
I løbet af juli har foreningen FamilieNetværk stået for en række sommeraktiviteter i Gellerupparken og Toveshøj. Årets tema var “Kunst, kultur og udelivet”, og gennem de to uger har mere end 60 børn og deres forældre deltaget i en lang række sjove, kreative og lærerige aktiviteter med netop dette tema som omdrejningspunkt.
Deltagerne har blandt andet lavet deres egne pizzaer, malet flotte malerier, støbt lysestager i gips, fremstillet velduftende sæber fra bunden, spillet rundbold, dystet i konkurrencer og brætspil, bagt snobrød over bål, designet kreative armbånd og været på tur til Hasle Bakker, hvor vi spillede discgolf og nød naturen.
Aktiviteterne har givet børnene mulighed for at udfolde deres kreativitet, opleve naturen og styrke fællesskabet gennem leg, samarbejde og nye oplevelser.
Det har været to fantastiske uger fyldt med smil og masser af gode minder, fortæller Ilham Mohamed, som har koordineret aktiviteterne.
“En stor tak skal lyde til Ungdomsklubbens pædagogisk leder Andrea Egholm for at gøre disse sommeraktiviteter mulige. En kæmpe tak går også til alle de frivillige i FamilieNetværk, som har lagt mange timer og energi i at skabe to uforglemmelige uger for børnene og deres familier,” siger hun.
“En særlig tak skal også lyde til Shukri Omar som sammen med de øvrige frivillige har været en uvurderlig hjælp gennem begge uger. Med stort engagement, hjælpsomhed og godt humør har Shukri været med til at skabe en tryg, hyggelig og positiv oplevelse for både børn, familier og
resten af frivilliggruppen,” fortæller Ilham Mohamed.
“Frivillighed handler om at gøre en forskel, og de sidste to uger har endnu en gang vist, hvor meget vi kan skabe sammen. Tak til alle, der har bidraget til to fantastiske uger fyldt med kunst, kultur, udeliv og fællesskab.”
Her får du lidt flere fotos fra Familienetværks sommer-aktiviteter.








