På mandag overtager 54-årige Anne Katrine Kusk stillingen som skoleleder på Sødalskolen. Hun glæder sig til opgaven – men er også klar over, at der venter en stor opgave med at få vendt udviklingen i skolens elevtal.
”Jeg glæder mig rigtig meget. Sødalskolen er en dejlig skole med dejlige rammer, skønne omgivelser og et dedikeret personale. Her er god plads og højt til loftet,” siger Anne Katrine Kusk.
Hun har de sidste to år været viceskoleleder og leder af indskolingen på Lisbjergskolen – men sagde straks ja, da hun for nylig blev spurgt, om hun ville overtage ledelsen af Sødalskolen, efter at den hidtidige leder, Irina Frello Hansen, skal være skoleleder på Solbjergskolen.
”Jeg glæder mig til at arbejde frem mod, at Sødalskolen i endnu højere grad kan blive lokalområdets skole. Og jeg håber, at familierne i området vil sige, at selvfølgelig skal vores børn gå på Sødalskolen.”
Den nye skoleleder ved som de fleste andre, at Sødalskolen de senere år har være gennem en turbulent periode med elevfald og flere skift i ledelsen. Senest har der været en del uro omkring skolen som følge af, at Børn og Unge ville sammenlægge skolen med Ellehøjskolen. Planerne blev dog taget af bordet, da det politiske flertal for løsningen forsvandt.
”Som kommende skoleleder på Sødalskolen oplever jeg, at skolen har en utrolig vigtig rolle i lokalsamfundet. Det er her, man danner relationer og fællesskaber, og det er med udgangspunkt i skolen og SFO´en, at man træffer legeaftaler og hjælper hinanden i hverdagen,” siger Anne Katrine Kusk, som glæder sig til at tage fat på arbejdet.
”En af de vigtigste opgaver lige nu er at få fokus på de kommende elever, som skal starte i skole til næste sommer. Der er en masse forældre, der i den kommende tid skal træffe nogle vigtige valg. Det arbejde skal vi gå ind i. Vi skal ud at fortælle, at det her er en rigtig god skole,” siger hun.
”I mange andre områder bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved, om deres børn skal gå på den lokale folkeskole. Men vi bor tæt på andre skoletilbud og skal kæmpe hårdere for at få fortalt de gode historier, som hverdagen er fyldt af.”
Møder forældre på skolen fredag
Skole-indskrivningen er åben, og på skolen krydser man fingre for, at mange lokale familier vil overveje den Sødalskolen, selvom den har været igennem en turbulent periode.
En gruppe forældre i lokalområdet har etableret et netværk for familier, som ønsker at bakke op om skolen men stadig overvejer, om Sødalskolen er det rigtige sted for deres barn.
Hvad kan skolen gøre i den sammenhæng?
”Det handler først og fremmest om at være åben. Vi vil invitere forældre ind på skole og svare på alle de spørgsmål, de måtte have ved kaffemøder og forskellige andre arrangementer,” siger Anne Katrine Kusk.
Selvom hun først på mandag tiltræder i jobbet som skoleleder, har hun allerede deltaget i et arrangement, hvor Sødalskolens SFO inviterede til åbent hus.
Og denne fredag deltager hun sammen med indskolingsleder Simon Frank Nielsen fredag eftermiddag i et arrangement på skolen, som forældre-netværket har taget initiativ til, og hvor alle er velkomne.
”Det er vigtigt at få fortalt, at på Sødalskolen lærer dit barn, hvad det skal, og som udgangspunkt kommer til at trives. Rigtig mange børn og forældre er faktisk glade for skolen, og børnene er tilfredse med at gå her,” understreger hun.
Frem til begyndelsen af januar kan familierne fortsat indskrive deres børn på skolen. Hun håber, at der stadig vil være tid til en dialog på de lokale daginstitutioner, inden forældrene skal træffe deres valg.
Men også på længere sigt ser hun det som vigtigt, at skolen aktivt fortæller om hverdagslivet på skolen. Når nye familier flytter til området, håber hun, at de vil opleve Sødalskolen som et godt valg.
”Meget motiverende”
Anne Katrine Kusk var egentlig glad og tilfreds med sit job som viceskoleleder og indskolingsleder på Lisbjergskolen, da Børn og Unge spurgte, om hun ville overtage stillingen som konstitueret leder på Sødalskolen. Men hun var ikke i tvivl. Det ville hun gerne.
”Sødalskolen er kendt for at være en skole, der har noget at arbejde med, og det tænker jeg er meget motiverende. Et lokalområde som det her fortjener at ha´ en rigtig god folkeskole. Og jeg har hørt, at skolen har mange dedikerede og engagerede voksne, der møder ind hver dag og vil skolen, børnene og samarbejdet med forældrene,” siger hun.
Hun har været lærer siden 1996 og har blandt andet været ansat 16 år på Mårslet Skole. Hun tog et diplom i ledelse men endte alligevel med at tage yderligere et par år som lærer på Søndervangskolen og senere pædagogisk leder og viceskoleleder – en opgave hun så som spændende og udfordrende. Det var nogle år, hvor hun lærte meget.
Hun er klar over, at der i øjeblikket er et stærkt politisk fokus på Sødalskolen. Men samtidig glæder den nye skoleleder sig over, at Aarhus Kommune har meldt ud, at skolen nu skal have ro til arbejdet. Nu skal der drives god folkeskole.
Fokus på værdier, faglighed og fællesskab
Hun understreger, at når hun har sagt ja til opgaven på Sødalskolen, så går hun all in:
”Jeg tænker ikke på, at stillingen i første omgang er for en kortere periode. Jeg kan se mig selv ind i opgaven, og jeg er klar til hurtigt at springe ind og tage fat,” siger hun.
”Jeg har fået at vide, at der har været en dygtig ledelse, som de seneste år har taget fat om nogle ting, som de seneste har givet gode resultater. Irina Frello Hansen har sammen med ledelsesteamet leveret et fantastisk stykke arbejde, som jeg gerne vil takke hende for.”
Hun oplever, at der i høj grad er arbejdet med skolens værdier, faglighed og fællesskab, og det arbejde ønsker hun at fortsætte.
Hun har allerede mødt skolebestyrelsen, og i den kommende til inviterer hun til kaffemøder med hvert enkelt af medarbejderne, for at de kan lære hinanden bedre at kende, og for at høre hvad de især er optaget af.