På tirsdag d. 12. marts fylder Arne Mølgaard 90 og får huset fuldt af gæster til spisning. Allerhelst ville han servere ål for sine gæster, som han har gjort gennem mange år. Han var en af de mange ålefiskere, som helt op til slutningen af 1990´erne fangede massevis af ål i Brabrand Sø.
Tilbage i 1980´erne og 90´erne, da Brabrand Sø var langt mere mudret og beskidt end nu, havde ålefiskerne langs søen gyldne tider. Arne Mølgaard var en af dem. Gennem årene har det givet masser af ål på bordet i det mølgaardske hjem.
”Jeg har stadig en del gamle ålevenner. Det er ikke det ringeste, man kan samles om – et måltid ål og en lille én. Hvis jeg kunne overse at servere ål til min fødselsdag, så skulle de have haft ål.”
Man meldte sig ind i Brabrand-Åby og Omegns Jagt- og fiskeriforening og købte sig for cirka 300 kr. årligt retten til at sætte seks kasteruser.
Han husker en gang i 1990´erne, hvor Brabrand Sø blev ramt af iltsvind. Det resulterede i såkaldte bundvendinger, og ålene flygtede væk. 570 ål gik der i ruserne den aften, og Arne Mølgaard måtte stå på terrassen til langt ud på natten og ordne ål, tykke som en arm. De 360 ål blev dog sat ud i søen igen.
Vi har haft en gylden tid hernede. Men det endte jo med, at når vi kom ned for at tømme ruserne, så var der næsten ingen ål. Men da havde vi også spist ål i mange år.
Den sidste tur
Det var dog ikke de manglende ål, der satte en stopper for ålefiskeriet. En aften, da han og en god ven, Jens, var ved at sætte ruserne ud, fik Arne overbalance, og båden tippede. I løbet af få sekunder blev båden fyldt med vand og gik til bunds. De råbte på hjælp, men uden held.
”Kan du svømme”, spurgte Arne sin makker. Ja, det havde han da lært i skolen. ”Godt, så svømmer vi ind.”
Det var dog ikke så let. Redningsveste var ikke noget, man brugte på en rutinemæssig tur på søen. Og med vaders fyldt med vand og mudder blev opgaven ikke lettere.
Arne fandt en pæl, der havde holdt rusen og fik krabbet sig ind mod land. De fik begge med de sidste kræfter hevet sig op på brinken.
”Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg lagde mig ned, og der løb råddent varmt vand ud af mine vaders. Det er sådan et øjeblik, der stadig står lysende klart,” fortæller Arne.
Efter at være kommet til kræfter gik han hen og lånte en anden båd og fik overtalt Jens til at tage med ud og hente ruserne ind. Men derefter var det slut. Jens var færdig med at fiske, og Arne kunne ikke orden det alene.
”Men jeg savner det stadig, og jeg har tænkt på, at når jeg bliver 90, vil jeg ha´ en båd og begynde at fiske igen.
Fantastisk udvikling i Nordgårdens IF
Mange vil også huske Arne Mølgaard som manden bag en fantastisk succes i badmintonafdelingen i Nordgårdens Idrætsforening. I løbet af få år blev medlemstallet næsten tidoblet fra omkring 50 til over 400. Det bragte Nordgården på linie med byens storklubber, Højbjerg og AB.
”Folk undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre. Men det var jo først og fremmest, fordi det var billigt. Medlemmerne kunne spille et helt år i Nordgårdens IF for 499 kroner. Desuden indførte vi, at man kunne spille, når man ville, hvis der var en ledig bane. Det var en god tid for mig, og jeg har nydt at have med så mange unge mennesker at gøre.”
Men succes´en havde en bagside. Gennem årene oplevede Arne Mølgaard en lang række tilfælde af hærværk, tyverier og voldelige angreb i og omkring Nordgårdhallen.
”Vi ville ikke have, at det skulle være ”dem og os”
Trods de forskellige episoder fortsatte Arne Mølgaard med sit arbejde i Nordgårdens IF gennem i alt 25 år. Det blev senere anerkendt med et æresmedlemskab af klubben.
Sidste gang, han var udsat for ubehageligheder, var i 2010. Han var en del af en gruppe, som spillede badminton en aften i Tovshøjhallen, da pedellen kom ind og råbte, at de skulle komme ud på parkeringspladsen. Der havde været indbrud i 11 biler, blandt andet hans egen helt nye bil. Da var det slut.
Helt tilbage i slutningen af 1980´erne havde Arne og hans kone Margit talt om at gøre en indsats for at skabe kontakt til indvandrergrupper i Gellerup. Men det var ikke let for dem.
”Vi ville ikke have, at det skulle være ”dem og os”. Vi ville hjælpe indvandrerne i Gellerup med at blive bedre til at klare sig i vores samfund. Det kunne vi bare ikke.”
Meet the Danes
Margit og Arne Mølgaard har altid nydt at møde mennesker fra andre kulturer. I næsten 25 år var de en del af programmet ”Meet the Danes”, hvor århusianske familier åbnede deres private hjem for udenlandske besøgende.
