Planlægningen af en ny skole i Gellerup skrider fremad, og onsdag d. 14. september skal politikerne i Aarhus Byråd tage stilling til en lokalplan for opførelsen af skolen. Placeringen i Gellerups bypark, Joops Have, møder fortsat modstand hos Gellerup-beboernes repræsentanter i afdelingsbestyrelsen.
Efter sommerferien 2025 skal børnene i Gellerupparken, Toveshøj og Bispehaven efter planen indvi en helt ny folkeskole og fritidscenter. Byggeriet bliver efter planen opført i to afdelinger placeret i kanten af byparken, Joops Have:
- En indskolingsafdeling med 0.-3. klasse og SFO med facade mod Inger Christensens Gade (nordligst i byparken)
- En mellemtrins- og udskolingsafdeling med 4.-9. klasse og klubtilbud med facade ud mod hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Trille Lucassens Gade (sydligst).
Lokalplanen gør det muligt at opføre op til 14.200 m2 etageareal til en ny folkeskole og fritidscenter. Det svarer cirka til en bebyggelsesprocent på 50% beregnet af lokalplanområdets samlede areal. Som en del af skole og fritidscentret etableres også bl.a. et produktionskøkken og en pædagogisk ledet legeplads.
Udgangspunktet for planen er den politiske aftale fra 2019 om “Et attraktivt skoletilbud i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven”. I 2021 gennemførte Aarhus Kommune et totalentreprise-udbud, der blev vundet af et team bestående af MT Højgaard, AART Architects, Sweco Danmark som ingeniør, Vega Landskab samt Proces Arkitekter.
Livet i bydelen
De to skoleafdelinger i byparken skal bindes sammen af et indre landskabsforløb igennem den eksisterende bypark.
”Det giver mulighed for at skabe to klare klassiske byskole-indgange på gadesiden, der griber fat i byen med smålommepladser omkring deres indgange, og samtidig have den ”vilde” bynatur i baghaven, der tilbyder en trafikfri fodgængerzone med plads til fordybning og eventyr,” står der i lokalplanen.
Ud mod byen skal de to skole-afdelinger vise et imødekommende ansigt, og på bagsiden skal der være et inviterende og inspirerende legelandskab, der bliver rammen om børnenes skoleliv.
Den nye folkeskole og fritidscenter forventes samtidig at kunne understøtte det sociale liv i området, både i kraft af selve skolen, men også som et kulturelt samlingssted uden for skoletid.
Bymæssigt udtryk
Det arkitektoniske udtryk skal understrege, at der er tale om én skole, selv om den er opdelt i to fysisk adskilte afdelinger. Begge bygninger udformes med ind- og udrykninger i facaden og varierende etagehøjder, så der opnås et varieret og sammensat udtryk.
I det nordlige område bliver selve bygningen i to etager med fladt tag. I det sydlige område bliver selve bygningen i tre etager. Begge steder bliver der mulighed for tagterrasse. Facaderne skal fremstå i en kombination af træ og mursten.
”Der har været stor opmærksomhed på, at den nye skolebebyggelse skal udformes ”bymæssigt”, dvs. med facader helt ud mod gaden og i flere etager, så fodaftrykket minimeres og bygningerne optager så lidt areal som muligt ud mod byparken. Formålet er samtidig at danne veldefinerede gaderum, som understøtter en oplevelse af tryghed og identitet langs bydelens nye hovedgade Karen Blixens Boulevard og dennes sidegader,” forklares det i lokalplanen.
”Ligeledes har der været stor opmærksomhed på, at skolens legeplads/udearealer skal indpasses i byparken, så overgangene imellem skolens område og byparken bliver naturlige og glidende og uden hegn.”
Et område under forandring
Skolen placeres midt i et område, der er under stor forandring. I nærområdet findes foruden byparken og kunstgræsbanen også Sports- og Kulturcampus med folkebibliotek og bevægelseshus.
Der arbejdes lige ved siden af på en mulig udvidelse af Gellerupbadet i form af et større familiebad, evt. med en indbygget tribune mod kunstgræsbanen. Denne del er ligeledes under planlægning.
Desuden er der nye boligprojekter under planlægning eller opførelse: Lige nu bygges der lejligheder nord for Inger Christensens Gade, og der er en helt ny bydel på vej vest for Karen Blixens Boulevard samt nye boligblokke syd for Trille Lucassens Gade.
Ungdomsklub genhuses i Foreningernes Hus
For at der kan blive plads til skolens to afdelinger, skal to boligblokke, A13 og A15 ved Inger Christensens Gade, rives ned. Der skal ligeledes fjernes to mindre klubhuse syd for kunstgræsbanen, der tidligere har været anvendt til ungdomsklub og fodboldklub.
Fodboldklubben ACFC er flyttet til nye lokaler i Sports- og Kulturcampus, mens ungdomsklubben bliver genhuset i midlertidige lokaler i det tidligere Foreningernes Hus op mod Edwin Rahrs Vej.
Protest fra afdelingsbestyrelsen
Kort før byrådsmødet har beboernes repræsentanter i afdelingsbestyrelsen for gellerupparken indsendt en ”meningstilkendegivelse” til Aarhus Byråd. Her gør afdelingsbestyrelsen byrådet opmærksom på, at beboerne i Gellerupparken ikke støtter placeringen af skolen i Gellerup, da den har betydning for nedrivningen af de to boligblokke.
”Vi støtter heller ikke annekteringen af arealerne i Joops Have, der er området i byparken, der tidligere tilhørte Gellerupparken. Vi er imod salget af jorden,” skriver afdelingsbestyrelsen og fortsætter:
”Lad os slå fast, at vi selvfølgelig gerne ser en skole i Gellerupområdet, men ikke på bekostning af nedrivningen af god hjem og tvangsflytningen af mange hundrede af vores beboere imod deres vilje.”
Onsdag præsenteres politikerne i Aarhus Byråd for oplægget til lokalplan, der herefter ventes udsendt i offentlig høring.