Torsdag bød kirkerne i Brabrand og Årslev velkommen til sognepræst Pia Husted Blok, som fra 1. Maj er ansat som præst ved de to kirker. Hun blev færdig som præst i 2009 og har siden da været ansat i Låsby pastorat.
Pia Husted Blok blev indsat kl. 9.00 i Sdr. Årslev Kirke, hvor gudstjenesten blev fulgt op af bobler og kransekage. Og i Brabrand Kirke skete det med efterfølgende let frokost i sognegården.
De to menighedsråd har besluttet at ansætte Pia Husted Blok med en ansættelsesgrad på 50 procent.
”Jeg synes, at det er et stort privilegium at få lov til at være medvandrer på menneskers vej gennem livet, – om det nu er et kortere eller længere stykke tid,” skriver Pia Husted Blok i en kort præsentation af sig selv på kirkernes hjemmeside.
Hun blev færdig som præst i 2009 og har siden da været ansat i Låsby pastorat, et landsogn midt mellem Aarhus og Silkeborg, hvor hun også bor i eget hus med sin familie.
”Jeg holder af både søndagens højmesse og de anderledes gudstjenester for store og små, for ældre og yngre, og så brænder jeg også for sjælesorgen,” skriver Pia Husted Blok, som derfor har taget en specialuddannelse i sjælesorg på Løgumkloster.
”Brabrand og Sdr. Årslev kirker er fulde af liv og initiativ, og hvor der er plads til alle, både de kirkevante og de knap så kirkevante, og jeg glæder mig til at blive en del af dette,” skriver hun.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at møde jer alle og til samarbejdet med kolleger, personale, menighedsråd og frivillige.”