For halvandet år siden solgte Lars Christian Schmidt Brabrand Fysioterapi til to unge kolleger, Sönke Bohlmann og Benjamin Laugesen, og glæder sig over at være fri for at lave regnskab og alt det andet praktiske arbejde. Nu kan han koncentrere sig om det, han er god til: At behandle komplekse tilfælde af ryg-, bækken og nakkesmerter.
I 15 år var Lars Christian Schmidt indehaver af Brabrand Fysioterapi, men et trafikuheld i slutningen af 2015 betød, at han besluttede at afhænde klinikken.
Han var på vej på cykel ind mod Aarhus, da han blev påkørt af en venstresvingende bil. Han brækkede tre nakkehvirvler og var fikseret i tre måneder, hvor han intet kunne lave.
Gode kolleger sørgede for, at Brabrand Fysioterapi kunne fortsætte behandlingerne, mens han var syg. Gradvist kom han tilbage, men havde fortsat reduceret arbejdsevne. Han besluttede, at tiden var kommet, hvor han skulle give klinikken fra sig.
”Det tager sin tid for sådan en halvgammel krop at komme op igen, men jeg fungerer da næsten fuldt ud igen. Jeg har stadig lidt gener fra påkørslen, men det er småting, set i forhold til at det kunne have kostet mig førligheden.”
58-årige Lars Christian Schmidt glæder over at være tilbage i Brabrand Fysioterapi, som han drev i mange år, men for halvandet år siden afhændede til to unge fysioterapeuter, Sönke Bohlmann og Benjamin Laugesen.
Lettelse at være fri for udenoms-opgaver
Han glæder sig over, at de to nye unge indehavere af Brabrand Fysioterapi er kommet godt i gang, og at han fortsat kan komme i huset som lejer.
”Det er en stor lettelse for mig ikke mere at have alle de udenoms-opgaver. Jeg kommer her for at behandle patienter. Det er det, der interesserer mig. Det er dejligt, at jeg ikke mere skal forholde mig til rengøring, indkøb, regnskab og den slags.”
Han kan nu koncentrere sig om det, han er allerbedst til: At tage sig af de mere komplekse tilfælde af smerter i nakke, ryg og bækken. Når læger og fysioterapeuter er kørt fast og ikke føler at de kan finde forklaringen på patienternes mere komplekse problemer, så ringer de til Lars Christian Schmidt. Vil han måske kigge på det?
Erfaringerne fra snart 30 års arbejde fornægter sig ikke. Samtidig har han udviklet evnen til at kunne bruge sine hænder til at mærke de små fysiske ændringer, der kan være skyld i store smerter.
Giver erfaringer videre på kurser
I 1991 blev han uddannet fysioterapeut og har gennem hele sit faglige liv bygget ovenpå med kurser, samtidig med at de mange år ved briksen har givet en stor praktisk erfaring, især når det gælder behandling af bækken, rygsøjle, arme og ben.
”Det tager mange år at lære at bruge sine hænder rigtigt. Man skal lære at mærke de små forskydninger, der kan betyde noget for, hvordan kroppen fungerer. Det har jeg jo arbejdet med i snart 30 år.”
Han holder jævnligt korte kurser og workshops og inviterer en lørdag i maj kolleger til at høre om hans erfaringer med behandling af bækken-smerter.
”Gennem årene har jeg gjort mig nogle erfaringer, jeg gerne vil give videre. Det er jo lidt dumt, hvis den viden går tabt.”
Behandlinger og øvelser
Fysioterapeutens arbejde består overordnet set af to hovedelementer: Den fysiske behandling med hænderne og at give patienten de rette øvelser, så vedkommende kan træne derhjemme.
”Jeg oplever, at yngre fysioterapeuter ofte prioriterer at give øvelser til patienterne og i mindre grad lægger vægt på den manuelle behandling. Det synes jeg er meget ærgerligt for faget”, siger han.
”Nogle fysioterapeuter er måske bange for, at patienterne ikke aktivt tager del i behandlingen. Men det er ofte lettere at træne hensigtsmæssigt, hvis man har fået nogle behandlinger af fysioterapeuten først”.
Nærvær og tid til patienterne
Han glæder sig over, at de to nye unge indehavere af Brabrand Fysioterapi har været i stand til at bevare den gode grundstemning i huset.
”Nu har jeg gået og arbejdet på det her sted i så mange år, og så vil jeg gerne have, at det kan fortsætte i samme ånd. Det drejer sig om nærvær og om at tage sig tid til patienterne. Folk synes, det er et rart sted at komme.”
I øjeblikket kommer han til Brabrand en gang om ugen. Han arbejder uden for sygesikringen, hvilket betyder, at han kan tage patienter ind, som han vil.
Han er flyttet til Djursland, hvor han derhjemme også har en fysioterapi-klinik. Desuden er han en dag om ugen i sundhedshuset i Hjortshøj. Endelig har han i en årrække stået for en virksomhedsordning i Agro Food Park, hvor han giver behandlinger og tager sig af arbejdspladsjusteringer.