Fadi Kassem har de sidste 15 år samlet masser af erfaringer i arbejdet med rodløse unge i Gellerup. Nu er han klar til at sætte sin viden og sine erfaringer på spil som byrådskandidat for SF.
33-årige Fadi Kassem er en utraditionel byrådskandidat som ikke er bange for at sige præcis, hvad han mener: At indsatsen over for unge med indvandrerbaggrund gennem de sidste 30 år ikke har været vellykket, og at den må ændres.
En årrække som daglig leder af Kontaktstedet, et værested for unge med kriminel baggrund i Gellerup, har lært Fadi Kassem, at der er dem, der gerne vil ind i samfundet, men mangler ressourcerne. Dem skal vi bruge flere kræfter på at hjælpe. Og så er der dem, der ikke vil.
”Møder jeg nogen, der ikke vil bidrage til det danske samfund, så møder de ingen barmhjertighed fra min side. Der er ingen tvivl om, at der er nogle, der ikke hører til her i Danmark. Der findes folk, som hverken i tanke eller handling støtter vores demokratiske grundprincipper her. Dem vil jeg ikke være med til at holde hånden over,” siger han.
Træt af opdeling i ”dem og os”
Fadi Kassem bliver af mange fremhævet som et eksempel på, at man godt kan udvikle sig til en god og aktiv samfundsborger, selvom man kommer fra en baggrund med krig og svære familieforhold. Han er et eksempel på, at man godt kan blive ”dansk”.
Men han er selv irriteret over, at samfundsdebatten konstant handler om ”dem og os”. At man enten er rigtig dansker – eller indvandrer. Han spørger, hvorfor man absolut skal gøre sig selv til dansker, hvis man ikke er det?
”Jeg ser stadig mig selv som araber, selvom jeg bor i Danmark. Jeg har flere danske venner end de fleste andre med indvandrerbaggrund – og ingen af dem har et krav om, at jeg skal være dansker. Det er vigtigt at anerkende, at vi ikke er flygtet fra vores baggrund, vores kultur og religion. Vi er flygtet fra krig og nød. Omvendt skal vi, som er gæster i Danmark, opføre os ordentligt og bidrage til det danske samfund.”
Han vil i det hele taget være ked af selv at blive betragtet som en rollemodel:
“Jeg vil ikke kaldes præmieperker på nogen måde. Jeg er araber – og jeg føler mig også sådan, samtidig med at jeg fuldstændig anerkender og føler mig tilpas i Danmark. Og når man her har taget godt imod mig her, vil jeg også gerne yde en indsats.”
Inklusion i stedet for integration
Fadi Kassem er træt af ordet integration og foreslår, at vi i stedet bruger ordet inklusion: Vi har alle lov til at være her med vores forskelligheder – bare vi bidrager til samfundet!
”Jeg er lige så træt at ordet integration, som de fleste danskere er. Det ord er blevet misbrugt gennem tiderne. Vi har en integrationsminister, der ikke har lavet andet end ekskludere. Inklusion er et bedre ord. Så har man lov til at være her, hvis man overholder de fælles regler.”
Han mener, at de fleste befolkningsgrupper egentlig har fundet sig ganske godt tilpas i Danmark. Nu mangler vi bare at få det store fællesskab til at fungere. På den ene side bør alle have den samme chance, uanset herkomst. På den anden side ønsker han at vise en kontant indstilling over for dem, der ”træder på det de er flygtet for”, som han udtrykker det. Folk skal ikke måles på deres religion, men på deres villighed til at bidrage til det danske samfund.
Han vil ændre på det, han kalder ”integrationsindustrien”, som han mener er med til at fastholde et bestemt syn på de unge ballademagere.
”For mig har integrationen kun to ben at gå på: Arbejdsmarked og uddannelse. Vi skal undgå alle de mærkværdige tiltag… Da mine forældre kom hertil, placerede man dem på førtidspension og kontanthjælp, og ansatte en masse pædagoger til at pacificere dem og få dem til at blive, hvor de var. Det var en dårlig løsning.”
Drengen der hadede pædagoger blev selv pædagog
Fadi Kassem var selv en af ballademagerne, da han var teenager. Han kom til Danmark med sin familie som 7-årig efter at have levet sine første år med krig og uro i Libanon. Læs mere om Fadi Kassems barndom og ungdom i Aarhus Stiftstidende.
9 år gammel blev han tvangsfjernet og kom på børnehjem, senere afløst af skiftende opholdssteder. Han var så småt på vej ud ad en kriminel glidebane, da hans liv tog en skarp drejning. Gitte Krogh, daværende chef for Familiecenter Vest, fik ham ansat som pædagogmedhjælper på Kontaktstedet. Det var også hende, der i sin tid havde medvirket til at få ham tvangsfjernet.
Han var 19 år, og pædagoger var ikke lige det folkefærd, han identificerede sig mest med. Men det viste sig at være den rigtige vej for Fadi. Han tog en pædagog-uddannelse og er nu ved at skrive afgangsprojekt på en master i ledelse.
Kontaktstedet – for unge ude på kanten af samfundet
Når de unge mænd kommer ind ad døren til Kontaktstedet lige bag biblioteket i Gellerup, så er de typisk helt ude på kanten af samfundet. Mange har været i konflikt med loven, de fleste har hverken job eller er i gang med en uddannelse.
