Gennem hele corona-nedlukningen har Morten Sand med al sin kreativitet og iværksætterånd forsøgt at holde gang i sin forretning, Café Brabrand. Nu sætter han alle sejl til for at skabe et spisested, der kan samle både idrætsfolk, og mange andre som ellers ikke bruger Brabrandhallen.
Mange i Brabrand er enige om, at Morten Sand gennem de sidste to år har haft stor betydning for fællesskabet og sammenholdet i Brabrand. Han er netop blevet nomineret til Brabrands initiativpris, Karma-prisen, der går til til en person, der har ydet en særlig indsats for at styrke trivsel og fællesskab i lokalområdet.
”Jeg anede ikke, at jeg var nomineret, men pludselig dukkede afstemningen op på Facebook, og jeg så mit navn på den. Det er meget rørende, og jeg er overvældet og glad for, at andre sætter pris på det, jeg laver, siger Morten Sand.
Han lægger samtidig ikke skjul på, at corona-tiden trods de mange initiativer har været økonomisk hård. Ingen af de økonomiske hjælpepakker var møntet på ham, så han var overladt til sit eget initiativ og idérigdom.
Den oprindelige idé om at skabe et uformelt spisested i Brabrandhallen lever dog stadig – og nu skal det være. Fredag åbner han Burgershoppen og håber, at Brabrand vil tage lokalområdets nye madsted til sig.
”Jeg har jo også mine events og selskaber, men hvis det her skal blive en levevej for mig, kræver det, at nogle flere kommer forbi og bruger Café Brabrand i hverdagene,” siger Morten Sand.
Mellem en grillbar og en restaurant
Han har brugt sommeren på at gennemtænke konceptet. Erfaringerne er hentet ved Saksild Strand, hvor han hele sommeren har haft sin mobile burgershop. Nu skal det vise sig, om det også fungerer i Brabrand:
”Den store forskel i forhold til tidligere er, at menukortet er bredere, og jeg anvender bedre og friskere råvarer. Man kan sige, at det er en opgradering af hele Café Brabrand-konceptet.
Selvom navnet er Burgershoppen, har han også meget andet end burgers på menuen. Målet er, at menukortet vil opleves som mere interessant end på en grillbar, mens stemningen helst skal være lidt mere uformel, end den man vil møde på en restaurant.
Rammerne er stadig den hyggelige café i Brabrandhallen. Det nye er –forhåbentlig – at folk i højere grad vil bruge stedet. Det gælder både idrætsanlæggets faste brugere og de mange, som ellers ikke kommer inden for i Brabrandhallen.
Åbningstiderne bliver nemme at huske: 16.30-20.30 alle ugens syv dage. Måske vil han holde længere åbent, hvis der er aktiviteter til det. Men i de nævnte tidsrum, kan man altid regne med at kunne få et sundt og nærende måltid mad.
Brug for flere besøg i hverdagene
Morten Sand lægger ikke skjul på, at økonomien er presset efter den lange corona-nedlukning, hvor forskellige kreative aktiviteter gav indtægter – men stadig ikke var i nærheden af det ret beskedne mål, han oprindelig havde sat sig.
Samtidig er det stort set umuligt for ham selv at dække de mange ugentlige åbningstimer. Derfor håber han, at der kan skabes en omsætning stor nok til at kunne dække lønninger til de ansatte, der skal passe stedet en del af tiden.
”Jeg er utrolig glad og stolt over den opbakning, jeg har oplevet i den første tid. Og jeg er stadig meget glad for mit arbejde. Nu krydser jeg bare fingre for, at folk vil komme og spise her.”