Drømmen om et søbad ved Brabrand Sø lever fortsat, men der vil gå mange år, før vandet er rent nok, lyder det fra Aarhus Kommune. Til gengæld kom der mandag aften andre ideer til, hvordan Brabrand Sø kan blive mere attraktiv for beboerne i 8220 Brabrand.
Sommeren smilede for alvor til de 30-40 store og små Brabrand-borgere, som mandag aften valgte at samles til fælles spisning og hygge på græsområdet ved ro-stadion, der er døbt Brabrand Søpark.
Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd er gået sammen om at invitere hele postnummerets beboere til at møde hinanden, spise sammen og lære hinanden at kende. Første gang var i Livsværkstederne i City Vest, og efter sommerferien følger yderligere tre arrangementer.
Fællesrådene kunne glæde sig over, at der denne gang dukkede en del børnefamilier op. De kunne glæde sig over klassisk dansk grillmad med et pift fra Middelhavet som blandt andet hummus. Maden var som tidligere forberedt af udvalgte beboere i Gellerup.
Overskridelser af E.coli-bakterier
”Stævnemøderne” er blevet til i forlængelse af projekt 8.220 Ideer, der sidste år resulterede i en lang liste af borgerskabte ideer til, hvad der kunne gøre 8220 Brabrand til et bedre sted at bo. Øverst på den liste stod ønsket om et søbad ved Brabrand Sø.
Men desværre – drømmen om et Brabrand Søbad har desværre lange udsigter, kunne Holger Lyngklip Strøm, formand for Brabrand-Årslev Fællesråd fortælle. Vandkvaliteten er endnu ikke god nok til, at søvandet er godt nok til at bade i.
Fællesrådene har spurgt Aarhus Kommunes Vand og Natur-afdeling, og svaret var nedslående for de, der så et kommende søbad for sig:
”Det er desværre usandsynligt at søen vil kunne få status som badevand. Vores målinger viser mange overskridelser af E.coli, hvilket betyder, at badning frarådes. Derudover oplever søen opblomstring af giftige blågrøn alger de fleste somre”, skriver afdelingschef i Vand og Natur, Simon Grünfeld.
”Vores spildevandsplan har målrettede tiltag til rensning af spildevand og forebyggelse af overløb, men der vil gå mange år før forholdene vil blive gode nok til badevand.”
Selvom om børn i Engdalskolens fritidstilbud så sent som for to år siden jævnligt badede i søen, kan søen således endnu ikke tilbyde badevands-kvalitet.
Brabrand Sø som kultursø
Selv uden søbad kan Brabrand Sø dog sagtens blive mere attraktiv for borgerne i Brabrand-området, understregede Holger Lyngklip Strøm. Han ser søen som en ”kultursø” mindst lige så meget som ”natursø” og nævnte flere forskellige ideer til, hvordan Brabrand Sø kan blive til glæde for endnu flere.
”Måske kunne et broprojekt formes som enten en bro til Stavtrup eller en langbro ud i søen som en slags “gåen-ud-på-vandet”. Eller måske kan der laves et udkigstårn. Det skal være attraktivt på den fede måde at opleve dyrelivet.”
Han nævnte oplevelsen ved at gå rundt på ”den uendelige bro” ved stranden ud for Marselisborg skov som et eksempel på, at en naturoplevelse også kan være en kulturoplevelse.
Blandt de fremmødte blev flere andre ideer nævnt. Flere ønskede etableret et offentligt toilet på området, og der blev også nævnt en idé om at få en bro langs med bredden, hvor for blandt andet børn kan sidde og fiske.
Fællesrådene inviterer til næste fælles spise-arrangement efter sommerferien.