
Søstrene Grene er en af Danmarks mest kendte detailkæder med butikker i hele Europa. Og en stor del af produkterne distribueres fra virksomhedens kæmpe-lager i Årslev. Virksomhedens distributionscenter i Årslev får nu et fuldautomatisk lagerstyringssystem, som skal stå klar i de nuværende bygninger i 2026.
Avanceret AMR-teknologi (Autonomous Mobile Robots) bliver omdrejningspunktet for, at Søstrene Grene kan blive ved med at vokse, og teknologien er samtidig skræddersyet til at håndtere store sæsonudsving.
Det fortæller virksomheden STL, som netop har færdiggjort et omfattende automationsprojekt for Søstrene Grene i et helt nyt distributionscenter i Holland. Herefter gør STL allerede nu klar til næste store milepæl: et nyt automatiseret lager i Årslev, som skal stå klar i Logistikparken i 2026.
”Vi har set et behov for at få vores lagersystemer automatiseret, primært for at kunne håndtere et omskifteligt varesortiment og stigende volumener, hvilket ellers ville kræve meget udvikling af et logistikset-up. Det har gjort, at STL var den rigtige samarbejdspartner for os” siger Claus Tjærby, Chief Supply Chain Officer i Søstrene Grene.
Med STL som automationspartner har Søstrene Grene som nævnt fået et moderne, skalérbart og robotstyret lager i deres europæiske distributionscenter i Holland.
“Vi er utrolig stolte over at samarbejde med en så markant dansk detailkæde som Søstrene Grene. Projektet i Holland har været både ambitiøst og meningsfuldt – og det færdige setup er et stærkt eksempel på, hvordan automatisering kan fremtidssikre logistikken,” siger Ole Madsen, CEO i STL.

Det næste kapitel i samarbejdet skrives som nævnt i Årslev, hvor STL skal levere et tilsvarende automatiseret lager med fokus på hurtig skalering.
STL har i det hele taget fået fodfæste på det danske marked, skriver virksomheden. Virksomheder i flere forskellige brancher har valgt et PopPick robotanlæg med STL som samarbejdspartner.
Det gælder blandt andet Textile Logistics A/S i Ikast, en større cateringvirksomhed i Sorø og Med24, som har valgt at fordoblet antallet af robotter og opgraderet til nye lokaler.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra STL.