
Jydsk Grafisk Værksted på Engdalsvej markerer her i påsken værkstedets 20 års jubilæum med en udstilling på Gasværket. Onsdag eftermiddag var der fuldt hus åbningen, hvor grafiker Unn Høje fortalte om de mange grafiske teknikker og arbejdet med skrabestål og materialer som zink og kobber.
“Man skal væbne sig lidt med tålmodighed, for man aner ikke, hvad man har med at gøre, før man ser resultatet.”
Sådan er det at være grafiker – sagt af en af de udstillende grafikere på Gasværket, Unn Høje. Man kender ikke resultatet af sit arbejde, før det er kørt igennem en trykpresse og er kommet ud som tryk på papir.
På udstillingen giver 16 forskellige kunstnere deres bud på, hvad der kan komme ud af de komplekse processer med bl.a. skrabestål mod zinkplader og anvendelse af en righoldighed af forskellige slags papirkvalitet og -udtryk.
“Der er så mange detaljer, som I kan dyrke og kigge på i timevis. Men vi lukker altså kl. 18,” sagde Unn Høje med et glimt i øjet.
Ud over at være en af de udstillende grafikere, er hun også medlem af Gasværkets bestyrelse og i en årrække initiativtager og kurator bag en række kunstudstillinger på Gasværket. Og til åbningen af påskens udstilling fortalte hun om de mange teknikker og processer, der anvendes på grafikernes værksted.
“Man kan ikke snyde, når man laver grafik. Man bliver til gengæld belønnet, når man laver noget rigtig godt håndværk. Men det kræver tålmodighed. I min ungdom vidste man knap nok, hvad der var nat og dag, når man var opslugt af sit arbejde” fortalte Unn Høje, der som de fleste af de øvrige kunstnere er uddannet grafiker.

Hun beskrev stoltheden i grafiker-faget og lysten til at dele og diskutere metoder og teknikker – og resultatet af dem.
Det er en vigtig del af kulturen på Jydsk Grafisk Værksted, der i øjeblikket huser 12 kunstnere, som deles om huslejen og den faglige glæde ved at skabe nye værker ved kombination af de forskellige metoder og udtryk.
Mangeartede resultater
Unn Høje fortalte om processen ved at vise en lang række prøvetryk, der viste sig kun at være små skridt på vejen mod det færdige resultat.
“Mit motto er, at så længe der er zink, er der håb. Så er der noget at arbejde med,” sagde Unn Høje med et stort smil.
“Man laver en masse forarbejde, kører det igennem trykpressen og venter spændt på resultatet.”

Zinkplader anvendes også til at lave tagrender – men når zink-pladen har været udsat for grafikerens bearbejdning og syre-angreb, ser den helt anderledes ud, inden den er klar til en af de forskellige former for trykning.
Ud over zink arbejder mange grafikere også i kobber, træ og linoleum, og du kan på udstillingen studere de mangeartede resultater af de faglige og kunstneriske valg.
Du kan alle dage i påsken til og med mandag opleve Gasværkets Påskeudstilling på Gasværket. Udstillingen er alle dage åben i tidsrummet kl. 11-16. Det er også muligt at købe de udstillede værker.