”Hvis de kommer her, så er det fordi, de vil have hjælp. Det er dem, der ikke kan være andre steder og kommer her uden noget som helst. Rigtig mange er identitetsløse. De føler sig hverken som danskere eller arabere eller noget andet. De føler ikke, at de hører til nogen steder”, fortæller Fadi Kassem, som nu i en årrække har været daglig leder af Kontaktstedet.
Cirka 45 unge har deres daglige gang her, hvor Fadi Kassem og hans to kolleger står til rådighed med hjælp til, hvad de nu har behov for.
”Vi voldtager dem ikke med pædagogik. Det har de været udsat for hele livet. Når de kommer, kan de spørge eller bede om hjælp. Man skal ikke gøre dem dummere, end de er. De er vakse nok. Hvis man kan stjæle en bil, er man ikke dum. Vi skal bare se, om vi kan lære dem at bruge ressourcerne på noget mere fornuftigt.”
Det kan for eksempel være at hjælpe dem med at komme i dialog med et jobcenter. Eller hjælpe med at finde ud af Nem-ID. Det er måske basale ting for en ung med ressourcestærke forældre. Men det har de her unge manglet.
De fleste finder sig selv
Fra klokken 15 til ud på aftenen er der åbent. Plus i weekender, når der er brug for det, for eksempel da bandekonflikten var på sit højeste.
Fadi Kassem har nu været ansat her i næsten 15 år og glæder sig over, at de fleste unge finder sig selv og får en retning på tilværelsen.
”Her bliver de ikke afvist. Vi hjælper dem med det, de beder os om. Og hvis de har lyst til at snakke, så snakker vi. Hvis de begynder at tale om, at danskerne er en flok racister, fordi de ikke kan få arbejde, så snakker vi om, at danskerne også har svært ved at få arbejde. Vi kan ikke lade dem leve i de dér bobler”.
”Vi hjælper dem med at få adgang til det store system herfra. Man skal være veluddannet for at finde ud af det – det er en labyrint. Det hjælper vi dem med. Ellers vil de prøve at få penge ved at begå kriminalitet. Det er et system, det er meget lettere for dem at finde rundt i.”
”Vi får flyttet rigtig mange. Ud af 100, som har været igennem her, har 80 det godt i dag. Jeg er ligeglad med hvad de laver. Bare de er i arbejde. De kan køre taxa eller lave pizza – bare de har et job.”
Hverdag sprængfyldt med konflikter
Efter næsten 15 år i Kontaktstedet er han stadig glad for sit job.
”Jeg har rigeligt med jobtilbud, men jeg elsker det, jeg laver her. Ingen dag ligner den foregående. Her er sprængfyldt med konflikter, men jeg kan godt li´, at der er noget action. Det er måske mine krigstraumer fra barndommen, der gør, at jeg har det godt i sådan en adrenalinfyldt hverdag.”
Han er meget bevidst om, at han i højere grad er leder end pædagog for de unge.
”De her unge har været i hænderne på systemet hele deres liv. De tror ikke, de kan noget. Vi må vise dem vejen og gå hen ad den sammen med dem”.
Man bliver ikke smidt ud af Kontaktstedet, og man får heller ingen karantæne. Man går udenfor og ryger – og tager en snak. Det er ofte her uden for døren med udsigt til City Vest, at der både bliver råbt højt og snakket alvorligt.
Vil ikke lefle for danskerne
Fadi Kassem er meget bevidst om, at han som indvandrer anbringer sig selv midt i skydeskiven i et af de største politiske diskussionsemne i dansk politik. Han er også meget bevidst om, at han ikke vil ”lefle for danskerne”, som han oplever at andre politikere med indvandrerbaggrund desværre kommer til at gøre.
Han nævner burka-sagen og tidligere debatten om kvindesvømning som eksempler på, at såkaldte indvandrer-politikere både på landsplan og lokalt kommer til at træde på en lille gruppe mennesker med indvandrer-baggrund for at score hurtige politiske points.
”Vi har en bandekonflikt, hvor der bliver skudt et menneske hver dag, og politikerne magter ikke at skabe tryghed i befolkningen. Men at kaste sig over 190 burkaklædte kvinder… Det er ikke en fornuftig prioritering.”
Han mener, at alle flygtninge og indvandrere skal have lov til at leve her i landet med den religion, tøjstil og de kulturelle vaner, de ønsker – når bare de bidrager konstruktivt til det samfund, de er blevet en del af og står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Fadi Kassem understreger samtidig, at det er vigtigt, at alle behandles lige, uanset baggrund. Han mener, at danske unge i en årrække med rette har kunnet klage over, at unge med indvandrerbaggrund har fået særbehandling. Det vil han gerne gøre op med.
Provokerende og forstyrrende
Fadi Kassem er godt klar over, at han har et forholdsvis snævert afsæt for at gå ind i politik: Det er på det sociale område og især integrationsområdet, han har sin viden og sit engagement.
”Spørger du mig om byens kloaksystem, så ved jeg intet. Og jeg ved heller intet om vand. Men jeg skal nok læse op på det og få det lært, når vi kommer dertil.”
Han ved godt, at hans tilgang kan opleves som provokerende og forstyrrende i forhold til den gængse tænkning. Men han mener omvendt, at der er brug for den tænkning og de erfaringer, han repræsenterer.
”Jeg håber, folk synes, der er brug for en som mig. Men hvis jeg ender med at få højst 50 stemmer inklusive min hund og min kat, så er det også helt ok. Så går jeg hjem og bruger tiden på at slå græsset og passe mit hus!”
