I mange år levede han sit liv som soldat i højeste alarmberedskab i verdens brændpunkter. Nu forsøger 45-årige Henrik at finde fodfæste i den danske hverdag igen, og her har Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej været en afgørende faktor.
Han har været udsendt til højspændte områder ad tre omgange. Tilbage i 1994-95 var han med Den Internationale Brigade i Kroatien, hvor der var borgerkrig på det tidspunkt. I 1998 var han udsendt til Bosnien. Og to år senere igen gik turen til Eritrea og Etiopien som en del af FN´s udrykningsstyrke SHIRBRIG.
Efter perioderne som udsendt blev han ansat i Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp til at arbejde humanitær minerydning, og det bragte ham over en periode på syv-otte år til Eritrea, Afghanistan, Nord- og Sydsudan. Desuden har han også haft opgaver for FN med kvalitetskontrol af minerydning.
Efter en voldsom tid i Sydsudan kom han til Kenya, hvor der var fred og ro. Men så kom de stille timer.
”Jeg kunne slet ikke klare det. Der var ingen projekter, der holdt mig i gang. Jeg fandt ud af, at det hele havde været en flugt fra uroen i kroppen. En flugt fra PTSD. Men der var ikke flere steder at løbe hen,” fortæller Henrik, som ikke ønsker sit efternavn med i artiklen.
”Jeg kæmpede med mareridt, kunne ikke sove. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det sådan. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg. Jeg blev bange for at møde andre mennesker og trak mig ud af aftaler. Hellere sidde på værelset og spise kogt pasta end at gå ned og handle.”
Familien hjemme i Danmark troede at alt var fint. Men under en telefonsamtale med sin søster brød han sammen, og hun fik ham til sidst overtalt til at komme hjem til Danmark.
Det helt rigtige sted
I september 2018 satte han fødderne på dansk jord igen. Og straks meldte spørgsmålene sig. For eksempel: Hvor skulle han bo? Hans søster introducerede ham for ”noget der hedder veteranhjem” og tog ham med til Jylland for at se på Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej.
”Jeg havde kun været her i knap to minutter, da jeg kiggede over på min søster: Det her var det helt rigtige sted! Jeg kunne mærke den soldaterånd, der er her – fuldstændig ligesom i forsvaret, bare uden uniform og våben. Jeg kunne mærke, at jeg slappede mere af. Jeg følte mig straks hjemme.”
Han fik tilbudt en af de seks sengepladser og fik straks hjælp til at få Nem-ID og sundhedskort. Han var nu formelt set medlem af det danske samfund igen. Kroppen var stadig i alarmtilstand, men han begyndte at kunne sove nogle få timer om natten.
”Jeg vil ikke sige, at det blev bedre – men jeg fandt virkelig roen her. Andre steder ville jeg sikkert være blevet betragtet som skør. Men her var folk, der forstod, hvordan jeg havde det. Jeg havde det stadig ikke godt med for eksempel at gå ud og handle. Men så snart jeg var inden for døren blev det bedre: Her var mit helle. ”
Ingen tvivl – det var PTSD
”Det bliver værre, før det bliver bedre,” lød beskeden fra de erfarne veteraner og eksperter omkring ham. PTSD slipper man ikke bare lige af med.
”Jeg svarede hele tiden, at jeg ikke havde PTSD. Jeg ville ikke tro på det. Jeg var ikke klar til at sætte navn på det – havde det bare ikke godt. Jeg troede stadig, at jeg bare lige skulle ind og snakke med en psykolog – og hurtigt ud igen.”
På veterancentret i Ålborg kom han til en visiterende samtale – og få dage efter var beskeden klar. Eksperterne var ikke i tvivl om, at han havde PTSD. Han blev indstillet til et forløb på regionshospitalet i Skejby.
”Det forløb er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg blev udsat for en vild følelsesmæssig rutsjetur. Det var sindssygt svært. Jeg blev meget syg aftenen før, jeg skulle til samtale med psykologen. Jeg kastede op og oplevede voldsom angst. Jeg var fuldstændig ødelagt. Men de havde ret: Det skulle være værre, før det kunne blive bedre.”
Henrik kan nu se, at forløbet var nødvendigt. Men han mener samtidig, at de trygge rammer på Midtjyllands Veteranhjem har været halvdelen af behandlingen. Her vidste de, hvordan han havde det og accepterede de ”særheder”, der fulgte med. For eksempel hans utilpashed ved at være sammen med mange mennesker.
