
DSB vil opføre et værksted til vedligeholdelse af de kommende eltog, og et område i det østlige hjørne af Logistikparken i Årslev er udset som det bedste sted. Men naboerne i Helenelyst og langs bl.a. Rætebølvej og Espenhøjvej frygter, at et værksted blandt andet vil betyde øgede støjgener.
Projektet er i den helt indledende fase, og Miljøstyrelsen skal senere blandt andet lave en såkaldt VVM-undersøgelse. Indledningsvis har Teknik og Miljø spurgt naboerne om, hvad myndighederne bør have særlig fokus på i forbindelse med planlægningen. Der er deadline for svar i dag, onsdag.
I første omgang var kun beboerne på Rætebølvej, Selkærvej og Espenhøjvej blevet spurgt. Det undrede beboerne, som nu også har inddraget grundejerforeningen i Helenelyst og beboerne i True i høringssvaret.
Naboerne er i udgangspunktet positive over for etableringen af et nyt DSB værksted i Årslev. Men de har en række bekymringer i forhold til trafik, støj og miljømæssig forurening i lokalområdet, især i forbindelse med anlægsarbejdet.
”Samtidig går mange af vores tanker på det massive arbejde og ikke mindst de ressourcer, Aarhus Kommune har brugt og fortsat planlægger at bruge på etableringen af True Skov”, skriver de og kræver, at kommende støjgener dokumenteres grundigt. I høringssvaret spørger de desuden:
- Går man i skoven for at opleve larm og massiv tung trafik på veje omkring nogle af de mest attraktive områder i skoven?
- Hvad vil værkstedet (lys og støj) betyde for dyre og planteliv i området?
- Hvordan sikres at vildt fortsat vil befinde sig i området?
Konkret foreslår beboerne lydisolering af værksteder, at porte samt driftmæssig trafik vendes mod syd, væk fra True skov, og at de holdes lukkede, når der arbejdes. De foreslår desuden støjdæmpning fra værkstedet i form af såkaldt grøn afskærmning – for eksempel høj beplantning rundt om værkstedet ovenpå lydvolde, grønt tag på bygningerne m.v.
Små veje er i forvejen stærkt belastede
I høringssvaret peger beboerne desuden på, at vejene i området allerede nu er stærkt belastet af biltrafik, da de er meget benyttet som ”smutveje” af gennemgående trafik.
Vejene er små og i dårlig stand, med nedsat sigtbarhed “og benyttes i stort omfang af skolebørn, naturelskere og anden let trafik, som allerede i dag, udsættes for stor fare i brugen af disse veje”, skriver beboerne.
Derfor opfordrer beboerne til at forsøge at undgå unødig trafik gennem True By, Selkærvej og Rætebølvej. Konkret foreslår de at lukke for biltrafik over broen ved enden af Selkærvej og Rætebølvej mod øst, så den fremover kun vil blive benyttet af cyklister og gående.
Desuden ønsker de, at Espenhøjvej mod syd holdes lukket for tung trafik/transport af materiel og privat motortrafik hen over broen både i etableringsfase og i drift:
”Vi foreslår her, at der i tråd med ønskerne fra True Skov etableres en bro til cyklister og anden blød trafik. Broen bruges i væsentligt omfang af besøgende i True skov. Etableringen af en sådan bro vil ligeledes være væsentligt mindre omkostningsfuld.”
Kræver forbindelse til hovedsporet
Det er vigtigt for DSB at få et værksted i Aarhus-området, men det er ikke muligt at få eltog ind til det nuværende værksted i Sonnesgade, da broerne ikke har tilstrækkelig frihøjde, skriver Aarhus Kommune i oplægget.
Det nuværende værksted i Sonnesgade skal dog fortsat anvendes til vedligeholdelse af IC3/IC4 tog, indtil de ikke skal køre mere.
Der skal helst være sporforbindelse til hovedsporet for jernbanetrafikken, være en stabil undergrund, og værkstedet skal helst ligge i et erhvervsområde, gerne nord for Aarhus Hovedbanegård, hvor der er mest plads. Derfor peger pilen på arealet ved Årslev.
I forslaget vil der være indkørsel ved hovedsporet i den østlige ende af arealet, og værksted i den vestlige ende. På området skal der også være plads til opstilling af klargjorte eltog, rengøring og eventuel vask af togene.
Flytning af store mængder jord
Området skråner lidt, og da togene af sikkerhedsmæssige årsager skal holde på plane arealer, skal der ske flyttes ganske meget jord. Når projektet skal miljøvurderes, vil flytning af jord, støj, lys, grundvand og mulighed for en ny bane til Silkeborg være centrale emner.
Inden et nyt værksted kan opføres i Årslev, skal der laves en lokalplan for området, og der skal gennemføres en såkaldt miljøkonsekvensvurdering (VVM) af værkstedet og sportilslutningen. Sidstnævnte arbejde skal udføres af Miljøstyrelsen, og det er muligt at følge arbejdet via dette link.