Arne Mølgaard bladrer i en gæstebog fyldt med hilsner på mange forskellige sprog. 580 personer fra 24 forskellige lande har været på besøg i hjemmet på Rørsangervej, hvor der blev snakket og diskuteret til ofte langt ud på natten.
”Det var et fantastisk tilbud, der desværre stoppede omkring 1990. Man kom virkelig fremmede mennesker ved. Hvor var det spændende! Det var en rigdom i vores liv”, fortæller han.
Det tyske nyhedsmagasin Stern kom i 1986 på besøg i det mølgaardske hjem for at møde en af de familier, som åbnede deres hjem for fremmede, og Arne Mølgaard har stadig artiklen fra dengang.
”Når jeg bliver 90…”
Da det i 2010 var slut med badminton i Nordgårdens IF, var ”Det gode selskab” blevet etableret som en selvstændig enhed i Brabrand IF. En gruppe badminton-motionister som mødes to gange om ugen og vægter det sociale samvær omkring badmintonbanen højt.
Her valgte Arne og en del af vennekredsen fra Nordgårdens IF at fortsætte badmintonspillet. Men på et tidspunkt gled han på banen og kom til skade med benet, og han har ikke spillet siden.
Var jeg ikke faldet på grund af det harpiks på banen, så havde jeg stadig spillet i dag. Jeg har truet dem med, at når jeg bliver 90, så kommer jeg hen og prøver at spille igen.
Han går stadig til vandgymnastik i Gellerupbadet og glæder sig, til at svømmebadet åbner igen i næste uge. I sommermånederne går turen dog til stranden ved Bellevue.
Små kår på Hjerl Hede
Han er født og vokset op på et landsted ved Hjerl Hede ved Vinderup. Her levede fire generationer sammen under små kår. Man måtte klare sig med, hvad den lette sandjord kunne give, suppleret med lidt jagt og fiskeri.
Her lærte Arne tidligt både at skyde og fiske og kunne ofte glæde sin mor, når han kom hjem med en hare eller spand med aborrer og skaller. Allerede da han var seks år, mente hans farmor, at han ville blive en stor fisker.
Arne kom i lære hos købmanden i den nærliggende landsby, Sevel, og lærte at handle og snakke med folk. Senere overtog broderen fødegården, mens Arne og Margit søgte mod Aarhus.
Ingen ville bo ned til søen
Han og Margit kom til Brabrand i begyndelsen af 1960´erne og så sig om efter muligheden for at bygge et hus. De mødtes med daværende sognerådsformand Th. Jensen, Brabrand–Årslev Sogneråd for at se på en byggegrund.
Ud af de 24 grunde i bunden af Sødalen var der kun tre tilbage. De lå alle længst ud mod Brabrand Sø.
”Den gang sagde man, at tågen aldrig lettede dér, og myggesværmene var ulidelige, så der ville ingen bo”, fortæller Arne Mølgaard.
Huset på Rørsangervej kom til at ligge helt ideelt med en fantastisk udsigt ud over den østlige del af Brabrand Sø og med en græsmark med limousine-kvæg som nabo. I 40 år har Arne Mølgaard haft glæden ved at se efter kreaturerne og vedligeholde indhegningen. Lidt landmand var der stadig i ham.
Ramt af ”strukturrationalisering”
Arne Mølgaard har altid holdt af at snakke med folk og var sælger af hjertet. Han var i en lang årrække ansat hos benzinselskabet Esso og solgte Esso Blue, der var kendt som petroleum af ekstra god kvalitet.
Men som 60-årig blev han ramt af ”strukturrationalisering”. Arne Mølgaard siger ordet med eftertryk og et drilsk glimt i øjet. Esso blev solgt til norske Statoil, og der var større efterspørgsel efter ungdom end efter erfaring.
”Det havde ellers været en gylden tid. Landmændene skiftede hestene ud og skulle bruge olie til deres traktorer. Så fik villaerne oliefyr. Senere kom fjernvarmecentralerne. Alt sammen gav det nye muligheder for mig.”
Livets skrøbelighed
Arne Mølgaard kunne have fået andre sælgerjobs efter tiden i Esso, men han fik en god pension og kastede sig i stedet over andre interesser. Foruden arbejdet i Nordgårdens IF var han optaget af jagt, af fiskeriet i Brabrand Sø og af familielivet på Rørsangervej. Det fik en brat afslutning, da Margit døde i 1999.
Det har været mit største tab. Vi var sammen i 46 år, og hun var med mig hele vejen. Hun havde nogle talenter, jeg ikke havde. Man må lære at give og tage i et ægteskab. Det varer ikke evigt.
Vi taler om livets skrøbelighed, og Arne fortæller, at det er svært, at omgangskredsen skrumper, når vennerne falder væk.
Han har dog ingen planer om selv at tage den mere med ro – tværtimod. Og han håber på en række gode år endnu.
”Min mor blev 98, så der er noget at sigte efter!”
