Paw Simon Krogh blev lørdag formiddag på idrætsanlægget i Brabrand hædret med Æresmedlemmernes Pris for sin indsats med at få etableret en kunstgræsbane i Brabrand.
Siden 1984 er æresmedlemmernes pokal blevet uddelt til en person i Brabrand Idrætsforening, som har gjort sig særligt bemærket, enten for en stor idrætspræstation eller med en indsats der har bidraget til at styrke sammenholdet i Brabrand IF.
Og denne gang var æresmedlemmerne ikke i tvivl, sagde Lars Broni i sin tale på vegne af dem alle: Prisen skulle i år gå til Paw Simon Krogh, som i flere år har stået i spidsen for arbejdet med at få etableret i kunstgræsbane i Brabrand.
”Han har ydet en kraftpræstation ud over det sædvanlige i forbindelse med etablering af kunstgræsbanen. Naturligvis har han ikke været alene om det, så prisen skal også ses som en anerkendelse af hele gruppens arbejde”, sagde Lars Broni.
”Med sit engagement og sin personlighed rager han op som et fyrtårn i Brabrand IF. Han går altid forrest, udstråler både handlekraft og autoritet og er samtidig altid venlig og imødekommende. Han er en fantastisk rollemodel og en ihærdig leder”.