Integrationsydelse og kravet om danskkursus
Der ventede flere udfordringer. Ikke mindst kampen for en offentlig ydelse han kunne leve af, mens han kom til kræfter.
”Jeg har aldrig været på nogen form for offentlig forsørgelse. Og pludselig skulle jeg møde op på noget, de kaldte et ydelseskontor. Det var næsten som at være i forsvaret igen. Sagsbehandleren sagde dårligt nok hej… Jeg skulle udfylde et skema, men faldt uden for alle bokse. Jeg kunne kun udfylde dato og navn.”
Sagsbehandleren kunne tilbyde Henrik integrations-ydelse. 5100 kroner om måneden. Han kunne få 1400 kroner mere, hvis han kunne dokumentere, at han havde bestået danskprøve 2.
”Hun var seriøs. Jeg prøvede at få fat på min 10. klasses afgangseksamen, men efterskolen havde haft vandskade. ”Så skal du på danskkursus,” sagde hun. Heldigvis gik Forsvaret ind og bekræftede, at jeg godt kunne snakke dansk…”
En umulig situation
Med 6500 kroner om måneden gik han på jagt efter en bolig – og det gik hurtigt op for ham, at det var stort set umuligt at klare sig for integrationsydelsen.
Han fandt et sted i Skødstrup til 4900,- om måneden inklusiv forbrug. PTSD-venligt med mulighed for at overskue, hvad der sker omkring ham. Et perfekt sted at kunne trække sig tilbage og være sig selv.
I mellemtiden var dansk-tillægget forsvundet igen, så han var nede på 5100 kroner om måneden. En umulig situation – så noget måtte der gøres.
Han var fortsat i gang med sit PTSD-forløb, men trods advarsler fra eksperterne gik han på jagt efter et job. En anden veteran skaffede ham plads på et 6 ugers vagtkursus og et efterfølgende job i Securitas. Selve kurset var en overvældende opgave, der sugede al energi ud af ham. Men han kom igennem det og er glad for sit arbejde.
”Som at være udsendt igen”
Henrik kører patruljevagt. Han kører ud og lukker virksomheder ned for natten. Når der lyder en alarm, kører de straks til stedet. Som regel er det fejlalarmer, men adrenalinen kører rundt i kroppen. Det er næsten som at være på mission igen.
”Min læge siger, at jeg er helt normalt fungerende – hvis jeg var i Kroatien. Højt alamberedskab, man er på – ser trusler og farer. Der passer jeg rigtig godt ind. Men jeg kan godt mærke, at det ikke er sundt for mig.”
”Det jeg gør lige nu er ikke holdbart. Jeg arbejder i bund i øjeblikket og er så udmattet, at jeg ikke kan mærke min egen krop – der er en regning der skal betales. Jeg er så udmattet. Jeg ved godt, at der skal være en balance i det, men jeg er nødt til at arbejde. Jeg kan ikke sige nej….”
”Det er lidt som at være udsendt igen, hvor jeg hele tiden gør mig klar til næste opgave. Jeg har lige spist, ryddet op, så skal jeg sove lidt, og så er der en ny operation i morgen.”
Regningen skal betales
Han er klar over, at PTSD-behandlingen ikke er færdig, og at han er nødt til at genoptage den. Man kommer aldrig af med sygdommen, men man kan lære at leve med den.
Han ved, at det bedste for ham ville være et fleksjob. Det ville gøre det muligt at arbejde færre timer om ugen og stadig kunne leve et selvstændigt liv og samtidig have mulighed for at betale børnepenge til sin datter på Sjælland.
Han ser andre soldater, som sidder fast uden økonomiske muligheder for at kunne leve et selvstændigt liv. Det ønsker han så meget, at han er klar til at sætte sit helbred på spil for det.
”Nu har jeg smagt på, hvad det vil sige at være på integrationsydelse. Min motivation er, at det skal jeg bare ikke igen. Men jeg ved godt, at der er en regning, der skal betales!”
Veteranhjem Midtjylland er i øjeblikket under renovering, og alle aktiviteter foregår i øjeblikket i opsatte pavilloner. Men arbejdet ventes afsluttet inden jul.
