Gellerup og Toveshøj har fået sin egen naturvejleder. I løbet af tre år skal Anne-Marie Prahl skabe aktiviteter for og med lokalområdets beboere i naturen omkring Toveshøj. Blandt andet er en gruppe 15-18-årige ved at blive uddannet som Junior Rangers, og kan selv begynde at lede børneaktiviteter i naturen.
Tag med ud og plukke brombær og lav din egen brombærmarmelade. Og hvad med at gå på opdagelse efter spiselige urter og lave snobrød over bål? Eller måske kunne det bare være hyggeligt med en god gåtur i området efterfulgt af en god kop kaffe.
Det er nogle af de aktiviteter, Anne-Marie Prahl har sat i gang i Gellerup og Toveshøj. I det tre-årige projekt ”Tag på tur” inviteres børn og voksne med ud og bruge deres lokalområde på en ny måde.
”Målgruppen er bestemt ikke kun mennesker med andre etniske baggrunde. Mange etnisk danske børn har heller ikke noget forhold til naturen. Nogle børn er næsten bange for den. Derfor kan det være en god idé, at vi i begyndelsen tager dem lidt i hånden,” siger hun.
Fra Hasle Bakker til True Skov
Måske tænker du, at der ikke er meget natur omkring Gellerup og Toveshøj – men en gåtur i Skjoldhøjkilen sammen med Anne-Marie Prahl gav indblik i et stort, varieret naturområde med øde stier, hvor man kan gå længe uden at møde andre mennesker.
Skjoldhøjkilen strækker sig fra Hasle Bakker og vest på, til True Skov for alvor tager fat, og er indrettet med gode stier, bålpladser og legepladser spredt ud over området.
”For sådan én som mig er der en hel slikbutik af gode steder her i lokalområdet”, fortæller Anne-Marie Prahl, mens vi på få minutter går fra det ene fine opholdssted til det næste.
Ugentlig gåtur i Hasle Bakker
Hver tirsdag kl. 13 mødes Anne-Marie Prahl med 10-15 kvinder fra lokalområdet og går en tur i Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen, afsluttende med en kop kaffe eller te i Tousgårdsladen.
I foråret gennemførte hun desuden en række naturformidlings-aktiviteter for børn og pædagoger i lokalområdets SFO´er.
”Det var vigtigt for mig, at pædagogerne også deltog. Aktiviteterne var planlagt så enkelt, at de let kunne gentages, også hvis de ikke selv havde prøvet det før. Jeg tænker og håber, at de blev inspireret af de ting, jeg lavede”, siger hun.
Stor oplevelse i Mols Bjerge
Desuden er hun ved at færdiggøre kursusprojektet Junior Ranger for 15-18-årige, hvor de selv har fået gode oplevelser i naturen og nu er i fuld gang med at øve sig på at formidle deres oplevelser videre til andre.
Før projektet startede, opsøgte hun de unge i fritidsklubben og begyndte at snakke med dem om, hvad der var vigtigt for dem, hvis de skulle tage springet og tage med på en naturoplevelse.
”Det var først og fremmest muligheden for at udvikle nye venskaber! Og så ville de kunne overskue projektet. Ikke noget med at sove i shelter. De ville sove i en rigtig seng og med et toilet i nærheden”, fortæller hun.
De ønsker noterede hun sig og planlagde kursusforløbet ud fra dem. 11 unge tilmeldte sig, og alle praktiske udfordringer er blevet overvundet. Man kan for eksempel sagtens komme med ud at snorkle, selvom man er somalisk pige og er helt tildækket.
”Det har været en stor succes. Det har vist sig, at de gerne vil med ud i den rigtig vilde natur. De gider faktisk ikke flere stier med grus på!”
Anne-Marie Prahl havde blandt andet de unge med på weekendtur i Mols Bjerge, og det blev en stor oplevelse for dem, fortæller hun:
”For nogle var det for eksempel første gang, de så en rigtig solnedgang. De var helt målløse og syntes, det var helt fantastisk. ”Wallah, er det her Danmark?”, sagde de til hinanden. Det gav dem en rigtig god oplevelse.”
I den sidste del af forløbet har de unge Junior Rangers selv stået for en række aktiviteter. Blandt andet arrangerede nogle af dem i august GPS-løb i naturområdet Skjoldhøjkilen bag boligområdet Toveshøj.
Et andet fællesskab i Gellerup og Toveshøj
Hun har i projektets første måneder set glæden og overraskelsen hos både børn og voksne, som har været med ude i naturen i nærområdet. Vigtigst af alt har dog været at lære lokalområdet at kende.
”Gellerup er på mange måder en landsby, hvor alle kender og støtter og hjælper hinanden. Nu er jeg også begyndt at kende folk her og snakker med dem, jeg møder, ligesom alle gør her i lokalområdet.”
Hun sammenligner med kulturen i den anden ende af Brabrand, hvor hun bor. Der kender hun folk på vejen, men lige så snart hun kommer lidt længere væk, kender hun ingen.
”Men går jeg en tur her i Gellerup og Toveshøj, så møder jeg hele tiden nogen, jeg kender. Der er et andet fællesskab her. Det er fantastisk at møde på arbejde her hver dag, hvor folk er åbne og glade og tilsyneladende har tid og nærvær til hinanden.”
Pengene til projektet ”Tag på tur” kommer blandt andet fra Friluftsrådet, der ønsker at afprøve nye initiativer til, hvordan man kan tilbyde naturoplevelser til mennesker, som ellers ikke kommer ret meget i naturen.