
Møbelsnedkeri Kjeldtoft i Årslev arbejder sammen med de dygtigste designere, arkitekter og møbelvirksomheder i Danmark, men holder også af at udføre lokale opgaver. Lige nu er Gert Kjeldtoft og hans folk ved at færdiggøre nye borde til Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket.
De var blevet godt slidte og flossede i kanterne, bordene på Gasværket. Gennem næsten 20 år er de ofte blevet behandlet med hård hånd, når der i en fart skulle ryddes op efter en fest.
Da Gasværket samtidig har fået et ekstraordinært anlægstilskud fra Aarhus Kommune, var det tiden at få skiftet de borde ud. Og for Gasværkets bestyrelse var det oplagt at give opgaven til Gert Kjeldtoft og hans dygtige folk, fortæller formand Børge Bang.
Efter grundigt forarbejde har de 23 nye krydsfinér-borde skåret til, rundet og lakeret på værkstedet på Årslev Kirkevej. Gasværkets bestyrelse havde nemlig nogle særlige ønsker til udformningen:
De kan se, at bordene ofte bliver sluppet, så de dumper ned på kanten, og det slider ekstra meget på dem. For at øge holdbarheden på bordene ønsker de en skrå kant , og de har regnet ud, at en vinkel på præcis otte grader vil være den rigtige.
”De har tænkt på alt, må jeg sige. Det er virkelig fedt, at kunderne har en holdning og går op i tingene, det kan jeg også godt li´,” siger Gert Kjeldtoft, som selv er begejstret for en lidt nørdet og detalje-orienteret tilgang til møbelproduktion.

Et rigtig godt 2020
Han glæder sig i det hele taget over, at man på Gasværket bad en lokal virksomhed om at løse opgaven. Og det passede perfekt lige nu for den lille virksomhed med fire ansatte, der ellers har masser af bestillinger på især specialtilpassede møbler og inventar til både virksomheder og private.
”Vi har et hul lige nu, hvor der ikke sker så meget. Men ellers har vi ikke rigtig mærket noget til coronaen. Vi har haft et rigtig godt 2020, måske ligefrem med et lille plus opad. Især lige da folk blev sendt hjem, kunne vi mærke, at nu skulle der laves hjemmekontorer,” fortæller han.
”Jeg er da taknemmelig over, at de på Gasværket tænkte på en lille lokal virksomhed som vores. Og nu bliver det da endnu sjovere at tage ned til koncerterne på Gasværket, siger Gert Kjeldtoft.
De nye borde ventes klar til arrangementer på Gasværket efter påske.