Det blev en lang aften i Odder, inden Brabrands 2. divisionshold fik slæbt sig videre til næste runde af pokalturneringen. 6-5 lød cifrene efter en nervepirrende forlænget spilletid og straffesparks-konkurrence. Her blev målmand Can Dursun helten, der både reddede et forsøg fra Odder og selv scorede.
”Det var 120 minutter i benene, og vores hold havde brug for 120 minutter sammen for at lære hinanden bedre at kende og så videre.”
Sådan lød det fra Brabrands træner Tom Søjberg efter en dramatisk pokalkamp, hvor Odder, der normalt spiller to rækker lavere, viste sig som en jævnbyrdig modstander til et Brabrandhold under genopbygning.
Det er den type kampe, som Tom Søjberg holder af. Og tirsdagens kamp var ingen undtagelse:
”Jeg kan bare godt li´ at vi ryger i et drama og så trækker det længste strå til sidst. Det er den slags kampe, der giver hår på brystet. Når det så ikke lige kører fuldstændig, som man ønsker, så bliver man inde i kampen, og gør alt hvad man kan. Og så kan det være, at man trækker den hjem senere. Og det gjorde vi så i dag.”
Brabrand stillede op med hele seks debutanter, de to tilbagevendte, målmand Can Dursun og højre back Tobias Olesen, og kun tre, som også spillede i foråret: Forsvarsspillerne Daniel Lundholm, Simon Vesterbæk og anfører Michael K. Pedersen.
Mål-perle og gratis wienerbrød
Det kunne især ses i begyndelsen, hvor Brabrand havde svært ved at sætte ret mange afleveringer sammen. Omvendt slog Odder til allerede efter seks minutter, hvor Nicolai Johansen bragte hjemmeholdet foran efter en hurtig omstilling.
Gradvist kom Brabrand mere med og skabte flere chancer, inden Simon Vesterbæk fik publikum til at tabe underkæben med et brag af et hovedstød op i målhjørnet til 1-1.
Forarbejdet stod Tobias Olesen for, og han sørgede også for oplægget til et debutantmål kort før pausen, hvor holdets nye angriber Christoffer Maul bragte Brabrand på 2-1 lige inden pausen.
Mens spillere og træner talte om tingene i omklædningsrummet, bød den lokale bager på gratis wienerbrød, og der blev trukket lod om blandt andet smørrebrød til 16 personer.
Efter pausen så det ud til, at Brabrand havde kontrol over tingene. Men ikke helt – for efter flere halvsvage clearinger i Brabrands forsvar kom Odder midt i anden halvleg pludselig på 2-2.
Derefter kom et par af de garvede Brabrand-spillere, Kasper Andersen og Frederik Poulsen, på banen, og de var med til at lægge et godt tryk på Odder. Men det blev aldrig rigtig skarpt og farligt – og det gjorde det heller ikke i den forlængede spilletid. Derfor måtte der straffespark til.
Can Dursun blev matchvinder
Det startede nervøst, for Odders første spark røg langt over mål, og Kasper Andersens forsøg blev let klaret af Odders målmand. Derefter snuppede Can Dursun Odders andet forsøg – og derefter var Brabrand-spillerne sikkerheden selv.
Daniel Lundholm, Michael K. Pedersen og nytilkomne Jonathan Pilgaard scorede alle sikkert – og så kunne målmand Can Dursun afgøre det hele på det sidste spark. Med stor ro tog han bolden under armen, anbragte den på pletten og sparkede den fladt i mål. 6-5 til Brabrand.
Glade ansigter, knyttede næver og et ekstra kram til mange af de nye! Det nye Brabrandhold er i gang – og er med i hatten, når der trækkes lod til anden runde i årets pokalturnering.
Og forude venter en ny udfordring i form af det tidligere superligahold, Esbjerg fB, der står klar på /domis park lørdag kl. 14.00.
Vatanspor vandt over Lyseng hjemme i Sødalen
Også jyllandsserieholdet Vatanspor spillede tirsdag aften pokalkamp. Til kampen mod 3. divisionsholdet Lyseng kunne Vatanspor vende tilbage til banen ved Sødalskolen. I et halvt år har klubben været i eksil på kunstgræsbanen i Gellerup, mens Aarhus Kommune endnu en gang forsøgte at gøre banen ved Louisevej mere jævn.
”Efter så lang tid bliver det magisk at vende hjem. Der bliver grill og god stemning til kampen,” lovede klubben i et Facebook-opslag, hvor man også stillede ”Danmarks bedste stadion-kebab” i udsigt.
Det blev et herligt gensyn med de kendte rammer, hvor den klassiske Vatanspor-stemning igen var på plads.
Og allerede efter fem minutters spil kom holdet forn, da Lysengs Marco Kruse uheldigvis kom til at sende bolden i eget mål. Og efter 34 minutter kunne Vatanspors Marcus Kalala fordoble føringen.
Med blandt andre de erfarne tidligere professionelle spillere Kenan Hajdarevic og Sanel Kapidzic på holdet lykkedes det Vatanspor at holde føringen kampen ud. Det betød naturligvis højlydt fejring af sejren i omklædningsrummet på ægte Vatan-vis. Du kan se en video af sejrssangen her.
”Vi spillede en fremragende kamp, og alle var fokuserede på at levere en Vatan-værdig indsats,” lød klubbens egen opsummering på Facebook efter sejren.
Vatanspor er hermed ligeledes klar til anden runde i pokalturneringen. Og så går det ellers løs i jyllandsserie 1, hvor Vatanspor lørdag gæster Hobro IK.