien faldt hurtigt for Brabrand og Aarhus med skov, sø og strand lige i nærheden. De blev Brabrand-borgere. Få år efter samlede Poul Boye Larsen en gruppe forældre og foreslog, at de skulle starte en afdeling af KFUM-spejderne i Brabrand. Den blev stiftet i 1960 med Poul Boye Larsen som gruppeleder.
”Det var den gang, hvor Brabrand var sin egen lille kommune, og hvor man gik ned og tog en snak med sognerådsformanden, hvis man havde noget på hjerte. Det var virkelig nærdemokrati,” husker han.
Godt naboskab på Ingasvej
Huset på Ingasvej har gennem alle årene dannet rammen om det lille hjem, mens Brabrand voksede sig større udenom.
Gennem årene kom nye naboer til med baggrund i andre kulturer, men Poul Boye Larsen har kun godt at sige om naboskabet. Han hilser på dem alle og glæder sig over også at være blevet inviteret på iransk mad hos en af naboerne.
De sidste 10 år har Poul Boye Larsen været alene i huset, da hans kone, Inga, døde, kun 14 dage før deres diamantbryllup.
Fast rundviser i Besættelsesmuseet
Efter seks år på Langelandsgades Kaserne stoppede han i det danske militær og blev ansat som sælger af kopimaskiner – et job han beholdt til sin pensionering.
Han havde dog stadig viljen til at bidrage til at forsvare Danmark, og han meldte sig ind i Hjemmeværnet, hvor han blev løjtnant og var med til at uddanne de unge hjemmeværnsfolk i de forskellige signal-systemer. Det var gode år i kompagniet på Edwin Rahrs Vej, hvor han fik mange gode kammerater.
I det hele taget går forsvarsarbejdet og kærligheden til Danmark som en rød tråd gennem Poul Boye Larsens virke. Som formand for Danmarks-Samfundet var han med til at åbne Besættelsesmuseet i Aarhus, hvor han stadig er fast rundviser. Og han er let at udpege, når museet tager imod bestillinger af rundvisninger for grupper.
”Folk siger, at det skal være ”ham den gamle”, der skal vise dem rundt. Og det er jo heller ikke løgn,” ler Poul Boye Larsen.
Og han er fortsat æresmedlem i Danmarks-Samfundet, som han også er det af Aarhus Officersforening og en række andre foreninger, og medaljer og hædersbevisninger pryder stuen i hjemmet på Ingasvej.
”Man skal være på stikkerne, og hjælpe hvor man kan. Folk kan finde på at sige til mig: ”At du gider”. Men jeg har aldrig fortrudt det og har fået masser af oplevelser til gengæld,” siger han.
Blandt de store oplevelser har været to gange at blive inviteret til middag hos kongefamilien på Marselisborg Slot.
Holder stadig foredrag rundt om i landet
Selv i en alder af 93 er det stadig vigtigt for Poul Boye Larsen nærmest dagligt at komme ud og være en del af det omgivende samfund. Ud over vagterne på Besættelsesmuseet fylder det frivillige arbejde på Veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej også godt i kalenderen.
Han har stadig kørekort og kørte før corona-smitten rundt i landet og holdt foredrag om sit liv under overskriften ”Da farfar var ung”.
”Min læge siger, at jeg er den eneste patient han kender på 93, der ikke bruger gangstativ, og jeg kan da stadig selv rense mine tagrender. Men min hukommelse er meget dårlig. Når jeg møder nogen i byen, kan jeg godt genkende ansigterne, men jeg kan ikke li ´at spørge om deres navn. Men alt det gamle – det kan jeg sagtens huske.”
