Selvom en stadig større del af omsætningen kommer fra webshoppen, satser interiørbutikken KAiKU fortsat på den fysiske butik i den tidligere maskinfabrik på Langdalsvej 46. Indehaver Dorte Hansen tror på, at en god atmosfære og en grundig personlig betjening vil bære KAiKU igennem i et presset marked.
Når man åbner døren til den tidligere maskinfabrik øverst på Langdalsvej, træder man ind i et slaraffenland for folk, som er interesseret i interiør og funktionelt design. Her kan man gå på jagt efter det helt rigtige inden for boligindretning, livsstilsprodukter og gaveideer.
Som i resten af detailhandelen overtager webshoppen også hos interiør- og designbutikken KAiKU en stadig større del af omsætningen. Men indehaver Dorte Hansen lægger ikke skjul på, at hun og det øvrige personale nyder at møde kunderne ansigt til ansigt og hjælpe med at finde det helt rigtige produkt.
”Vi vil rigtig gerne have, at folk kommer ind i vores butik. Og der kommer faktisk kunder kørende fra det meste af landet. De har typisk fundet os via webshoppen, og har så opdaget at vi også har en butik.”
Hun mener, at det blandt andet har noget at gøre med, at mange gerne vil fornemme tingenes kvalitet i virkeligheden og eventuelt røre ved dem. Og så er godt kunsthåndværk i det hele taget blevet moderne igen.
Ikke alene er der gratis kaffe og the til kunderne, men de kan også regne med en grundig og venlig betjening. Det betyder, at nogle vælger at bruge op til et par timer på at gå rundt i det store butikslokale.
At mange kunder stadig værdsætter den personlige betjening, kan man hos KAiKU efterfølgende aflæse af de mange positive bemærkninger på Trustpilot. Dertil kommer, at KAiKU i 2017 blev nomineret til titlen som Byens Bedste i kategorien ”shopping for kvinder”.
Åbnede butik i 2007 – i København!
KAiKUs historie går tilbage til 2007, hvor Dorte Hansen efter mere end 20 år i løn- og personaleafdelingen i det daværende Aarhus Amt var klar til at prøve noget helt nyt.
Hun havde stor kærlighed til det finske design-mærke Marimekko og fik af finnerne lov til at åbne en butik med virksomhedens produkter. Men det skulle være et andet sted end i Aarhus, hvor der allerede fandtes en Marimekko-butik.
Hun fik sin dengang 19-årige halvsøster Stine med i projektet, og sammen fandt de et lille butikslokale tæt på Strøget i København.
Mens Stine tog sig af butikken i København, kastede Dorte sig over opbygningen af en webshop. Den gang var onlinesalg knap så almindeligt som i dag, men den del af forretningen voksede hurtigt og er i dag et stadig vigtigere element.
Flyttede ind på Langdalsvej i 2014
Efter nogle år fik de brug for mere plads, og Dorte Hansen gik på jagt efter nye lokaler i Brabrand-området, hvor hun har boet det meste af sit voksne liv. På Langdalsvej 46 fandt hun, hvad hun søgte:
Smedens gamle værksted i den tidligere maskinfabrik havde præcis det rustikke udtryk, hun kiggede efter. Og her var samtidig masser af plads, og det var let at parkere. Der ventede dog en stor og langvarig arbejdsindsats, inden KAiKU i 2014 kunne flytte ind.
Da hendes søster i 2015 ønskede at stoppe for at læse til socialrådgiver, lukkede de butikken i København, og Dorte Hansen blev eneejer.
”Vi arbejder meget med hjertet”
Tilbage i 2009, da KAiKU havde drevet den lille butik i København i to år, tog udviklingen en drejning, der har præget virksomheden hele vejen op til i dag.
Marimekko i Danmark fik en ny direktør, som ønskede, at virksomheden selv skulle åbne en butik i København, og kort efter valgte man at stoppe aftalen med de århusianske søstre.
”De fyrede os som forhandlere. Vi følte os smidt ud til højre, og så stod vi der og vidste ikke hvad skulle gøre. Men vi besluttede, at når de bundlinje-tænkende mænd ikke ville os, så ville vi i stedet søge samarbejde med kvinde-ejede brands, som var drevet af gode mennesker, som vi kendte og kunne li´.”
Hun nævner mærker som Ferm Living, House Doctor og Karmameju, som KAiKU alle indledte et tæt samarbejde med.
”Det har fulgt os lidt, selvom vi nu er, hvor vi er, at vi stadig ikke kigger ret meget på tal. Vi arbejder meget med hjertet,” siger hun og understreger, at der dog i dag er en del leverandører ledet af mænd.
”Men vi vil stadig gerne selv finde vores leverandører, og vi undersøger som regel grundigt, hvad det er for nogle mennesker, der står bag produkterne. De må ikke være for smarte – det er vi nemlig ikke.”
Hun har nu et stort netværk i branchen, hvor hun sidder med i bestyrelsen for den store årlige design- og interiørmesse Formland.
”Vi er af sted på messer to gange om året, og desuden finder mine medarbejdere ofte sjove og spændende ting via sociale medier. Vi køber ofte ind ud fra, hvad der lige rammer os.”
Som én stor familie
De cirka 25 ansatte hos KAiKU har mange forskellige uddannelser og job-erfaringer, men mange har det til fælles, at de efter ofte turbulente år på arbejdsmarkedet har fundet roen på Langdalsvej 46.
Mange har først været i virksomhedspraktik, og når kemien har været rigtig, er det endt med fast ansættelse. En del er i fleksjobs og har mellem 4 og 12 timer om ugen, alt efter hvad de føler, de kan klare.
Også Dorte Hansens mor og svigermor er en del af arbejdet i KAiKU, og hendes mand og døtre tager også en tørn, når der er brug for det.
”Vi er som en stor familie. Naturligvis kan bølgerne også gå højt her, men vi forsøger at passe godt på hinanden”.
Nej tak til Black Friday
I KAiKU mærker de også, at detailhandelen er presset, og priserne ofte er dikteret af nærmest uendelige udsalgs-kampagner. Som andre steder forsøger kunder at presse priserne med argumenter om, at de kan købe produkterne billigere på nettet.
Men Dorte Hansen går ikke med på de talrige udsalg, Black Fridays og tilsvarende kampagner.
”Vi bliver konstant mødt af en forventning om, at man kan presse prisen ned ved at nævne, hvad varen kan købes for et andet sted. Men vi siger konsekvent nej til at sælge til en lavere pris. Vi kan ikke overleve, hvis vi gør det.”
Også KAiKU holder ind i mellem udsalg og fabrikssalg, men det sker så typisk med leverandørernes billigelse.
”Man kan godt blive lidt skræmt af, at så mange butikker lukker. Men jeg tror, vi har en fremtid. Jeg kan jo se, at vi får stadig flere kunder.”
KAiKU, Langdalsvej 46, har åbent alle hverdage kl. 10.00-17.30 og lørdag kl. 10.00-15.00. Indtil jul er det også åbningstiden om søndagen.