
Ny lynlås i en nederdel: 60 kr. Bukser der skal lægges op: 50 kr. En frakke der skal syes ind: 200 kr. Reparation af gardiner: 100-250 kr. Hos Den syriske Skrædder i Brabrand kan du tænke i genbrug – og hjælpe en familie i gang i Danmark. På samme tid.
Muhammad Eissa smiler og lytter opmærksomt. Det danske sprog er stadig en smule fremmed i munden på ham – men det går fint. Vi taler sammen om at være nystartet virksomhed i Danmark – og i Gellerup.
”Den syriske skrædder” har åbnet sin butik i Iværksætterhuset i Gellerup. Han er den første af den række af mindre produktionsvirksomheder, der ventes at fylde huset, der tidligere blev kaldt Gazellefarmen, og ligger på det nye hovedstrøg i Gellerup, Karen Blixens Boulevard.
”Det er dejligt at komme i gang med at sy, så vi kan tjene vores egne penge. Jeg er meget glad for, at så mange mennesker allerede har fundet frem til mig, og har bedt mig om at sy noget for dem. Tusind tak! Det lover godt,” siger Muhammad Eissa.
Han ved i forvejen en hel del om, hvad det vil sige at drive en virksomhed, da han havde sin egen virksomhed med 20 ansatte i Syrien, inden krigen tvang familien til at flygte – først til Tyrkiet, så Grækenland, inden familien og deres to børn nåede Danmark i 2014.
Men der er masser af nye ting at lære i et nyt land med en nystartet virksomhed. Også han skal lære at håndtere alle de spørgsmål, iværksættere i Danmark skal forholde sig til – lige fra momsafregning til brugen af sociale medier.
Styrken i netværket
Men Muhammad Eissa er kommet godt i gang, og det kan især tilskrives det netværk, han og familien har haft siden ankomsten til Skanderborg, hvor de bor med deres tre børn.
En kontaktperson dér har hjulpet familien godt i gang med tilværelsen i Danmark. Blandt andet har han haft et halvt års praktikforløb hos Strauss Skrædderi i Aarhus.
Da Muhammed Eissa begyndte at tale om at starte egen virksomhed, skabte kontaktpersonen forbindelse til den rette ekspertise, Metin Aydin, som hjælper iværksættere i gang via organisationen Egenvirksomhed.nu.
Metin Aydin mener, at Den syriske skrædder er en oplagt iværksætter, fordi han i forvejen har stor erfaring og samtidig er så passioneret i forhold til at starte for sig selv. Men hvorfor lige Gellerup?
”Der en enorm kundegruppe her i området. Her vil bo 14.000 mennesker, når området er fuldt udbygget, og jeg er ret sikker på, at der er en hel del, der skal have sat en lynlås i eller lagt et par bukser op.”
Stort fokus på genbrug
Selvom skrædderfaget er ved at uddø i Aarhus, ser Metin Aydin alligevel gode muligheder for, at Muhammed Eissa kan få fodfæste.
”Tiden er rigtig. Vi er en af verdens rigeste nationer, men vi skal blive bedre til at passe på vores ressourcer. Det ser ud til, at vi som samfund i højere grad end tidligere er opmærksomme på, at vi ikke skal smide så meget væk,” siger han.
”Der er rigtig meget fokus på madspild lige nu, men også på genbrug af tøj og tekstiler. Hvorfor smide bryllupskjolen ud, hvis den kan sys om? Hvorfor skifte bukserne ud, bare fordi lynlåsen er gået i stykker?”
Som en særlig service kører Den syriske skrædder også gerne ud, hvor folk bor og tager mål og diskuterer opgaver. Metin Aydin betegner det som en helt unik service, ingen andre tilbyder, og som vil give skrædderen en ekstra fordel.
De tre afgørende ting for en ung virksomhed
Den syriske skrædder er bestemt ikke den første virksomhed, Metin Aydin hjælper i gang. Han ser disse tre faktorer som helt afgørende, hvis en ung virksomhed skal komme godt på benene:
• Han skal levere god service. Kunderne er hans bedste ambassadører
• Prisniveauet: Han skal levere høj kvalitet til prisen
• Og så er det nødvendigt at markedsføre sig – blandt andet via medierne og via sociale medier som for eksempel Facebook.
”Frem for alt skal Muhammed ikke være bange for at buldre derudad. Og det gælder alle, som har en idé, de gerne vil afprøve. Så er det bare at gå i gang!”
En sofa fra København
Den syriske skrædder havde sin første dag, da borgmester Jacob Bundsgaard m.fl. var på besøg og åbnede Iværksætterhuset. Og der var også en del kunder forbi med opgaver.
Siden er der kommet flere jakker, bukser, kjoler, gardiner mm. til. Hovedsagelig reparationsopgaver. Men der ringer også folk med andre ønsker. For eksempel har Muhammed Eissa fået en opringning fra København om ombetrækning af en sofa. Den opgave har han naturligvis også sagt ja til.
Hvis du har opgaver til Den syriske Skrædder, så finder du ham som nævnt på Karen Blixens Boulevard 21. Flere har nævnt, at adressen er svær at finde, fordi kortet over Gellerup med Helhedsplanen er ved at blive tegnet om.
Iværksætterhuset, Muhammed Eissa har til huse i, ligger på højre side, når du kommer ad den nyanlagte boulevard fra sydsiden, på hjørnet ved Inger Christensens Gade.