Igen i denne uge er der fine musikalske tilbud i dit lokalområdet. Torsdag kl. 16.00 byder Folkehuset Brabrand på en koncert med medlemmer af Aarhus Jazz Orchestra, der spiller en hyldest-koncert til jazz-ikonet John Kirby. Han var en amerikansk jazz-kontrabassist og bandleder. Han ledede en kammerjazz-sekstet i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne, som scorede adskillige hitsange, herunder “Loch Lomond” og debutindspilningen af “Udecided“, en jazzstandard. Foruden originale John Kirby-numre vil koncerten byde på nye versioner af danske klassikere i Kirbys ånd. Arrangementet er gratis, men der kan købes kaffe og kage.
Torsdag fra kl. 16.30 inviterer foreningen Bazarjazz til en række koncerter i anledning af International Jazz Day. Blandt andet kan du opleve koncerter med tyrkisk-danske Hilal Kaya med Thorhan og engelske Zara McFarlane. Det foregår i Gellerup Kirke og på Gellerup Højskole. Billetter til fællesspisning og de to sidste koncerter koster 150,-. Køb billetter her.
Søndag fik Toveshøj besøg af SICK Project – og det var beboerne helt vilde med, skriver beboerformand Anett S. Christiansen på Facebook. “Fællesskabet smitter, især når vi bevæger os sammen. Jeg var især vild med fortællingen og de bevægelser, der hørte til. Temaet var klima, så vi fik samlet yderligere 5 kg affald ind i dag,” skriver hun.
Fodboldklubben Vatanspor vandt søndag en storsejr på udebane over Thorsager-Rønde IF i serie 1. 6-0 blev det efter en kamp, som Brabrand-holdet dominerede. Leorent Thaqi scorede til 1-0 allerede efter 3 minutter, hvorefter Abduljabar Cumar og Bleron Koliqi gjorde det til 3-0 inden pausen. Efter en time blev det 4-0 ved Mustafa Husseinzada, Tomas Gaita øgede til 5-0, og Egzon Kolici sluttede af få minutter før tid. Vatanspor er nu alene i spidsen for rækken.
Grimfest kunne i weekenden afsløre endnu et par navne til sommerens festival – rapperne Kundo og Gusto. Om Kunde skriver Grimfest: “Det er ikke enhver ung rapper med fødselsdag i dette årtusinde forundt at rende rundt med streamingtal i millionklassen i baglommen og at have markeret sig så eftertrykkeligt på den danske musikscene som Kundo.” Også Gusto har allerede godt fat i koncertscenerne med optræden i K.B. Hallen, Store Vega og Pumpehuset. “Melodramaet udspiller sig med caps lock-tasten i bund og masser af autotune, mens de tunge 808-beats og drømmende synthflader åbner for indre, dystre horisonter,” skriver Grimfest om Gusto.
Oliven Spejderne i Toveshøj har haft besøg af tandlæge Marwa Slim, som har undervist børnene i tandsundhed, og spejderne blev belønnet med et velfortjent mærke efter tandlægebesøg, eksperimenter og masser af grin, skriver Oliven Spejderne. “Forløbet blev rundet af med endnu en sjov gang med forsøg og aktiviteter om, hvordan man passer på sine tænder,” skriver spejderne på Facebook.
Søndag fik fodboldklubben ACFC endelig gang i pointhøsten i serie 1. På udebane i Hedensted blev det en storsejr på hele 5-1 over hjemmeholdet. Efter 1-1 ved pausen tog ACFC fat i anden halvleg, hvor holdet scorede hele fire mål. ACFC er nu næstsidst i rækken foran netop Hedensted.



