
Der er travlhed på en lille stikvej til Mariedalsvej. Lørdag har naboerne sat sig for at afholde Brabrands hyggeligste julemarked udendørs langs den lille grusvej. De har planlagt hver en detalje – lige fra musikken og belysningen til de mange hjemmelavede produkter, du kan købe.
Det er første gang, familierne på vejen på den måde går sammen om at gennemføre et arrangement. De har tidligere holdt hyggelige vejfester på den lille stikvej, men sådan for alvor at samarbejde omkring et større event har de ikke prøvet før.
”Jeg er fuldstændig overrasket over, hvordan vi på så få måneder har fået stablet et julemarked på benene, lige fra julelys på grusvejen til hjemmesyede vimpler, salg af gløgg, varm kakao og en masse andre ting,” siger en af arrangørerne, Birgith Lundsby.
Idéudvikling i det fri
Det var her i sensommeren, hun fortalte sine naboer om den tanke, der lå og summede i baghovedet: Sammen med nogle barndomsveninder, havde hun for et par år siden udviklet en idé om at skabe et hyggeligt julemarked sammen.
Og pludselig havde ideen grebet de øvrige i selskabet. De kunne da sammen gøre ideen til virkelighed på den lille vej!
”Vi vidste nok godt, at vi sagtens kunne finde ud af det sammen, men det har virkelig været dejligt at opleve, hvordan alle har givet plads til hinanden, og hvad hver især nu kan byde ind med,” siger hun.
Hen over efteråret har lokalområdets kvinder mødtes i det fri for at udveksle ideer og aftale det hele. En af grundidéerne har fra starten været, at der primært skal sælges hjemmeproducerede ting, og at det skal være hyggeligt.

Strik, puder, tørklæder og akvarelbilleder
Ud over naboerne på ”Lille Mariedalsvej”, som de kalder vejen, bidrager også Birgith Lundsbys to barndomsveninder. Blandt andet har én af dem tegnet den plakat, der er blevet vartegn for julemarkedet.
Desuden har naboerne hver især inviteret folk fra deres netværk, som kunne bidrage til den stemning, de ønsker at skabe.
Blandt andet dukker mikrobryggeriet WinterCoat op med en helt særlig øl brygget til dagen, og en børnebogs-illustrator kommer og sælger sine bøger og illustrationer.
Strikke-entusiaster er i gang med at strikke sokker, fingerløse vanter og fint julepynt til træet. Desuden vil der være puder lavet af stof i eget tryk, smukke bæredygtige tørklæder, akvarelbilleder, færøske hjemmesko, indisk vintage, håndsyede tæpper og hjemmebagte småkager.
Det hele er lavet helt unikt til julemarkedet. Herudover vil der være mulighed for at nyde hjemmelavede varme drikke og sødt til maven, mens julestemningen breder sig – blandt andet via julemusik i små højttalere langs vejen. Som afslutning kl. 17 tændes et julelysshow på huset ved Mariedalsvej 2.
”Det er blevet som vi havde drømt om”
Naboerne er overvældet over den ildhu, alle har lagt i projektet. Som små praktiske ildsjæle har hver enkelt med stor lyst og engagement budt ind med, hvad de nu kan, og har på den måde komplimenteret hinanden.
”Det er blevet, som vi har drømt om, men det er også blevet noget større og endnu federe, end det lille lukkede arrangement, vi først havde tænkt,” siger Birgith Lundsby og holder en kort tænkepause, inden hun fortsætter:
”Det kunne jo også sagtens blive endnu større… men det orker jeg ikke at forholde mig til nu. Nu skal vi først og fremmest have en rigtig hyggelig dag på lørdag.”
Lørdag d. 27. november kl. 13-17: Julemarked på ”Lille Mariedalsvej”. Sådan finder du vej: Tag Langdalsvej mod nord og drej til venstre ind ad Mariedalsvej. Efter ca. 50 meter svinger du til venstre op ad ”Lille Mariedalsvej”.
