
Godt nok foregik det hele over computeren, da Brabrand IF Håndbold onsdag aften holdt generalforsamling. Men blomsterne og pokalen var virkelige nok, da formand Sanne Juul Eriksen modtog en særlig hæder for sit mangeårige arbejde.
Æresmedlemmerne i Brabrand Idrætsforening mødes hvert år til en nytårskur, hvor de også beslutter, hvem der skal have æresmedlemmernes pokal. Pokalen gives til en person, som har gjort en særlig indsats i Brabrand IF.
I år var der enighed om, at Sanne Juul Eriksen og Kim Groth som henholdsvis formand og næstformand skulle hædres for det kæmpe stykke arbejde, de i de senere år har gjort for at få håndboldafdelingen på benene igen efter nogle svære år.
Men da der kun er én pokal at uddele, blev beslutningen, at Sanne Juul Eriksen skulle have pokalen, og at den skulle overrækkes på forårets generalforsamling.
Problemet var bare, at det på grund af corona-nedlukningen har været umuligt for håndboldafdelingen at afholde generalforsamlingen. De endte med, at den onsdag aften for første gang skulle afholdes som et video-møde. Men hvordan overrækker man en pokal online?
Løsningen blev, at Kim Groth under mødet sneg sig væk og kørte ud til Sanne Juuls hjem, hvor han kunne overraske en glad og rørt Sanne Juul Eriksen med både pokal og blomster.
Medlemstallet næsten fordoblet
Som nævnt ønskede æresmedlemmerne at belønne den indsats, der har ført til, at håndboldafdelingen i Brabrand igen blomstrer.
Der har været stor fremgang på det sportslige plan, hvor Brabrand IF nu igen har divisionshold hos både herrerne og damerne, og sidstnævnte hold rykkede endda senest yderligere en tand op til 2. division.
Også medlemstallet har udviklet sig kraftigt. Siden 2015, hvor der var 185 medlemmer, er antallet af håndboldspillere næsten blevet fordoblet, så der ved årsskiftet var 355 medlemmer.
Nye kræfter i bestyrelsen
Både formand Sanne Juul Eriksen og næstformand Kim Groth trådte ud af bestyrelsen, og det samme gjorde bestyrelsesmedlemmerne Erik Jensen og Gitte Møller. Alle forbliver dog i deres respektive udvalg i den kommende sæson.
Bestyrelsen tilføres nye kræfter i form af Kenneth Graa, nuværende ungdomstræner i klubben, og Michael Harrit, selv tidligere håndboldspiller med bestyrelseserfaring. De nye kræfter betyder, at have flere arbejdende udvalg, er det blev besluttet at fortsætte med en fem-mands bestyrelse fremadrettet.
Regnskabet viste et underskud på 63.000, hvilket især skyldtes en nedgang i aktivitetsstøtte på 150.000,-. Økonomien ser dog nu ud til at være kommet i balance, lød meldingen på generalforsamlingen.