
Har du brug for at snakke med en læge eller en sundhedsplejerske, eller vil du vide mere om demens? Vil du prøve en hjerte-lunge-redning, eller vil dit barn besøge Bamsehospitalet? Tirsdag d. 16. juni kan du møde en masse fagfolk inden for sundheds-området på Verdenspladsen midt i Gellerup.
Mange undersøgelser har vist, at mange beboere i udsatte boligområder oplever, at adgangen til sundhedsvæsenet er vanskelig. I praksis betyder det blandt andet, at beboerne her går sjældnere til lægen end i den øvrige del af Aarhus.
Derfor er Folkesundhed Aarhus gået sammen med Det Boligsociale Hus og Gellerup Bibliotek om at invitere et stort antal aktører inden for sundhedsvæsenet til Sundhedsdag på Verdenspladsen midt i Gellerup.
Her kan alle, uanset om du bor i eller omkring Gellerup, få let adgang til fagfolk i sundhedsvæsenet med spørgsmål eller bekymringer.
Foreningen Bamsehospitalet, Gellerup-lægerne, Livsværkstederne, Mødrehjælpen, Center for Pårørendesamarbejde, Social Sundhed, Demenshjørnet og DOKKX Hjælpemidler er nogle af de aktører, du kan møde på Verdenspladsen foran Gellerup Bibliotek tirsdag d. 16. juni kl. 15-17.
“Det er et initiativ, der grundlæggende handler om at forsøge at nedbryde nogle af de barrierer, folk oplever i sundhedsvæsenet. Her kan du bare møde op og tale med de forskellige fagfolk,” fortæller boligsocial medarbejder Charlotte Vinther Steenholt.

Arrangørerne har i lang tid arbejdet på at samle så mange sundhedsfaglige aktører som muligt. Og der har været stor interesse for at være med, fortæller hun.
“Vi er utrolig glade for, at så mange deltager. Blandt andet er det virkelig dejligt, at lokale folk som for eksempel Lægerne i Gellerup deltager. Vi er også virkelig glade for, at de lægestuderende i Bamsehospitalet kommer og viser børnene, at det ikke er spor farligt at gå til lægen.”
Hun fremhæver i øvrigt mange af de andre tilbud på dagen Blandt andet kan man stifte bekendtskab med hjerte-lunge-redning og høre om, hvordan du får bistand, når du skal til en sundheds-aftale.
Der servers gratis kaffe, snacks og smagsprøver fra Fødevarebanken på pladsen. Men helt i arrangementets ånd kan du også cykle dig til en frisklavet smoothie.
Sundhedsdag på Verdenspladsen: Tirsdag d. 16. juni kl. 15-17 på Karen Blixens Boulevard 23, 8220 Brabrand



