
Friskbagte brunkager, vaniliekranse og pebernødder – så er det da for alvor ved at være jul! Den liflige duft bredte sig onsdag aften hos Bager Hartmeier i Hovedgaden, hvor bagermester Lars Hartmeier ledte de tilmeldte kagebagere gennem processerne, der hen ad kl. 21 resulterede i fyldte kagedåser til alle.
Mens Lars Hartmeier gør klar til aftenens småkage-bagning ved at slæbe kilovis af forberedt kagedej frem, tager alle 13 deltagere forklæder på. Og man må lige kigge undersøgende rundt i forsamlingen endnu en gang: Ikke en eneste mandlig deltager!
”Måske er det bare os kvinder, der har brug for at lære det”, lyder det lunt fra en af deltagerne.
Og Lars Hartmeier er en glimrende læremester. Inden der er gået 15 minutter, er alle i fuld sving med at rulle dej ud og forme de første portioner af de seks klassiske julesmåkager: Fedtebrød, pebernødder, brunkager, vaniliekranse, jødekager og finskbrød.
En maskine hjælper med at rulle dejen, men ellers foregår alt med håndkraft. Rulle, skære, forme, strø sukker på og lægge på plade. Lars Hartmeier lægger ud med at demonstrere de klassiske bager-tricks, og alle går derefter i gang med stor energi, mens Lars Hartmeier går rundt og hjælper lidt til med et lunt smil.
”Det er super nemt at være bager, hvad?”
Opskrifterne er en hemmelighed
Det eneste han ikke deler ud af er opskrifterne. Præcis hvilke meltyper og krydderier der indgår i de forskellige slags småkager, forbliver en forretningshemmelighed.
Småkage-opskrifterne fik ægteparret Hartmeier med i købet, da de for knap 18 år siden overtog bageriet på Hovedgaden. Og de bliver brugt igen og igen, år efter år. Hvorfor ændre på noget, der fungerer?
”Lad nu være med at spare på nødder og sukker. Det er jo det, der smager godt”, formaner han nogle af deltagerne, som er ved at gøre finskbrødene klar til bagning.
”Vi vil gerne give folk en god oplevelse”
Det er fjerde sæson, Charlotte og Lars Hartmeier inviterer til småkagebagning i bageriet. I år med hele otte aftener, hvor i alt knap 100 kvindelige – og et par mandlige – deltagere har nogle hyggelige timer med bagning og god snak på kryds og tværs.
Mange kender og holder af denne hyggestund i godt selskab, og alle pladser blev lynhurtigt besat efter et opslag på Facebook. Nogle er fra Brabrand, men en del kommer også fra andre dele af byen.
”Vi vil gerne give deltagerne en god oplevelse. Og så ønsker vi at demonstrere håndværket for vores kunder. Hos os er alt lavet fra bunden og med håndkraft, og det tager jo sin tid. Men vi er stolte af vores produkter, og det håber jeg, at folk oplever”, forklarer Charlotte Hartmeier.
En kort nattesøvn
Lars Hartmeier tilføjer, at formålet først og fremmest er at give deltagerne en god oplevelse. Han understreger samtidig, at de begge synes, det er rigtig hyggeligt – også selvom det forlænger en i forvejen meget lang arbejdsdag.
Parret er altid begge til stede i bageriet. Mens Lars Hartmeier guider deltagerne gennem småkage-bagningen, får Charlotte ordnet nogle regnskabs-ting på kontoret. Og så følges de hjem ved 22-tiden, når alle er gået.
Det bliver til en ganske kort nattesøvn for Lars Hartmeier, som kl. 1 om natten igen begynder dagens arbejde i bageriet, sådan at det friskbagte brød kan være klar, når butikken åbner kl. 5.30.

Her følger en stribe fotos fra aftenens småkage-bagning.