Der er kommet nyt navn på hæveautomaten på Hovedgaden 59. Torsdag er den officielt blevet til en Nokas automat, efter at den i mange år har været drevet af Danske Bank. Men ellers er alt, som det altid har været, skriver Nokas.
Torsdag kunne Nokas, som er en kontantvirksomhed, sætte strøm til deres første pengeautomat i Brabrand på Hovedgaden 59. Den nye ejer understreger, at automaten fortsat vil fungere på samme måde, selvom der nu står et nyt navn på den.
”Vi er superglade for, at vi får vores egne pengeautomater, og at vi på den måde kan være med til at sørge for, at borgerne i Brabrand fortsat har adgang til kontanter,” siger Morten Kierkegaard, som er direktør for Nokas.
”Vi arbejder målrettet på at fremtidssikre kontanterne, fordi det er et godt supplement til digital betaling, og som også inkluderer de borgere, der har vanskeligt ved at benytte de digitale løsninger,” fortæller han.
Der er ikke nogen ændringer for brugerne af pengeautomaten. Det koster det samme at hæve danske kroner. Det har været vigtigt for Nokas, at priserne forbliver de samme efter overtagelsen af automaten fra Danske Bank.
Nokas, som allerede i dag servicerer Danske Banks pengeautomater, driver også det landsdækkende koncept Kontanten-automater, som består af ca. 300 pengeautomater.
Virksomheden har også mere end 100 døgnbokse til erhvervsdrivende virksomheder. Virksomheden er leverandør af produkter og tjenester inden for kontanthåndtering og værditransport og servicerer desuden en lang række andre pengeinstitutter, døgnbokse og pengeautomater.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Nokas.