Der var Shubidua på plakaten, da Sødalskolen torsdag havde premiere på årets musical skrevet af en af skolens lærere, Søren Vestergaard. 70 elever fra 0. til 7. klasse var med, og hele salen skrålede med på sange som Hvalen Hvalborg, Vuffelivov og Står på en alpetop.
Shhh…
Man kunne nærmest mærke forventningens sitren i gymnastiksalen. Bortset fra enkelte scene-spots var der mørkt. Lige om lidt går det løs…
Salen var fyldt til bristepunktet, og forventningerne var tårnhøje. Der var skolefest, og til en skolefest på Sødalskolen hører der en musical. Sådan har det været gennem masser af år, og det var kun coronaen i stand til at ændre på. Men nu gik det løs igen.
Siden torsdag i sidste uge var gymnastiksalen omdannet til scenerum, og fra mandag var replikker blevet øvet, og det lidt stive kropssprog gradvist blødt op til noget mere scenevant.
Et stort hold af dansere gik i gang med at øve koreografien, og koret fik lært de mange sangtekster. Ikke færre end 70 elever deltog i år: 20 skuespillere, knap 30 dansere, 20 i koret og et lille hold af musikere.
Klassisk musical-fortælling
Årets musical havde Shubidua som omdrejningspunkt. 10 af gruppens mest kendte sange var basis i den historie, som en af skolens lærere, Søren Vestergaard, havde skrevet.
”Vi nåede aldrig at finde på et navn til den, så vi kalder den bare Shubidua-musical,” fortalte Søren Vestergaard, som også som altid stod i spidsen for den komprimerede og lidt kaotiske proces det er at stable en musical på benene på så kort tid.
”Vi har som altid været under pres, men vi lykkes jo altid alligevel,” sagde han med et skævt smil.
Faktisk var det 20. gang, han var en central figur i musicalen på Sødalskolen – og det var måske grunden til, at han ganske roligt stod i et hjørne af salen og talte med Vores Brabrand, mens pulsen hos eleverne omkring ham tydeligvis var en del højere end normalt.
Det forventningsfulde publikum fik, hvad de havde håbet på. En klassisk musical-fortælling med skærmydsler på den lokale Fødeby Skole, en kriminel med tasken fuld af kommunens penge, og spirende venskaber mellem drenge og piger – og en happy end, hvor alle kunne skråle med på afslutningssangen, ”Den røde tråd”.
Og ind i mellem gode velafprøvede vittigheder, der for understregningens skyld blev afrundet med en trommehvirvel. Alt var, som det skulle være.
Hvis du ikke nåede at komme forbi og se musicalen, bliver der formentlig en chance mere i næste uge, hvor den spilles endnu en gang. Hold selv øje med Sødalskolens Facebookside for mere info.