Siden 2021 har en gruppe 14-16-årige fra Gellerup sammen med jævnaldrende fra Bolivia og Uganda udforsket effekten af klimaforandringerne rundt om på kloden. Lørdag d. 18. juni kl. 10-15 inviterer de lokale unge til klimafestival på Verdenspladsen midt i Gellerup.
Når man er ung i Brabrand, kan man godt tro, at effekten af klimaforandringerne er lidt overdrevne. Ikke meget har endnu forandret sig her, hvor vi bor.
Men i projektet Unge i Grøn Dialog, som de 14-16-årige er en del af, har de fået åbnet øjnene for, at der andre steder i verden er store forandringer i gang. Tørke, oversvømmelser og hedebølger der gør det næsten uudholdeligt at opholde sig der, er en del af hverdagen.
Nu vil gruppen af unge naturformidlere i Gellerup, Junior Rangers, give nogle af deres erfaringer videre. Det sker ved Gellerup Klimafestival på lørdag d. 18. juni. Mellem kl. 10 og 15 inviteres børnefamilier og alle andre til at komme forbi Verdenspladsen, der ligger mellem bygningerne i Sports- og Kulturcampus på Karen Blixens Boulevard 23.
Naturvejleder i Verdens Skove, Sarina Møller, har været koordinator på projektet. Hun har oplevet, hvordan deltagerne gradvist har opbygget en forståelse for sammenhængene over landegrænserne.
”De forstår efterhånden, at det har betydning for klimaet, hvad de selv gør. For eksempel er de store bjerge af affald, de har set, ikke kun deres eget skrald i de lande – men et resultat af at vi sender tonsvis af skrald ned til dem,” siger hun.
Musikteater og kreative workshops
Gennem klimafilm, musikteaterforestillinger, parkvandringer, foredrag og kreative workshops med fokus på genbrug og bæredygtighed kan man lære om vedvarende energi, og hvordan man bedst passer på miljøet.
Junior Rangers, Gellerup Bibliotek, Information Vest og Verdens Skove står bag festivalen.
Blandt andet kan man i foyeren foran Gellerup Bibliotek se en 10 minutters film om de aktiviteter, gruppen af unge fra Gellerup, Bolivia og Uganda sammen har gennemført.
I bibliotekets lukkede gårdhave kan man køre med fjernstyrede biler, der er drevet af sol-energi. Desuden kan hele familien komme på vandring i Gellerups bypark Joops Have og høre om tankerne bag parken, hvor biodiversiteten har været et vigtigt mål.
På Verdenspladsen leverer Den Flyvende Prinsesse alias Dorthe Abrahamsen musikteater, hvor 4-9-årige børn og deres forældre kan lære om naturen.
Re:Art står for en workshop, hvor man kan være kreativ med genbrugsmaterialer, og endelig sørger Verdens Skove for Klima Talks.
Og når du bliver sulten og tørstig af al den snak om klima og bæredygtighed, så står et lokalt familienetværk klar med somalisk mad, manaish, kage og andet godt til rimelige priser.