Maymi Asgaris boldkontrol og evner som freestyler fortsætter med at bringe hende nye oplevelser. I weekenden var hun inviteret til kvindernes Champions League-finale i Holland, hvor hun viste sine tricks for nogle af kvindefodboldens største stjerner.
Maymi Asgari huskes fortsat for sine boldtryllerier i Brabrand IF, hvor hun spillede, fra hun var syv år. Men det er hendes evner som freestyler med en fodbold, der for alvor har gjort hende kendt – ikke bare i Danmark men i store dele af verden.
Især via det sociale medie TikTok er den 24-årige freestyler blevet kendt verden over for sine artistiske tryllerier med fodbolden.
Næsten 600.000 følgere har hun nu på TikTok – og de kunne i weekenden opleve hende optræde for en række af kvindefodboldens største stjerner, blandt andre den dygtige engelske angriber Beth Mead, fra Arsenal, som blandt andet blev kåret som turnerings spiller ved det seneste EM for kvinder.
Også den hollandske landsholdsspiller Shanice Van De Sanden trykkede anerkendende Maymi Asgari i hånden efter et kort bold-show til Champions League-finalens afterparty.
”Hvis du for tre år siden havde fortalt mig, at min debut på TikTok ville resultere i, at jeg her, tre år senere, ville møde nogle af de største stjerner inden for kvindefodbold, og vise mine tricks og lave videoer med dem, ville jeg umuligt havde troet på dig,” skriver Maymi Asgari om weekendens oplevelser i Eindhoven.
Her slog FC Barcelona tyske Wolfsburg med 3-2 efter en utrolig spændende kamp. Og Maymi optrådte for stjernerne og de andre gæster ved finalens pre-event og afterparty. Et event hun aldrig nogensinde glemmer.
“Umuligt uden mine veninder”
På hendes profil asgari_freestyle på både Instagram og TikTok kan du se hendes videoer med Beth Mead, Shanice Van De Sanden og de andre stjerner og legender inden for kvindefodbold.
”Jeg har nok gennemset videoerne 100 gange siden, og jeg bliver så inderligt glad, hver gang jeg ser dem, for det minder mig om hvor langt VI er kommet,” skriver hun.
”Grunden til at jeg siger vi, er at intet af dette ville have været muligt uden mine veninder. De har lagt timer til at filme mig, vælge musik og lytte til mine videoer, rette mine tekster når mine engelske kompetencer svigter, lytte til mig når jeg stresser omkring mine visninger, og vigtigst af alt bare være der, når jeg har brug for ekstra støtte, fordi det virkelig ikke er nemt at være et offentligt ansigt på sociale medier.”
”Folk har mange meninger omkring en og ens levestil, og de er ikke altid positive. Folk venter på, at man dummer sig for at bruge det mod en. Folk glemmer, at der sidder et reelt menneske med følelser på den anden side af skærmen. Og de små har forventninger til én, der gør, at det er svært at have en dårlig dag uden for hjemmet,” fortæller Maymi Asgari.
Hele opslaget er en stor hyldest til de veninder, som har hjulpet hende hele vejen. Og samtidig en stor glæde over at have fået oplevelsen i Holland:
”Alt dette er worth it, når man opnår noget, der har været på ens bucket liste såå længe, og når man ser de små få et glimt i øjet af at se mig. Intet af dette ville være muligt uden mine veninder,” understreger hun.