Der findes ikke affald – det handler bare om at se nye muligheder i det andre smider ud! Det er afsættet for Tom Andresen, som i sit værksted på Brabrand Skovvej designer og producerer boliginteriør af kasserede materialer. Han spår en stor fremtid for upcyclede produkter.
Lounge-stole og puffer skabt af brugte bildæk betrukket med kaffesække eller skind fra kasserede sofaer. Bænke med sæder af brugte sikkerhedsseler. Knagerækker lavet af fjedre fra sengebunde og sofaer.
Alt sammen er det eksempler på produkter udviklet på Tom Andresens værksted på Brabrand Skovvej som resultatet af kreativ tænkning kombineret med et godt håndelag og en stor kærlighed til bæredygtighed.
REdone hedder virksomheden, hvor han realiserer visionen bag upcycling: At kasserede brugsting ikke er affald, men rent faktisk har en reel værdi, og at man kan finde ny anvendelse for materialer, der oprindeligt var skabt til et helt andet
formål.
Interessen for bæredygtighed
Allerede da han var dreng, havde han et godt øje for udnyttelse af de ting, der var gået i stykker og var blevet kasseret. Det var længe før ordet upcycling overhovedet var opfundet, at han omdannede en gammel hårtørrer til en sæbeboble-maskine og skabte en lampe af kasserede mikrofonholdere.
Og interessen fortsatte ind i voksenlivet. Da drengene var små lavede han blandt andet en selvkørende gokart til dem af stellet fra en gammel trillebør og en kasseret batteri-rundsav.
”Mange af de ting vi køber i dag, er produceret ude i Østen. De er ofte billigere og af en dårlig kvalitet, hvilket bevirker at vi ikke har nogen kvaler med at skille os af med dem, når de går i stykker, eller når vi bliver trætte af dem. I stedet for altid at producere nyt helt fra bunden, arbejder jeg ud fra devisen, om ikke det er muligt bruge nogle af de ressourcer, der allerede er tilgængelige”.
Tom Andresen skaber nu unikt boliginteriør i et tidløst og holdbart design, der kan tåle at blive brugt mange år frem i tiden.
”Man kan godt sige at jeg er med-designer på produktet: Jeg får meget forærende i kraft af den form, materialerne har. Det er her jeg henter rigtig meget inspiration. Alligevel kræver det stor kreativitet og ofte også søvnløse nætter at videreudvikle til det endelige produkt”.
Toppen af en coladåse var løsningen
Han nævner lampen REflect som et eksempel: Inspirationen til lampen hentede han i krogen på en tøjbøjle. Der skulle bruges brugte hjul-eger og bremsedele fra en cykel samt noget egetræ til foden – men hvad med lampeskærmen? Pludselig
en nat vågnede han, og så var den der: Bunden af en brugt sodavandsdåse ville være helt perfekt.
”Jeg kan allerbedst li´ den del af processen, hvor jeg “opfinder” på de nye designs. Ideerne kommer som en del af en tankestrøm. Der farer som en filmstrimmel gennem hovedet, og så er det med at gribe billederne i farten. Min hjerne er nok lidt mere skæv end så mange andres.”
Fra cykelslanger til sikkerhedsseler
Det hele startede for omkring otte år siden, da hans kone kom hjem med en opslagstavle skabt af flettede cykelslanger over et malerlærred. Han så dog helt andre muligheder i cykelslangerne, nemlig som sædet på en bænk – og han gik
straks i gang med at konstruere og designe én.
Det gav mod på mere, så han udtænkte og designede flere produkter baseret på den samme tankegang: Kan man tilføje ny værdi til materialer, der ellers ville blive betragtet som affald?
Bænken er løbende blevet videreudviklet, og cykelslangerne er nu blevet erstattet med smukt flettede sikkerhedsseler fra skrotbiler.
Et upcycling varehus
Ideen til de karakteristiske knagerækker kom helt tilfældigt, da han var i gang med at designe puffen REtire. Der skulle bruges noget skind fra kasserede sofaer, og lige da han skulle til smide resterne af sofaen ud, åbenbarede sig de fineste fjedre.
“Efter kort tids granskning havde jeg et helt nyt og genialt produkt, nemlig knagerækken REcurve. Selvom den kun tog 10 minutter at udvikle, er det indtil nu mit bedst sælgende produkt”.
Upcycling: at tilføje ny værdi til en ting, man ellers ville betegne som affald, for eksempel ved at genopfinde det som et nyt eller en del af et nyt produkt.
”Men det gør alligevel rigtig ondt ikke at kunne anvende hele sofaen, for der er stadig rigtig mange brugbare ressourcer i den”.
Han drømmer derfor om en dag at kunne etablere en slags varehus for upcyclede produkter, hvor man kunne samle en gruppe upcyclere med forskellige professioner, som sammen vil kunne udnytte meget mere af de kasserede materialer i nye sammenhænge.
“I samarbejde med et affaldsselskab, der kunne levere materialerne, ville et par håndfulde fagfolk med ”kringlede hjerner” kunne skabe i massevis af spændende nye produkter”, siger han.
”Markedet vil vokse eksplosivt”
”Jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal blive et stort marked for upcycling. I løbet af de næste fem år vil det vokse eksplosivt. Det er kun et spørgsmål om, at branchen bliver synlig nok. Det giver ingen mening at bruge klodens sparsomme ressourcer på at fremstille en knagerække fra bunden, når der ligger værdifulde ressourcer og venter på dig”.
Der er dog en central udfordring: At finde egnede afsætningskanaler – både fysiske butikker og webshops – som er villige til at forhandle upcycling-produkter. I øjeblikket afsætter han sine produkter gennem udvalgte butikker i Jylland og på webshoppen Weensu.
Enkle konstruktioner
”Det er i virkeligheden ikke så avanceret. Jeg forsøger at holde konstruktionerne på et forholdsvis enkelt niveau. Det betyder at jeg ikke er tvunget til at investere i et dyrt produktionsapparat, og dermed ikke er så sårbar over for konjunktursvingninger”.
Eksempelvis har han selv konstrueret værktøjet til at bukke cykelegerne til lampen REflect. Det har ikke kostet ham andet end den tid, der er brugt på at udtænke den. Det er én de processer, han holder rigtig meget af.
Indtil nu kan det eksisterende produktionsapparat og tiden godt følge med efterspørgslen, men det er meningen at dele af produktionen med tiden skal outsources til mindre virksomheder og “hjemmesyersker”, forstået på den måde at han planlægger at involvere lokalsamfundet i produktionen, og dermed give meningsfyldt arbejde til mennesker, der eksempelvis står uden for det normale arbejdsmarked.
”På den måde kan jeg bruge min tid på produktudvikling, som er den del af processen jeg holder allermest af, og i virkeligheden mestrer allerbedst.”
Du kan finde REdone her.