
For nogle mennesker er madlavning en kilde til nydelse og livsglæde, for andre er det iværksætteri og drømmen om en forretning. For Huda og hendes familie var kærligheden til den palæstinensiske kultur en afgørende ingrediens, da de serverede retten mujadara hos Madkiosken i Gellerup.
Sådan en mørk vinteraften ligger Madkiosken på Karen Blixens Boulevard og lyser i mørket. I køkkenet på det lille madsted er Huda sammen med sin mor og søster i gang med at forberede dagens Madmandag.
Mujadara er navnet. En traditionel mellemøstlig ret med bløde linser, ris og karamelliserede løg, suppleret med frisk salat og en masse krydderurter.
“Det er historisk set en fattigmandsret blandt palæstinensere. Den er billig og mætter rigtig godt. Min mor laver den stadig en gang i mellem,” fortæller 35-årige Huda i en pause i madlavningen.
Ønsker at styrke palæstinensisk identitet
Hun er vokset op i Aarhus Vest og er tidligere kåret som Årets Ildsjæl i det århusianske kultur og fritidsliv. I dag lægger hun sammen med sine tre søstre fritid og hjerteblod i den lille virksomhed Ajyal, der sælger palæstinensiske produkter i Danmark.
“Det er rigtig meningsfuldt og har været en drøm for mine søstre og jeg i mange år. Med Ajyal forsøger vi at gøre en forskel for palæstinensisk identitet og kultur. Vi føler et ansvar for, at vores palæstinensiske rødder kommer til at leve videre,” siger hun.

“Tanken er ikke, at vi skal leve af det, men vi håber at kunne skabe endnu flere samarbejder med dygtige folk i Gaza og på Vestbredden, som har det svært, og som vi nu kan støtte. Vores kultur forsvinder lidt efter lidt, og vi vil gerne fortælle historier og fremhæve fortællinger, der kan modvirke den udvikling,” siger Huda, som til daglig er administrationschef hos Frontløberne i Aarhus.
Her kommer fødevarer og madlavning ind i billedet: Ajyal sælger via en webshop blandt andet palæstinensisk produceret keramik, sæbe, dadler, olivenolie, chili og krydderier.
“Det er svært og til tider umuligt for palæstinensiske fabrikker, kunstnere og håndværkere at producere på grund af restriktioner og nedlukninger. Ved at sælge deres varer i Danmark støtter vi den palæstinensiske økonomi, og ikke mindst den kultur og historie, der så smukt kommunikeres gennem produkterne,” siger Huda.

Salvie og timian blev symboler
Familien bag Ajyal var inviteret af Alexander Muchenberger, som står bag Madkiosken. Tilbage i tiden var han en af folkene bag Smag á la Gellerup, der blev landskendt for at tilbyde opskrifter og take away baseret på de mere end 80 madkulturer i Gellerup.
Nu er han i gang med at undersøge, hvordan man via Madkiosken skaber engagement og fællesskab omkring mad.

“Alexander spurgte, om vi har lyst til at lave noget her i Madkiosken, og det passer rigtig godt ind i vores hovedmission om at formidle palæstinensisk kulturarv,” forklarer Huda.
Hun nævner krydderierne salvie og timian som et par eksempler. I Mellemøsten vokser de vildt mange steder, går under navnene meramieh og zaatar og har i generationer været en fast del af palæstinensernes hverdag – både i køkken, medicinskab og kulturen i almindelighed.
Men i 1977 fik palæstinenserne forbud mod at anskaffe sig krydderierne.
“Meramieh og zaatar er hermed ligesom andre vilde urter blevet et symbol på kampen om adgang til jord, rødder og traditionel livsform. At plukke salvie og timian er et stille oprør mod understrykkelsen,” skriver Ajyal på hjemmesiden.
Huda tilføjer, at bl.a. salvie og timian spiller en betydelig rolle, når Ajyal holder events. Her serverer man bl.a. palæstinensisk te med tørret salvie.
“Duften er forbundet med mange minder og er med til at binde os sammen.”
Ajyal sælger også forskellige andre krydderiblandinger, der indgår i andre traditionelle mellemøstlige retter som makloubeh og manaish og i de olivenolie-dips, der går godt sammen med friskbagt brød. Du kan blandt andet købe en række af Ajyals produkter hos Madkiosken – eller på hjemmesiden her.
