I de kommende uger bliver det afgjort om den succesfulde kiosk, Æblehaven ved Brabrand Sø, kan fortsætte. Indehaver Sebastian Kromann, håber, at Aarhus Kommune vil forlænge den tre-årige tilladelse. Men naboer i Haveforeningen Søvang ønsker Æblehaven lukket.
Brabrand har fået et nyt mødested. Siden Sebastian Kromann første gang under corona´en i sommeren 2020 åbnede sin kiosk på skråningen vest for Haveforeningen Søvang, er folk strømmet til – hovedsagelig som gående eller cyklende ad Brabrandstien.
I 2021 gik Aarhus Kommune med til en tre-årige tilladelse, selvom den naturskønne skråning ligger mindre end 150 meter fra Brabrand Sø. Det krævede en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens paragraf 16.
Indehaver Sebastian Kromann søgte i efteråret Aarhus Kommune om en forlængelse af tilladelsen til at drive ishuset, der er opbygget af to 20 fods containere med en overdækning til kunderne. Og det så længe ud til at ville gå ret problemfrit:
”Aarhus Kommune, Byggeri, er indstillet på at forlænge den midlertidig tilladelse, med yderligere 3 år,” skrev embedsmændene 4. december.
Men Æblehaven har tilsyneladende aktive modstandere på den anden side af hækken. Vores Brabrand har fået indsigt i en række høringssvar, hvor kolonihave-beboere er stærkt kritiske over for den måde, Æblehaven bliver drevet på:
”Vi naboer opfordrer til at erhvervsformål ophører senest ved den midlertidige
tilladelses udløb i april 2024,” skriver otte kolonihave-beboere i et fælles høringssvar.
Også haveforeningens bestyrelse er stærkt kritiske over for en forlængelse af tilladelsen:
”Haveforeningen Søvang har svært ved at se positivt på Æblehaven, når der foregår så mange markante overskridelser af den midlertidige tilladelse. Det må starte med, at de ulovlige aktiviteter ophører, før der kan overvejes at give en forlængelse,” skriver formand Jesper Nymann på vegne af bestyrelsen i et andet høringssvar.
Oplever kraftigt stigende trafik
Allerede da Æblehaven i 2021 fik den tre-årige tilladelse, udtrykte Haveforeningen Søvang bekymring for adgangen til området, og den støj, det kunne medføre.
Formand Jesper Nymann skriver i det nye høringssvar, at foreningens bestyrelse havde forventet, at tilladelsen kun ville være tre-årig og havde set frem til, at området derefter ville overgå ”til rekreative formål i form af kolonihaver”.
”Vi står nu overfor en forlængelse, som vi ikke havde forventet,” skriver han.
”Rigtig mange mennesker er glade for æblehaven også blandt haveforeningens medlemmer. Hvis det blot kunne være et ishus til 12 siddende gæster og være afgrænset til matrikel 13bu, ville generne være meget mindre for haveforeningen Søvang.”
Kolonihavefolket oplever, at Æblehaven er ved at udvikle sig til et ”eventsted” og klager over, at Sebastian Kromann afholder arrangementer på området, selvom det ligger uden for tilladelsens rammer.
De mener, at ”den omfattende erhvervsudvikling”, som de kalder det, på de to matrikler, Æblehaven omfatter, 13bu og 13s, giver store gener for haveforeningen på en række punkter:
- En kraftig stigning i trafik fra udefrakommende gæster til Æblehaven, og folk der vil ned til Brabrandstien
- Levering af varer og erhvervstrafik til Æblehaven
- En stor stigning af udefrakommende og for høj fart på Sylbækvej fra gæster, håndværkere og varelevering til Æblehaven
- Parkering på haveforeningens parkeringspladser.
- En kraftig stigning i anvendelsen af haveforeningens fællesarealer og øget brug af deres private legeplads
- En stigning i støj i de haver der ligger tæt på.
Haveforeningen Søvang klager desuden over, at Sebastian Kromann har istandsat en tidligere garage, der for mange år siden blev etableret af en lokal vognmand, og som naboerne mener er ulovligt opført.
Yoga og fællesspisninger
Sebastian Kromann skriver i sit svar på klagerne, at han ønsker at udvikle det gode naboskab til Søvang:
“Vi har etableret et sted, som længe har været manglet og som folk i lokalområdet nyder stor gavn af. Mange beboere i H/F Søvang har meget positive tilkendegivelser over for os og er faste gæster, men vi er også bekendte med, at der blandt nogen er bekymringer.”
Han mener ikke, at Æblehaven er blevet et ”eventsted”:
”I de små tre år vi har eksisteret, har vi haft to arrangementer der begge er sluttet kl. 22. Derudover har vi hver sommer haft gratis yoga i vores have, hvor man ved regnvejr har brugt vores garage, og så har vi haft beboere fra ældrecentre på besøg med gratis kaffe/kage og fællessang,” skriver han.
”Vi påtænker ingen ekspansion, men håber at kunne holde arrangementer såsom yoga, fællesspisninger og lignende arrangementer, der bidrager positivt til det omgivende lokalsamfund.”
I klagerne fra Søvang vurderes det, at Æblehaven har etableret over 100 siddepladser på skråningen – langt over de 12 siddepladser, der er givet tilladelse til.
Sebastian Kromann er dog uenig i den måde at gøre det op på:
”Jeg har aldrig haft over 12 siddepladser i kiosken. Der er en permanent bænk på vestsiden med plads til 3-4 personer, og ofte står der en løs bænk mod øst med plads til 3 personer. Det er helt i overensstemmelse med den givne tilladelse.”
Sebastian Kromann fastholder, at bordbænkesættene på græsplænen som havemøbler ikke er reguleret i tilladelsen.
Trafik nødvendig for driften af Æblehaven
Æblehavens indehaver kan ikke genkende billedet af en kraftigt stigende biltrafik ad Sylbækvej gennem kolonihave-foreningen:
”Helt som forventet kommer de fleste gæster på cykel eller gåben via Brabrandstien. Der kommer vareleveringer, skraldetømninger og andet som er nødvendigt for driften af Æblehaven, kørende via Sylbækvej,” skriver han.
Sebastian Kromann opfordrer samtidig til en ”lovliggørelse” af Sylbækvej og brugen af den og tilføjer, at han gerne bidrager til, at vejen bliver et trygt sted for alle.
”Det er Æblehavens fornemste opgave, at skabe et godt sted at være for vores gæster i flotte rammer og i pagt med naturen,” slutter han sit høringssvar.
Det er endnu uafklaret, om indsigelserne fra haveforeningen ændrer Aarhus Kommunes grundlæggende indstilling, at Æblehaven kan få forlænget den midlertidig tilladelse med yderligere 3 år.
Hvis det sker, vil tilladelsen dog kun løbe, indtil der evt. vedtages en ny lokalplan for hele det område, der af byudviklings-virksomheden kaldes Åby Vest og blandt andet omfatter det tidligere Brabrand Mejeri, skriver Aarhus Kommune.
Herefter vil der ligeledes blive lavet en særlig lokalplan for området, der omfatter Æblehaven.
Læs også: