
Lokalpolitiet i Aarhus Vest uddeler stor ros til arrangører og deltagere i de mange demonstrationer til støtte for ofrene i Gaza, som beboere med palæstinensiske rødder i og omkring Gellerup har arrangeret de seneste uger.
Begivenhederne i Gaza har ramt mange beboere med palæstinensiske rødder i Gellerup hårdt, og mange har blandt andet engageret sig i indsamling af penge til nødstedte venner og familiemedlemmer, som stadig befinder sig i Gaza.
Der har ligeledes været et stort antal politiske manifestationer, hvor mange hundrede mennesker har deltaget i vandringer gennem Gellerup og ind til demonstrationer i Aarhus midtby.
Demonstrationerne har holdt politiet godt beskæftiget, men lederen af Lokalpolitiet i Aarhus Vest, politikommissær Klaus Hvegholm Møller, har kun positivt at sige om arrangører og deltagere:
”Jeg synes, demonstrationerne er forløbet rigtig fint. Vi har fået dem løst på en god måde, selvom der også er blevet gået på ringvejen og mange andre steder. Det har givet lidt trafikale problemer, men det er jo sådan, det er,” sagde Klaus Hvegholm Møller på sidste uges kvartalsmøde i Samvirket i Gellerup og Toveshøj.
Forholdsvis roligt i Gellerup
I løbet af de første demonstrationer var der problemer med unge deltagere, som skød med raketter og fyrværkeri, men det fik arrangørerne med politiets hjælp lukket ned for.
”Stor ros til dem, der har arrangeret demonstrationerne og fået deltagerne rettet ind, så deres centrale budskab kunne komme ud. Vi lever jo i en retsstat, hvor man har lov til at demonstrere og give udtryk for sine meninger. Det skal vi værne om,” sagde politikommissæren.
Han kunne samtidig fortælle, at der gennem hele efteråret har været forholdsvis roligt i Gellerup og Toveshøj. Politiet kan dog nu mærke, at de grupper af især unge, som ellers især færdes udendørs, nu på grund af kulden trækker indenfor i blandt andet Bazar Vest.
Derfor har politiet øget tilstedeværelsen i og omkring bazaren for at tage eventuelle problemer i opløbet.
Klaus Hvegholm Møller kunne dog fremhæve en anden udfordring, der stadig fylder meget i Gellerup-området: Brugen af de smertestillende piller, tramadol og dolol, der kan være stærkt vanedannende, er tilsyneladende stadig et betydeligt problem i lokalområdet. Det kan du læse mere om i denne artikel.