Tag med på en cykeltur igennem byparken i Gellerupparken og Toveshøj en sen aften, når det er blevet mørkt! Sådan lød opfordringen fra 76-årige Allan Fisker fra Gellerup. En aften sidst i maj gjorde vi det – og mødte undervejs familier, kærestepar og mindre grupper af lokalområdets unge.
”Det er jo blålys,” siger Allan Fisker med et glimt i øjet – og med hans sædvanlige sans for ordspil.
Vi er stoppet op midt i byparken, hvor nogle særlige filtre på lamperne giver nogle fantastiske lys-effekter på stiens hvide beton.
Som et lysende snoet spor skærer stien sig gennem byparkens mørke denne lune forårsaften midt i Gellerup. Selvom det er blevet mørkt, kan man alligevel fornemme, at himlen stadig er blå og fuldstændig klar. Det har været en dejlig solskinsdag – og det er en perfekt aften at tage på cykeltur gennem Gellerupparken og Toveshøj.
Opfordringen kom for et par uger siden i en mail fra 76-årige Allan Fisker, som har boet i Gellerupparken i 46 år og er kendt og respekteret af de fleste i lokalområdet:
”Lad os cykle en tur i området, når det er blevet mørkt, Det vil blive meget specielt og vil blive en god oplevelse at fortælle om. Der vil være steder hvor du kan tage helt specielle fotos. Turen kan være til inspiration for mange her i en corona-tid.”
”Pas godt på vores ven, Allan”
Vi mødes ved Fossen i den sydlige ende af Gellerupparken lige over for City Vests parkeringsplads lidt før kl. 23. Mørket har så småt sænket sig over ghettoen, som den bliver kaldt af mange – enten for sjov eller i ramme alvor.
Allan Fisker kører i spidsen op ad den snoede sti. Han kender området som sin egen bukselomme, og der er meget, han gerne vil vise frem.
Det er en aften for romantikere – og dem ser vi nogle stykker af. Par der slentrer gennem byparken i dyb samtale som var det en park i Paris. Familier med to-tre børn på vej hjem efter en familie-komsammen, hvor det blev lidt for sent.
Vi møder også grupper af 12-15-årige drenge, som trods det sene tidspunkt har energien i behold. ”Hej Allan, hvordan går det”, råber de. Det er tydeligt, at de kender Allan Fisker godt, og at de tit får en snak, når han passerer dem et sted i området. ”Pas godt på vores ven, Allan” følger de op, da vi er kørt forbi.
Parken skifter karakter
Vi stopper en del gange undervejs. Ved alle de steder, hvor lyseffekter eller naturen selv sørger for smukke scenerier – og et enkelt sted hvor Allan mener, anlægsfolkene er kommet lidt for let om ved det: Ved Inger Christensens Gade, hvor betonen tilsyneladende slap op og efterlader en bræmme på en halv meter med støv eller mudder, afhængig af vejret.
Vi kører op ad rampen til broen over Edwin Rahrs Vej, og Allan gør opmærksom på, at her skal man passe på ikke at ramme ved siden af vejen. Der er langt ned til bunden af p-pladsen ved siden af stien.
På den anden side af broen stopper vi ved Laden, hvor håndværkerne om dagen er i fuld gang med at renovere bygningen og skabe områdets nye beboerhus.
Den hvide betonsti snor sig videre, men her skifter parken karakter. Fra det meget polerede, der mindede lidt om en bypark i Paris, bliver parken mindre friseret og mere jungle-agtig. Det var vist anlægspengene, der slap op, mener Allan.
I mørke langs Hasle Bakker
Men der er stadig fuld belysning på stien, og i den lune lyse forårsaften er det svært at finde argumenter for, at man skulle kunne være utryg her. Vi passerer hyggelige legepladser og metalstativer til at lave gymnastiske øvelser på – og ender til sidst ved Janesvej over for Tovshøjskolen.
”Hvis du har tid, er der noget mere, jeg vil vise dig”, siger Allan. Og jo, selvfølgelig – det er svært at sige nej til flere gode oplevelser i selskab med Allan Fisker.
Vi fortsætter ned ad stien langs Tovshøjskolen og forbi Verdenshavernes hyggelige fristed og med udsigt til en af søerne i Skjoldhøjkilen. Nu er det pludselig blevet rigtig mørkt, og månen sørger for en smule lys, da vi fortsætter langs Hasle Bakker.
Cykler ofte gennem parken sidst på aftenen
Hele vejen fra Tinesvej og om på den anden side af Janesvej snor den hvide betonsti sig ud og ind mellem træer planter og sten. Undervejs er den belyst, med lyskilder, der skifter farve.
Allan Fisker cykler ofte gennem byparken, når det er mørkt, og han oplever generelt, at området er stille og roligt.
Hver dag går han rundt og rydder op i området og indsamler og sorterer brugte ting til genbrug. Meget bliver sendt til børnehjem i Ukraine, mens en stor del også kommer til glæde og gavn i Gellerups foreningsliv eller hos familier med beskeden økonomi.
Ofte tager han turen sent på aftenen gennem byparken fra sit kælderrum i Toveshøj til sin lille lejlighed på Gudrunsvej i bunden af Gellerupparken.
”Når man går eller cykler ad stien gennem byparken fra Trille Lucassens Gade til enden af Janesvej, så slipper man også for de mange langsomme trafiklys ad Karen Blixens Boulevard!”
Burde hedde kærlighedsstien
Allan Fisker foreslår, at stien gennem byparken burde hedde Kærlighedsstien.
”I Grindsted havde vi en sti, der kaldtes kærlighedsstien, den var meget smuk. Det er vores sti også, og det viser, at beton kan bruges og formes til noget smukt!”
”I det hele taget er byparken fantastisk på alle tider af døgnet. Flottere anlæg end dette, med stien der snor sig gennem det varierede og smukt plantede område ved søen, findes næppe i landets aller-fineste og dyreste kvarterer. Det vil være noget, folk kommer fra udlandet for at se.”
