Naturglæde, humor og kunstnerens blik for det overraskende og rammende. Årets kulturuge-udstilling rummer lidt af det hele. Men én ting har de seks udstillende kunstnere til fælles: Kærligheden til Brabrand Sø og Aarhus Ådal. I lørdags var der fernisering på udstillingen “Brabrand Sø” på Gasværket.
Tegneren, maleren og forfatteren Jens Gregersens værker er omdrejningspunktet for kunstudstillingen ”Brabrand Sø”, der lørdag åbnede på Gasværket.
Sammen med grafiker Nida Nielsen, fotograf Jørgen Nielsen, glaskunstner Annie Hjorth, keramiker Søren Wullum og fotograf Jette Jaacks giver han en mangfoldighed af vinkler og fortolkninger af naturen på og omkring Brabrand Sø.
Ved ferniseringen holdt Jens Gregersen tale og løftede lidt af sløret for sit mangeårige kærlighedsforhold til søens natur og fugleliv.
”Jeg troede, jeg skulle leve hele mit liv ved Brabrand Søen,” afslørede Jens Gregersen, som især i sine unge år brugte en stor del af sin fritid på og omkring søen.
Det var han helt sikker på. Dels havde han et godt arbejde, og dels oplevede han, at livet omkring søen var nok for ham.
”Det gode ved Brabrand Sø var, at den var vild. Der var steder, der var svære at komme til. Og lige netop det kæmpede vi for skulle blive bevaret. Derfor skred vi ofte til handling, når vi oplevede, at søens natur var truet,” fortalte han ved ferniseringen – men undlod i øvrigt at gå alt for meget i detaljer med netop den del.
Vores Brabrand løftede forleden sløret for Jens Gregersens fortid som natur-aktivist (LINK), og den del af fortiden kommer han helt sikkert ind på, når han på søndag d. 15. September kl. 14.15 holder foredrag på Gasværket.
Det sker sammen med en anden stor natur- og fugleelsker, Allan Janniche, som ligesom Jens Gregersen har fulgt livet ved Brabrand Sø gennem mange år.
Til lørdagens fernisering var det kunsten og skildringerne af naturen, det hele handlede om. Der var stort fremmøde, og ca. 80 personer nåede i løbet af eftermiddagen rundt og se udstillingen.
Du kan opleve udstillingen ”Brabrand Sø” på Gasværket, Byleddet 2c, alle hverdage i kulturugen kl. 14-17 samt lørdag d. 14. september kl. 11-16 og søndag d. 15. september kl. 11-14.
I løbet af kulturugen kan du i øvrigt også opleve glaskunstner Anni Hjorths lysbryderskulptur, rørdrum og isfugle på en eng-udstilling på naturpleje-marken op og ned af Brabrand Sø. Kunsten kan opleves direkte fra Brabrandstien – eller tættere på, efter aftale på emailen anniehjorth@mail.dk Du finder udstillingen på den nordlige side af Brabrandstien ca. 200 m øst for Brabrand Idrætsanlæg.