Berit og Christian Secher er flyttet ind på øverste etage hos Lars Lykkegaard VVS på J.P. Larsens Vej 9. Deres lille virksomhed, Melonique ApS med otte ansatte fylder dog ikke meget på de 650 kvadratmeter, og de er snart klar til at invitere flere små virksomheder ind.
Christian Secher slår en høj rungende latter op. Vi taler om de mange virksomheder, han gennem årene har været med til at sætte skub i. Nogle gik rigtig godt, mens andre endte med tab.
Det er snakken om et par af de rigtig dårlige forretninger, der sætter gang i Christian Sechers altid smittende humør. Han er ikke typen, der jamrer over dårlige økonomiske oplevelser.
Berit og Christian Secher har gennem en årrække været fødselshjælpere for en lang række virksomheder inden for mange forskellige brancher. Fra gravsten over partybusser til behageligt undertøj til kvinder.
Hvis ideen var god, og idémageren virkede som en person med både evner og vilje til at drive egen virksomhed, stod Berit og Christian Secher klar med både rådgivning og finansiel støtte i den svære startfase.
Rykkede ind i januar 2020
Gennem alle årene med hjælp til kickstart af virksomheder har de også selv haft overskud til at starte egne aktiviteter op. En af dem, Melonique, er fortsat særdeles livskraftig, og indebærer nu at virksomheden har otte ansatte.
Det er et konsulentfirma, der hjælper virksomheder med administrative opgaver som regnskab, lønstyring, og udarbejdelse af kontrakter og formularer.
”Vi var omkring 2018 kommet til et sted, hvor vi skulle beslutte, om det kun skulle være Berit og jeg, eller om vi skulle være nogle flere, og vi så skulle flytte virksomheden ud af vores hus,” fortæller Christian Secher.
De fandt så de mange kvadratmetre på J.P. Larsens Vej 9, hvor de rykkede ind i januar 2020.
Selv med bordtennisbord i et stort selvstændigt lokale kan de på ingen måde fylde de 650 kvadratmeter ud, og de er nu ved at være klar til at byde yderligere et antal mindre virksomheder ind i en række lokaler af forskellig størrelse.
Startede B.O.S. Production
De to mødte hinanden, da de begge var ansat i TV Danmark, Berit som journalist og Christian i salgsafdelingen. De fandt sammen, og var sammen i stand til at få ideerne til at rulle, blandt andet når de også selv kørte Brabrand Sø rundt på rulleskøjter.
Det er omkring 20 år siden, de første gang sprang til, da en god idé viste sig. En stor lokal virksomhed havde en omfattende video-opgave, og den besluttede Berit sig for som freelance-journalist at byde ind på. Det blev starten på B.O.S. Production, der i en årrække stod for mange forskellige videoproduktioner, og efterfølgende skrev, redigerede og udgav hun magasinet Prof.
Som nævnt har især Christians åbenhed over for nye ideer bragt dem mange forskelligartede oplevelser gennem tiden – mest positive. Der har dog som nævnt også været udfordringer – som Christian Secher fejer hen med ordene:
”Alle ideer har været rigtig gode, men desværre har der ind i mellem været nogle ydre omstændigheder, der betød, at det ikke gik. Og så er det vigtigt, at man erkender, at man ikke længere er lønmodtager men iværksætter. Man skal tjene penge, før man kan få den første løn.”
Svaghed for gode ideer
Gradvist har de udviklet et koncept, som de opbygger virksomheden efter, uanset hvilken branche, det drejer sig om. På den måde har de kunnet være fødselshjælpere på en række virksomheder, hvor idémageren så gradvist skulle tage mere og mere over.
De to bor ikke længere sammen, men driver fortsat virksomhed sammen. Berit er organisatoren, som holder et fast greb om i tøjlerne i hverdagen. Christian erkender, at han stadig har en svaghed for gode virksomheds-ideer, og han er frisk på at træde til, når der er brug for hans kompetencer, især omkring ”at sparke døre ind” og skabe effektive salgskanaler.
Hvis du er interesseret i lokalerne på J.P. Larsens Vej 9, kan du kontakte nhudlejning@nice-group.dk