Lørdag eftermiddag mødte 70 nysgerrige kunstinteresserede op til fernisering på dette års kunstudstilling på Gasværket i anledning af Brabrand Kulturuge. Thomas La Cour åbnede udstillingen “Det nære” med en tale om at kunne holde pause fra den både fantastiske og forfærdelige verden, der venter derude.

Tekst: Thomas La Cour

Vi lever i en tid, hvor det nære er kommet i høj kurs. Vi skal være mere nærværende i en påtrængende virkelighed, der stjæler vores fokus hele tiden. På vores smartphone finder vi nyheder, reklamer, sociale medier (der ikke er så sociale endda), hurtige dopaminer fra de
mange korte videoer om utrolige mennesker, der laver de utroligste ting. Mere vil have mere. Nærvær synes at være en knap ressource.

Når man tager offentlig transport eller blot bevæger sig rundt i byen til fods, er der rigtig mange med store høretelefoner på. Høretelefoner, der meget højlydt siger “jeg vil ikke forstyrres”. En del har også øjnene klistret til mobiltelefonens skærm. Det kan være, de er meget optagede af at lære nyt – men det nære omkring dem har ikke rigtig nogen interesse.

Når en far eller mor lægger mobiltelefonen væk og sætter sig i sandkassen med eget afkom, er det den bedste far eller mor lige nu. Det kræver næsten et opslag på Instagram. Bare så øjeblikket foreviges.

På den anden side er “det nære” også beslægtet med enfoldigheden. “Han går meget op i det nære”, kan vi sige – underforstået: Han har ikke mange begreber om alt det, der sker udenfor privatmatriklens fire hjørner. Han laver sikkert en fin kop kaffe, men lad være at
spørge til Fairtrade, for det vil sikkert blive affærdiget med et “de finder på så meget”.

Jeg husker som de fleste andre over 40 den 11. september 2001. Jeg var ansat i det daværende Post Danmark, og jeg var beskæftiget om eftermiddagen og aftenen i det, de kaldte kontortjenesten. Det var os, der populært sagt hentede posten og pakkerne ude ved
virksomhederne og tømte postkasserne før fyraften klokken 20.

Vi holdt til i stuen af byens posthus, og over det meste af ejendommen hang der højtalere ned fra loftet, der som oftest kørte noget Danmarks Radio. Det var ikke voldsomt højt, og der blev afgangsstemplet en masse breve og stablet en masse pakker, grint og råbt, åbnet porte og trillet med containere, så det var ikke nemt at høre mere end et refræn her – eller nogle brudstykker af en vejrudsigt der.

Jeg stod ved elevatoren og hørte, at der om et øjeblik ville komme en ekstra radioavis. Det var længe før, at influenceres gøren og laden blev breaking news, så jeg vidste instinktivt, at noget stort var hændt. Jeg tog elevatoren op på første sal i den tomme budstue, hvor alle postbudene havde sorteret dagens breve omtrent ni timer før.

Nu var der tomt og stille, og radioavisens beretning om to passagerfly, der var fløjet ind i højhusene i New York, fyldte mig med gru. De første meldinger lød på, at op mod 50.000 mennesker arbejdede i de høje bygninger, så det var ekstra chokerende.

Da jeg kom ned i stuen igen, tog jeg kontakt til min kollega Kurt. Kurt var en aldrende mand, der havde opgivet arbejdet som postbud, fordi knæene ikke ville mere. Han havde så fået en tjans i kontortjenesten, hvor han denne eftermiddag var i gang med at afgangsstemple breve. Nogle af de gamle på holdet kunne stemple i samme tempo som Søren Gericke snitter løg. Hvis man var for kæk og uopmærksom, kunne man få et afgangsstempel på tommelen. Det gjorde avs.

Så jeg ventede på en naturlig pause i stempleriet. “Kurt, der er et terrorangreb i New York. To passagerfly er fløjet ind i to skyskrabere. De taler om flere tusinde døde”, sagde jeg forfærdet.

Kurt fjernede nærmest ikke blikket fra brevene og sagde: “Ja, der er så mange tåber derude, der laver tåbelige ting”.

Kurt var bestemt hverken enfoldig eller dum. Men han var i udgangspunktet ligeglad, fordi han hverken kunne gøre fra eller til. Han holdt sig til det nære. Hans kone ventede uden tvivl med aftensmaden, når han kom hjem. Han skulle også hente sin voksne autistiske søn fra gymnastik. Han gjorde det i postbilen i arbejdstiden. Det var der ingen, der gøede ad på vores gulv.

Jeg var 29 i september 2001. I dag er jeg 53. Formentlig fem-seks år fra den alder, Kurt havde dengang. Jeg forstår ham noget bedre i dag. For når vi fokuserer på det nære og ignorerer den store verden, passer vi på os selv. Ro. Fokus. Blodtrykket sænkes og stresshormonerne brænder ud. For hvad forskel kan vi egentlig gøre, når alt kommer til alt?

Når verden frygter 3. verdenskrig efter dronedrillerierne i Polen, og Trump replicerer med et kryptisk “Here we go” på sit eget sociale medie, Truth Social, får jeg lyst til at lukke det hele ned. Bage et godt brød eller lytte lidt mere til min datter, når hun spiller guitar.

Faktisk lukker både jeg og min datter ned for det hele en enkelt uge hvert år. I uge 28 forsvinder vi på ø-lejr og lader mobilerne blive hjemme. Det er en lise for sjælen at bruge en uge sammen med andre gode mennesker, uden TV, uden strøm, uden nyheder – og hvor den største bekymring er, om der er ost nok til morgenmaden, eller vi skal sende en stafet til den nærmeste købmand, der ligger 14 km væk. Det kan anbefales.

Når vi kommer hjem, går der som oftest en uge eller to, før vi sådan for alvor er tilbage i den vanlige trummerum. Den store verden kan være svær at holde øjnene fra – men af og til er det umådeligt sundt at tænke som Kurt: “Der er så mange tåber derude, der laver tåbelige ting.” Lad os bage et brød.

Her på udstillingen kan I se flere bud på “det nære”. Nyd dem – og se, hvor længe I kan holde fokus uden indblanding fra den både fantastiske og forfærdelige verden, der venter derude.

Tak!

Læs også:

Lokale kunstnere går tæt på “Det Nære” i kunstudstilling på Gasværket