Født og opvokset i Aarhus – og snart fast beboer i Gellerup. Sognepræst Ditte Bruun Laursen vil tættere på menigheden, have fingeren på pulsen og mærke alt det Gellerup er på egen krop og sjæl. Derfor flytter hun nu til lokalområdet.
Tekst og foto: Kamille Lindholm, kommunikationsmedarbejder, Gellerup Kirke
Gellerup er kendt vidt og bredt for sin unikke stemning. Færre kender til Gellerup Kirke, der ligger tæt ved City Vest. Kirken ansatte i 2018 sognepræst, Ditte Bruun Laursen, der nu flytter tættere på menigheden.
“Jeg vil gerne være en del af det område, som er blevet en del af mig. Jeg vil gerne kende Gellerups beboere, og jeg vil gerne have, at de kender mig. Så kan de måske også nemmere fortælle, hvad de gerne vil bruge mig til – som nabo og præst,” siger Ditte Bruun Laursen, og tilføjer, at hun nu vil være mere i øjenhøjde med beboerne i området.
“Det at bosætte sig i området kan på en gensidig måde bidrage til et givende forhold, at vi skal købe ind det samme sted, skælde ud over de samme parkeringspladser og rod, samt glæde os over den samme udsigt.”
Kirken – den store kærlighed
Det var kærlighed ved første blik, da Ditte Bruun Laursen trådte ind i Gellerup Kirke til sin første gudstjeneste.
”Det var til en international gudstjeneste, og jeg havde næsten ondt i kinderne af at smile så meget, da jeg gik derfra. Man tror bare ikke, at der ligger en kirke i Gellerup. Jeg har oplevet, at det, man hører om Gellerup, har en helt anden lyd, end den der ellers spiller i området og i kirken. Der er så meget gang i den, og der er en så stor åbenhed, og der er en stående invitation til alle. Også uden at have en dagsorden”, siger Ditte Bruun Laursen.
Til trods for nogle år som præst i kirken føler Ditte sig stadig ny i forhold til området:
“Der rigtig meget, jeg endnu ikke har opdaget, og rigtig mange jeg endnu ikke har hilst på. Og sådan tror jeg et eller andet sted altid, at jeg vil have det i forhold til Gellerup – at det bliver en konstant ny-opdagelse, fordi området kommer med så mange muligheder og så mange forskellige mennesker, som man kan lave alt muligt sammen med. Vi bliver aldrig færdige, fordi det er et sted, der så meget vil hinanden og området.”
Og på spørgsmålet om, hvad hun glæder sig mest til som kommende beboer i Gellerup:
“Jeg glæder mig til at opleve, at Gellerup er sin egen; at det er en bydel i Aarhus, som kan stå ved sig selv og som kan bære sig selv, og som gør det ved virkelig at invitere alle ind – uden målestok, men med en tydelighed omkring hvem, vi er og at vi gerne vil hinanden.”