Hvis din julestemning trænger til et lille skub i vejret, skal du lægge vejen forbi Gasværket på Byleddet, hvor det traditionsrige julemarked fylder den store sal endnu en gang. Else Bach er en af dem, der år efter år har en stand på julemarkedet.
Når solen skinner mildt fra oven sådan en november-dag, føles det som en helt anden verden, når man træder ind ad døren til Gasværket, hvor det i dén grad emmer af jul, og den indendørs hygge der følger med. Der er helt fyldt med handlende, som præsenterer julepynt, dekorationer, smykker, keramik og meget mere i fineste håndlavede kvalitet.
Else Bach fra Brabrand har været med i rigtig mange år og er naturligvis på plads igen i år. Hun sælger keramik, stentøj og raku, mens veninden Birthe Gaardsmand har juledekorationer på bordet ved siden af. De har kendt hinanden i 40 år.
En dyr hobby
For Else Bach er julemarkedet i Brabrand ikke kun en god mulighed for at præsentere og sælge de ting, hun har produceret igennem det seneste år. Det er først og fremmest stedet, hvor man møder venner og bekendte fra et helt liv i Brabrand.
”Det er ikke så afgørende, hvor meget jeg får solgt. Det er så hyggeligt! Man ser alle dem, man ikke ser til hverdag. Så får man sig jo en god snak. Og mine veninder kommer kørende langvejs fra også. Det er rigtig dejligt.”
På julemarkedet sidste år solgte hun for 5000,-. Men det er stadig en dyr hobby, forklarer hun, for råvarerne koster jo. Eksempelvis koster 4 kilo glasur 1000,-. Så det er ikke for pengenes skyld, hun igen og igen tager turen til Sorring Lervarefabrik, hvor hun får tingene brændt.
Hun har dog i den sidste tid haft fin efterspørgsel efter sine ting. For en måned siden udstillede hun i Skanderborg Kulturhus. Og om en uge skal hun igen udstille, denne gang i Aqua i Silkeborg.
Hun har sin egen personlige stil. Skåle, fade og kunsthåndværk man ikke kan finde i Inspiration eller Ikea.
Mad og kunsthåndværk var en god kombination
Interessen har hun helt tilbage, fra hun var helt lille. Hun var meget interesseret i at tegne – men havde det problem, at hun ikke kunne se det, hun tegnede bagfra. Der var ingenting på bagsiden af papiret… Hendes forældre og søskende prøvede forgæves at forklare hende hvorfor: Det mangler nogle dimensioner, når man tegner.
Familien gik rundt og solgte juledekorationer ved dørene for at få råd til dagen og vejen. Da Else fik lov til at være med til at lave dekorationerne og fik en klump ler i hånden, var hun straks solgt. Ler-kreationerne fungerede meget bedre for hende. Her kunne man arbejde med tingene hele vejen rundt!
Hun blev senere uddannet smørebrødsjomfru og kunne her kombinere sin interesse for mad med de kreative evner. Når maden blev leveret til fester og arrangementer, fulgte der også dekorationerne med til at pynte buffeten.
”Jeg har været virkelig glad for at kunne kombinere de to interesser. Hvis jeg kunne gøre mit liv om, så var det præcis sådan, det skulle være,” smiler Else Bach.
Du kan møde Else Bach, Birthe Gaardsmand og de øvrige deltagere i julemarkedet i Brabrand på Gasværket, Byleddet 2C, søndag mellem kl. 11 og 16.